Skip to main content

Bagsiden af medaljerne

Kliniske vejledninger bør ikke være andet end vejledninger. Det må understreges, at de ikke er et instrument for regionsledelser og retsinstanser, som de nu er blevet.

Speciallæge i almen medicin, Christian CrügerE-mail: cruger@post4.tele.dk
Interessekonflikter: ingen

9. apr. 2015
3 min.

Det var meget glædeligt, at vor formand – nu på falderebet – i sin leder den 16.3.15 [1] gjorde opmærksom på de negative følger, der også kan være ved brugen af de nationale kliniske retningslinjer, som han ellers ofte efterlyser. I lederen nævnes eksemplet med den ældre patient, der er ramt af flere sygdomme, og faren ved, at alle disse tilstande ukritisk bliver behandlet farmakologisk lege artis.

I ovenstående eksempel er det den individualiserede patientbehandling, der støder imod generelle kliniske vejledninger, der som oftest tager udgangspunkt i evidensbegrebet, der står i klar modsætning til personalized medicine. Randomized clinical trials (RCT) bruges fortsat for generelt som et sandhedsbegreb, selv om vi alle burde vide bedre, efter det humane genom blev kortlagt. Vi er langtfra alle ens, og subgrupper med god virkning af en given behandling forsvinder i de store RCT, der konkluderer, at der ikke fandtes evidens for den givne behandling. Herefter konkluderer man, at behandlingen er virkningsløs for alle. Her bør vi også være mere ydmyge, selv om det er svært at forlade et stålfast paradigme.

Generelt i vor lægelige hverdag er der også en modsætning imellem, hvad vi siger, og hvad vi gør. Alle siger pt. i centrum, men oftest er det it og måltal i centrum, og med New Public Management og akkrediteringsinitiativer bliver den tilbageblivende patients opmærksomhed yderligere svækket. Det er tankevækkende, at et planøkonomisk styresystem er genopstået i den vestlige verden, efter at tilsvarende led fallit i de kommunistiske regimer. Herved nærmer vi os amerikansk defensiv lægegerning, selv om vi endnu ikke har amerikanernes forsikringsproblematik. Gode kolleger må tilsidesætte patientønsker for ikke selv at få kritik ovenfra, hvor de fleste ikke har aflagt lægeløftet. Læger har ansvaret, men ringe indflydelse. Kliniske vejledninger bør ikke være andet end vejledninger. Det må understreges, at de ikke er et instrument for regionsledelser og retsinstanser, som de nu er blevet. De initiativer, som vi har gennemført til gavn for vores patienter, så alle sikres en ensartet kvalitetsbehandling, må ikke i sidste ende skade dem, som de skulle gavne, som vor formand nævner et eksempel på. De må bruges med omtanke, og lægekunsten må ikke glemmes, hvor vi sammen med den enkelte patient finder den optimale behandling, der ikke altid er den samme for den samme ICD-10-diagnose.

Slutteligt vil jeg også rose Yngre Lægers initiativ omkring det gode patientforløb med sloganet: ”Vi behandler mennesker – ikke kun sygdomme”. Så der er håb med den nye generation. Behøver vi ældre at vente så længe på patientmedinddragelse, som ministeren også beder om?

Referencer

LITTERATUR

  • 1. Hansen MK. Se mennesket bag diagnosen. Ugeskr Læger 2015;177:507. Ugeskriftet.dk/nyhed/se-mennesket-bag-diagnosen.