Bedriftssundhedstjenesten som sundhedstjeneste

Arbejdsmiljøinstituttet har beregnet arbejdets ætiologiske fraktion for sygefravær til 38% og for tidlig udstødelse fra arbejdsmarkedet til 23%. Udenlandske undersøgelser tyder på, at forebyggende intervention vil være udgiftneutral.

Beskæftigelsesministeren har udtrykt ønske om flere tiltag til begrænsning af sygefravær, herunder de praktiserende lægers mere aktive deltagelse i arbejdsfastholdelse. Det kræver blandt andet øget kontakt mellem læger og arbejdspladser, deltidssygemelding frem for totalt fravær og fornødne hensyn fra virksomhederne til medarbejdere med temporært eller permanent reduceret arbejdsevne.

Med den anden hånd har ministeren imidlertid besluttet at liberalisere BST, så en virksomhed frit kan vælge rådgivning, hvor den vurderes bedst eller billigst. I den sammenhæng tænkes utvivlsomt primært på de i Danmark traditionelle BST-opgaver, som især består i teknisk arbejdsmiljø- rådgivning om ergonomi, røg, støj og møg - men mindre i råd om sundhed. Denne strategi har baggrund i 1970'ernes dogmer om, at det er arbejdspladsen og ikke patienten, der er syg. Der er derfor stadig kun er en lille håndfuld bedriftslæger i Danmark.

Langt størstedelen af BST-ansatte udgøres af teknikere eller terapeuter, som næppe kan foretage brede vurderinger af helbredsforhold. De vil have svært ved at relatere arbejdseksponeringer til sygdom og sygdomsfølger til arbejdsevne, hvad der er forudsætningen for at kunne udnytte de fremtidige arbejdsmuligheder - og helst på den sædvanlige arbejdsplads. Arbejdstilsynet har som arbejdsmiljømyndighed ikke styrket BST's sundhedsindsats, snarere tværtimod, og mange virksomheder og deres ansatte har efterhånden vænnet sig til de fleste BST'ers begrænsede ydelser. Mangelen på kvalificeret sundhedspersonale betyder, at BST kun sjældent tiltænkes en central rolle ved arbejdsfastholdelse.

De gamle dogmer om BST-arbejdets indhold har ladet den syge på arbejdspladsen i stikken. Sagen er jo, at mange - efter egne erfaringer op imod 1/10 af arbejdsstyrken - går med mere eller mindre alvorlige helbredsproblemer, som begrænser deres funktionsniveau og på sigt truer deres arbejdsevne. Her kunne man ønske sig BST på banen. I stedet forsøger kommunerne med vekslende held at varetage arbejdsfastholdelsen. Hertil er de fuldt afhængige af responsa fra almen praksis og organspecialister, der imidlertid fortsat sjældent har arbejdsmiljøaspektet med. Sygehusenes arbejdsmedicinere anvendes typisk først, når sagerne spidser til.

Den danske model for arbejdsfastholdelse belaster især den offentlige økonomi og forebygger ikke tilstrækkeligt. I det øvrige EU prioriteres den virksomhedsbetalte arbejdsmedicinske indsats i BST højt med arbejdsfastholdelse som en vigtig integreret del. Arbejdsfastholdelse varetaget af BST er uden at belaste den offentlige økonomi et gode for ansatte med helbredsproblemer og desuden fordelagtig for virksomhedens produktivitet, kontinuitet, fleksibilitet og image.

Samtidig med ministerens positive tiltag for at mindske sygefravær og fremme arbejdsfastholdelse vil han desuden stryge kravet om obligatorisk BST på risikovirksomheder. Med denne yderligere legitimering af virksomhedernes utilstrækkelige sundhedsindsats tabes en oplagt mulighed for at forbedre den arbejdsrelaterede sundhed på gulvet. BST-systemet er nu under nedlæggelse. Arbejdsmedicin eksisterer stort set ikke mere i Arbejdstilsynet, og med sygehusvæsenets aktuelle ulvetider kan det næste træk gå ud over de arbejdsmedicinske sygehusenheder. Hvem skal så levere det faglige (arbejds)medicinske input til arbejdsfastholdelse?

Der er brug for politisk mod, nytænkning og visioner. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Offentlige besparelser uden sundhedsmæssige konsekvenser forudsætter, at det private - og her altså BST - tager over. Herved bringer vi os i balance med vore naboer i EU. Der er især behov for en BST, som

• forbedrer de ansattes sundhed ved at forebygge i forhold til det psykosociale og ergonomiske arbejdsmiljø,

• reducerer sygefraværets forekomst og længde ved individuel tilpasning af arbejdet til den syges forudsætninger

• tilbyder sundhedsfremme på arbejdspladserne især ved indsats i forhold til livsstil, og

• identificerer begyndende sygdom på det tidligst mulige tidspunkt og følger op med rådgivning om den optimale reaktion herpå.

Disse BST-funktioner bliver overvejende forsømt i dag og risikerer at blive helt umulige fremover.