Som børnepsykiatrisk konsulent for Dansk Røde Kors i tre år, undrer PJ sig over en kronik af overlæge Eric Schaumburg (ES) [1]. Med udgangspunkt i patienter, som ES mener simulerer, tager han afstand fra andre psykiatere, der vurderer de samme patienter på en anden måde, og han insinuerer samtidig, at disse andre psykiatere er tendentiøse i deres erklæringsskrivning. Han skriver oven i købet »... venligt ment manipulerede erklæringer ...«, og han er bekymret for, at vi læger for alvor taber vor gennemslagskraft og især vor troværdighed. Dette bliver indledningen til, at ES forsøger at så tvivl om den undersøgelse af seks asylbørn, som blev foretaget af psykologer, børnepsykiatere og psykiatere for et par måneder siden [2].
Kikkerten for det blinde øje?
ES siger, at der ikke er noget nyt, og han skriver: »Dansk Røde Kors, specialkonsulenter og centrenes egne læger mener også, at det er skadeligt med for lange opholdstider, men det har vi ikke forsømt at gøre opmærksom på ved møder, kronikker og artikler«. Men når der nu ikke er kommet noget ud af disse møder og artikler, burde han være taknemmelig for, at andre kan fortsætte der, hvor han slap. Det har åbenbart været forhold, som Dansk Røde Kors udmærket har kendt til, og man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Dansk Røde Kors ikke har iværksat undersøgelser og behandling af netop disse børn, som man kendte til?
Muligheden er selvfølgelig også, at man har sat kikkerten for det blinde øje og har sagt, at børnene har det godt, frem for at undersøge dem.
»Det svarer til, at man går ind på min afdeling, finder de seks dårligste patienter og efterfølgende udtaler, at de er så dårlige, at man vel lige så godt kan nedlægge psykiatriske hospitaler, når patienterne har det så skidt der.«
ES kan have ret i, at vi ikke kan vide, om det kun er de seks børn, vi har undersøgt, der har det dårligt. Men at vores undersøgelse kan indikere, at de andre børn også bliver undersøgt, kan man vel ikke tilbagevise? Specielt ikke, når Dansk Røde Kors har foranstaltet en undersøgelse udført af Institut for Folkesundhedsvidenskab, der vurderer, at 35% af børnene har psykiske symptomer, og at det for pubertetsbørnene var over 50%, der havde store problemer. Undersøgelsen er en screeningsundersøgelse af samtlige 4-16-årige asylbørn [3]. Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer udfyldt af personalet på Dansk Røde Kors. Børnenes forældre er ikke hørt, idet man ikke mener at kunne regne med deres udtalelser.
Endvidere har personalet på Dansk Røde Kors udtalt til en kommunal sagsbehandler, at det ene af de seks børn ikke fejler noget. Så kan det åbenbart ikke være de seks børn, Dansk Røde Kors ville kalde de dårligste, hvis vi havde spurgt dem.
»Det havde været ønskeligt, om de eksterne specialister i stedet for blot at skrive til pressen om de frygtelige forhold, havde taget kontakt til stedernes sundhedspersonale og især asylcentrenes psykologer. I stedet for har man valgt at pege fingre ad velfungerende sundhedsordninger.«
Men havde der været tale om velfungerende sundhedsordninger, var denne undersøgelse aldrig blevet foretaget. Undersøgelsen kom netop i stand, fordi 250 af de 300 børn, der var i asylcentrene, af Dansk Røde Kors var vurderet som værende så dårligt fungerende, at de ikke kunne komme i en kommunal skole, hvilket Folketinget ellers havde opfordret til. Vi ved, at denne vurdering ikke er foretaget af børnepsykiatere og formentlig for de flestes vedkommende heller ikke af psykologer.
Det kunne i øvrigt være relevant, at Dansk Røde Kors gjorde rede for denne vurdering, som betyder, at asylbørn er blevet isoleret fra et mere almindeligt liv sammen med mindre belastede børn. Hvem foretog denne vurdering af de 300 børn - en vurdering, der i det danske samfund uden for asylcentrene varetages af psykologer og børnepsykiatere? Og hvem vurderede, at et undervisningssted, der åbenbart ikke er tilsyn på, og som er den eneste institution i landet, der således ikke følger den almindelige folkeskolelov (skønt der aldrig er givet dispensation), skulle være særlig velegnet til børn med svære problemer?
