Skip to main content

Behandling ved opioidoverdosis skal ud i hjemmene

Hovedparten af narkodødfald sker i eget hjem. Der er brug for kurser i førstehjælp og brug af modgift.

Mathilde Pihl Badse1, 2, Kasper Iversen1, 3, Michael Lodberg Olsen1, 4, Signe Koba Larsen5, Maria Bonde1, Christian Løn1 og Jakob Hartvig Thomsen1, 6
E-mail: jakob@jht.dk

1) Bestyrelsesmedlem, Antidote Danmark
2) Hoveduddannelseslæge i Socialmedicin
3) Overlæge, Hjertemedicinsk Afdeling, Herlev Hospital
4) Social iværksætter og daglig leder, Antidote Danmark
5) Vejle Misbrugscenter
6) Læge, Hjertemedicinsk Afdeling, Rigshospitalet

Interessekonflikter: Ingen interessekonflikter fraset forfatternes arbejde med socialt udsatte og engagement i den frivillige forening Antidote Danmark, som er stiftet med formålet at nedsætte stofbrugerdødeligheden i Danmark. MLO har tidligere været lønnet deltidsmedarbejder i Antidote Danmark som daglig leder, men arbejder aktuelt frivilligt og ulønnet som de resterende i projektet.

2. maj 2016
4 min.

Hovedparten af forgiftningsdødsfald i Danmark skyldes opioider som heroin, metadon og morfin [1]. Omfanget overgår antallet af trafikdræbte. Blandt andet for at nedsætte dødeligheden blev det i 2012 muligt at oprette og drive kommunale stofindtagelsesrum, inspireret af et privat mobilt fixerum drevet af frivillige kræfter. Staten afsatte midler til at oprette og drive rummene og i årene herefter blev de første taget i brug i København, Odense og Aarhus [2].

Nyligt opgjorte tal fra stofindtagelsesrummene viser 4.372 registrerede brugere, 355.255 stofindtagelser og 301 overdoser uden registrerede dødsfald frem til udgangen af 2014 [2]. Trods gavnlige effekter af stofindtagelsesrum er der udsving i antallet af narkotikarelaterede dødsfald i Danmark, med en stigning fra 263 tilfælde i 2014 mod 213 året før [1]. Rigspolitiets tal viser, at hovedparten (71%) af dødsfaldene sker i private hjem [1]. Der mangler altså kongruens mellem findesteder for afdøde stofbrugere og de tilgængelige behandlingsmuligheder. Undervisning i basal førstehjælp og brug af modgift i miljøet kan potentielt redde liv.

Foreningen Antidote

Med afsæt i den høje dødelighed i private hjem blev foreningen Antidote Danmark stiftet i 2013. Igennem praktisk undervisning i basal genoplivning samt modgiftbehandling skulle viden og kompetencer udbredes, hvor behovet var størst, ud fra en netværksstrategi med fokus på folk tæt på stofbrugerne. Frivillige læger udarbejdede undervisningsmateriale og behandlingsalgoritme godkendt af og rådført med Dansk Råd for Genoplivning. Foreningen har uddannet 40 frivillige læger, der efterfølgende har undervist (n = 608) og udleveret modgiftssæt til (n = 408 / heraf > 150 stofbrugere) pårørende, socialarbejdere og stofbrugere. Internationale anbefalinger identificerer denne målgruppe som et vigtigt indsatsområde for at nedsætte dødeligheden blandt stofbrugere [3, 4]. Et stort frivilligt arbejde samt økonomisk støtte fra Tips og Lotto (2 x 350.000 kr.) har sikret aktiviteterne. Et lignende statsstøttet projekt (Red Liv) findes i udvalgte danske kommuner.

Brug af modgift – eksempel

En kvinde fandt sin kæreste påvirket af heroin og ketogan. Parret, der begge var kendt med opioidafhængighedssyndrom, beboere på forsorgshjem og i substitutionsbehandling, fik udleveret metadon på hjemmet. Kæresten, en 49-årig mand, ønskede trods dagens sideforbrug af opioider at få udleveret sin metadon. Manden vurderedes ikke påvirket, fik og indtog medicinen. På vej væk fra udleveringen bemærkede kvinden, at kæresten havde snøvlende tale, blåfarvning af læber og kompromitteret balance. Hun beskriver det som »øjnene sejlede rundt i hovedet på ham«. Vejrtrækningen blev besværet og langsom. Kvinden kontaktede straks personalet fra forsorgshjemmet, som ringede efter en ambulance og overtog observationen. Kvinden løb til sit værelse efter et modgiftsæt (udleveret af Antidote), fulgte vejledningen og administrerede naloxon nasalt. Manden genvandt hurtigt bevidstheden og normal vejrtrækning og blev overbragt til observation på det lokale hospital, da ambulancen ankom. Manden har i dag ingen men efter episoden.

Førstehjælp

Den praktiske undervisning i Antidote tager afsæt i almindelig førstehjælp og basal hjerte-lunge-redning. Der lægges stor vægt på identifikation af tegn på opioidoverdosis, idet tidlig indsats ofte vil kunne forhindre hjertestop [3, 4]. Ved mistanke om opioidoverdosis administreres intranasal naloxon [3, 5], uden at dette må forsinke genoplivning efter retningslinjer ved hjertestop [3]. Ved opioidafhængighed kan Naloxon fremkalde abstinens og i enkelte tilfælde lungeødem, dog ofte relateret til den primære opioidpåvirkning [3]. I undervisningen understreges det, at halveringstiden for Naloxon er væsentligt kortere end for opioider, med deraf risiko for reintoksikation. Stofbrugeren skal bl.a. derfor observeres og tilses af sundhedsfagligt personale efter behandling [3, 5].

Antidote Danmark mener, at simple kurser i basal førstehjælp og brug af modgift bør udbredes yderligere til stofbrugere og pårørende, da dette sammen med etablering af flere stofindtagelsesrum potentielt vil kunne reducere den markante overdødelighed blandt stofbrugere.

Referencer

LITTERATUR

  1. Grasaasen K. Narkotikarelaterede dødsfald aktuelt og udviklingstendenser, opgørelsesmåder og registre. Arbejdsdokument med tal fra Rigspolitiet og dødsårsagsre-gistret, dateret d. 6. oktober 2015. Sundhedsstyrelsen.

  2. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Evaluering af ordningen med stofindtagelsesrum, dateret d. 20. maj 2015 (28. nov 2015).

  3. www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Forebyggelse/2015/Maj/~/media/Filer%20-%20dokumenter/2015/Evaluering-af-stofindtagelses-rum/Evaluering%20af%20ordningen%20med%20stofindtagelsesrum.ashx

  4. Lavonas EJ, Drennan IR, Gabrielli A et al. Part 10: Special Circumstances of Resuscitation: 2015 American Heart Association Guidelines Update for Cardiopulmonary Resuscitation and Emergency Cardiovascular Care. Circulation 2015;132:S501-18.

  5. World Health Organization, WHO Community Management of Opioid Overdose. 2014. http://www.who.int/substance_abuse/publications/management_opioid_overdose/en/ (28. nov 2015).

  6. Truhlar A, Deakin CD, Soar J et al. European Resuscitation Council Guidelines for Resuscitation 2015: Section 4. Cardiac arrest in special circumstances. Resuscitation 2015;95:148-201.