Behag og ubehag ved forskning

Ud fra interview med læger konkluderes i artiklen »Behag og ubehag: følelsers betydning i praktiserende lægers lægemiddelordination« i Ugeskrift for Læger (2005;167:4650-4) følgende:

»Lægernes følelser afspejlede, hvordan de vurderede hensigtsmæssigheden af deres ordination. Denne egenskab burde udnyttes bedre til at fremme den rationelle farmakoterapi«.

»Følelserne informerede lægerne om, hvad de mente var rigtigt og forkert«.

»Følelserne giver lægerne informationer om deres ordina-tioners hensigtsmæssighed«.

Disse konklusioner er meget problematiske - for det første fordi de er uklart formulerede og flertydige. Ovennævnte passager og artiklen som helhed kunne f.eks. udtrykke, at en praktiserende læges følelser er korrelerede med og en slags bivirkning ved (men ikke årsag til) lægens overbevisning om, at en behandling er hensigtsmæssig for patienten. Men artiklen kan også tolkes som, at lægen kunne og burde tage sine følelser »med på råd« og lade dem have indflydelse på valg af behandling, så praksis ikke blot er evidensbaseret og »ra-tionel«.

For det andet er konklusionerne problematiske, fordi de ikke begrundes på troværdig vis ud fra forfatternes egne undersøgelsesresultater, men snarere tilbagevises af disse resultater. Det gælder f.eks. følgende passager:

»Glæden var større, både for patient og læge, når effekten kom her og nu«.

Denne passage taler imod en sammenhæng mellem lægens følelse af behag/glæde og behandlingens hensigtsmæssighed i det omfang, der ikke er nogen generel sammenhæng mellem hurtig effekt og hensigtsmæssighed, hvilket typisk gælder behandling med blodtrykssænkende medicin.

»Lægerne oplevede glæde, når de følte sig dygtige«.

Denne passage taler imod konklusionen i det omfang, der findes historiske og nutidige eksempler på, at det, at en læge føler sig dygtig, ikke behøver at betyde, at hans behandlinger er hensigtsmæssige. Alene lægers interne uenighed og modstridende praksis vidner om, at nogle læger føler sig dygtige, men ikke yder effektive behandlinger.

»Når der kommer nogle lægemidler, som virker, faktisk virker, så det går som man forventer, og det tåles godt, og så bliver man så glad for det lægemiddel, og så bruger man tonsvis af det«.

Personlige kliniske erfaringer anses ikke generelt for pålidelige som grundlag for vurdering af behandlingseffekt, f.eks. sammenlignet med RCT. Derfor er korrelationen mellem glæde og det, at lægen oplever en god virkning, ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er en sammenhæng mellem lægens følelse af behag/glæde og behandlingens hensigtsmæssighed.

»Penicilliner og sådan noget, det er sådan et eller andet sted derimellem. Det er ragende ligegyldigt. De bliver raske, når de får det. Der er ikke nogen succesoplevelse i det«.

Denne passage udtrykker tydeligvis ingen sammenhæng mellem følelsen af behag og behandlingens hensigtsmæssighed.

Uanset hvad konklusionerne mere præcist lyder, forekommer de således i modstrid med empirien (også selvom en »grounded theory«-analyse benyttes).