»Man kan ikke fremhæve disse børns dårlige trivsel/psykiske symptomer uden samtidig at sikre sig, at der enten er enighed eller i hvert fald opmærksomhed på problematikken i Dansk Røde Kors.«
Men det kan man godt, og det bør man efter vores mening. Det er Dansk Røde Kors, som skal være opmærksomme på, hvordan børnene har det i asylcentrene, og hvis denne opmærksomhed var til stede, havde det ikke været nødvendigt, at vi undersøgte børnene. Dansk Røde Kors kunne have valgt at henvise børnene til børnepsykiatrien, men det har der åbenbart ikke været interesse for. Når man tilsyneladende kun kan se, at det er en god sundhedsordning, og at børnene har det godt, er det måske på tide at ansætte kvalificeret arbejdskraft udefra, som kan vurdere, hvordan børnene har det.
Arbejdet som psykiater hviler i høj grad på de oplysninger, patienterne fortæller os. Og vor faglighed er at bruge vor viden til at forstå og sammenholde med vore iagttagelser og andres iagttagelser for at kunne diagnosticere og tilbyde relevant behandling.
Hvis vi når til det punkt, hvor patienterne kommer til at ligne hinanden som dråber af vand, og hvor vi opfatter, at vores opgave er at afsløre patienterne, er tiden kommet til, at vi må finde os et andet job.
Spil for galleriet?
Når en psykotisk patient kan opføre sig forskelligt i forskellige situationer, kan der være andre forklaringer end simulation og snyd. Disse hjemmestrikkede prøver, der skal vise, at alene asylansøgere ikke har rent mel i posen, kunne ES med fordel prøve på at bruge på sine øvrige patienter. Og man kan gå videre: Eksisterer der i virkeligheden nogen psykiske lidelser, eller er det hele et spil for galleriet for at få den travle psykiaters opmærksomhed og få del i alle de himmelske fordele, der er ved at være psykiatrisk patient uden for arbejdsmarkedet?
Neurologen Hermann sagde engang: Når mennesker vil affinde sig med en invalidepension, må de virkelig være syge.
Man kan undre sig over, hvad der er ES' ærinde med kronikken ud over en mistænkeliggørelse af os, dagen før valget.
»Og der er et velfungerende team mellem sundhedsplejersker, socialrådgivere, pædagoger, lærere og psykologer, der sætter ind, så snart det skønnes indikeret. En stor del af børnene bliver desuden undersøgt af pædiatere i centrene.«
Det har imidlertid ikke noget med sagen at gøre. Det, vi har gjort opmærksom på, er, at børnene ikke er undersøgt af børnepsykiatere, og vi ved, at de 250 børn, som Dansk Røde Kors fandt at være for sarte, ikke er børnepsykiatrisk undersøgt og for en stor dels vedkommende heller ikke psykologisk undersøgt.
Er det lægefagligt troværdigt at tilsidesætte Folketingets henstilling og bagefter id yllisere grundlaget herfor?
Er det lægefagligt troværdigt at bruge hjemmestrikkede prøver for at afsløre patienterne som svindlere?
Er det lægefagligt troværdigt at mistænkeliggøre kolleger og insinuere en manglende faglighed?
Selve det, at det er ES, der kommenterer børneundersøgelsen, tyder på, at Dansk Røde Kors ikke har speciallæger, der ved tilstrækkeligt meget om børn.
Personligt har PJ mødt flere engagerede medarbejdere i Dansk Røde Kors og har været glad for samarbejdet. Organisationen har fået tilsendt resultaterne fra de fleste af vore undersøgelser, og den har i kølvandet på undersøgelserne fået rimelig fin opmærksomhed omkring asylbørnenes forhold, hvad man skulle mene var en god ting. Det er rigtigt, at dette så også har bevirket, at offentligheden måske for første gang er begyndt at få øjnene op for problemernes omfang. Måske er reaktionerne kommet bag på Dansk Røde Kors' ledelse, men når den efterfølgende reagerer, som om denne offentlige interesse og opmærksomhed, for slet ikke at tale om at nogen faktisk vil tage sig fagligt af problemerne, var det værste, der kunne ske - ja, så er det vanskeligt at bevare tilliden til organisationens ledelse.
