Skip to main content

Assisteret selvmord – hvad er en værdig afslutning på livet?

Vi har dygtige specialister i palliation, men nok ikke tilstrækkelig kapacitet og ressourcer til at give alle det, de har brug for. Assisteret selvmord er ikke løsningen

Anne Mette Dons, mdons@dadlnet.dk

10. jul. 2017
3 min.

I foråret har debatten om retten til at afslutte sit eget liv igen været i fokus. Debatten bølgede også op og ned i de år, jeg var i Sundhedsstyrelsen. Sådan tror jeg, det vil blive ved med at gå, uagtet om vi vælger at ændre loven eller ej. Det er et emne, hvor stærke holdninger mødes.

Først vil jeg deklarere, at jeg er ateist og meldte mig ud af folkekirken, da jeg blev myndig. Jeg er ikke præget af religiøse holdninger, men et langt arbejdsliv, hvor jeg har arbejdet med sundhedslovgivning og etisk-juridiske dilemmaer. Derfor ved jeg, hvor svært det er at lave sundhedslovgivning, der er så præcis, at den ikke kan misforstås og samtidig levner plads til lægens kliniske vurdering og skøn. En lovændring, der tillader assisteret selvmord, vil give en række dilemmaer og problemer med grænsedragning, der ses i de lande, der har en sådan lovgivning.

Det er ikke mit indtryk, at vi i dag har ressourcerne til at tilbyde den optimale palliative behandling i Danmark, skræddersyet til den enkelte patients behov.

Ingen er uenige om, at mennesker, der lider, skal hjælpes. Derfor er jeg ked af udtrykket passiv dødshjælp. Ingen reklamefolk vil kunne sælge det udtryk til deres kunder. Patienter, der ligger for døden, skal hjælpes, og de skal hjælpes aktivt. Patienterne skal lindres, hjælpes og støttes i deres situation, så de kan afslutte livet på en værdig måde. Det er ikke mit indtryk, at vi i dag har ressourcerne til at tilbyde den optimale palliative behandling i Danmark, skræddersyet til den enkelte patients behov. Det er heller ikke mit indtryk, at vi har de bedste muligheder for at hjælpe svært handikappede. Så længe vi ikke, som samfund, med garanti kan tilbyde det, mener jeg ikke, at vi skal diskutere at legalisere assisteret selvmord.

Et argument for aktiv dødshjælp er, at mennesker bør have fuld ret til at bestemme over deres eget liv og død. Det lyder rigtigt, men når vi taler om behandling i sundhedsvæsenet, er der ikke frit valg for patienterne. Det er lægen, der stiller indikationen, og det er så patientens ret at drøfte behandlingen med lægen og derefter fravælge eller acceptere lægens behandlingsplan. Assisteret selvmord vil ultimativt være på patientens indikation.

Opinionsundersøgelser viser, at flertallet ønsker at kunne ende deres liv efter eget valg. Måske er det fordi, vi ikke taler tilstrækkeligt om de muligheder, der er ved livets afslutning. Vi må tale om den værdige død, og hvordan vi får givet terminale patienter den bedste behandling, der kan tilgodese den enkeltes behov efter lægelig vurdering. Vi har dygtige specialister i palliation, men nok ikke tilstrækkelig kapacitet og ressourcer til at give alle det, de har brug for. Assisteret selvmord er ikke løsningen.

Læs også: Smerter hos den døende patient

Læs også: Den svære samtale kan gøres lettere