Behandlingen af asylbørn

Voksenpsykiateren Henrik Day Poulsen bekriger i en kronik i Berlingske Tidende den 16. januar 2010 det, han opfatter som partiskhed hos børne- og ungdomspsykiatere. Han mener således, at man bør læse undersøgelsen af de 21 irakiske børn, som for nylig er offentliggjort i Ugeskrift for Læger (2010;172:84-5), meget kritisk for at sikre sig, at de pågældende undersøgere ikke er ude i et politisk ærinde forklædt som læger. Han anfægter, at undersøgelsen kan betragtes som objektiv, fordi den er »foretaget af psykiatere, der tidligere i offentligheden ikke har forholdt sig upartisk til de afviste asylansøgere«.

Men uheldigvis for Henrik Day Poulsen demonstrerer han, hvad han mener med objektiv psykiatri:

Han udtaler sig om et fag, han så åbenlyst ikke kender til - børnepsykiatri er ikke det samme som voksenpsykiatri.

Og han anfægter resultaterne af de kliniske undersøgelser uden at have kendskab til de pågældende børn og familier og uden at have kendskab til, hvordan en børnepsykiatrisk undersøgelse foretages.

På dette grundlag påpeger han den samme løsning, som vi har hørt gentaget i en uendelighed fra Dansk Folkeparti og Birthe Rønn Hornbech, nemlig at »det er forældrene og ikke det danske samfund, som er skyld i disse børns psykiske lidelser«, og han appellerer til de pågældende forældre om at tage hjem til det land, de er flygtet fra. Mere politisk og partisk kan man vist ikke blive!

Børnene er blevet undersøgt af flere fagfolk på en fagligt redelig måde, ligesom der i forvejen foreligger undersøgelser, der viser, at lang opholdstid i asylsystemet og mange flytninger mellem asylcentre har en betydelig negativ effekt på børns psykiske helbred.

Det er påvist, at børnene er psykisk lidende. De har brug for hjælp her og nu. De har krav på hjælp, og det er samfundets opgave at yde den nødvendige behandling.

> Svar:

♠ Speciallæge i psykiatri, ph.d. Henrik Day Poulsen. E-mail: henrikdaypoulsen@hotmail.com

Tak til Peer Jansson (PJ) og Lorentz Tom-Petersen (LP) for at kommentere min kronik i Berlingske Tidende. Desværre forholder de sig ikke til sagens kerne; nemlig forældrenes ansvar. Er det ansvarligt, at forældre nægter at rejse ud af Danmark og samtidig ser på, at deres børns psykiske tilstand forværres? Forældrenes sager er behandlet i et af verdens bedste retssamfund, og de har haft mulighed for at klage. Dette kommenterer PJ og LP heller ikke. Man behøver ikke at være børnepsykiater endsige læge for at forholde sig til begrebet forældreansvar.

De undlader også at kommentere det faktum, at de børn, som i undersøgelsen lider af psykoser og svære depressioner, kan medicinsk behandles i deres hjemland. Præparater som haloperidol, imipramin og fluoxetin er tilgængelige over det meste af verden; endda til en rimelig pris.

Mht. om forfatterne til undersøgelsen er upartiske, vil jeg gøre opmærksom på, at en af forfatterne til den nævnte undersøgelse i Ugeskrift for Læger (UFL) gentagne gange både i pressen og i UFL har argumenteret for, at Danmarks asylpolitik er at sidestille med tortur. En af forfatterne har sågar indklaget Udlændigeservices lægekonsulent til Lægeforeningens etiske udvalg for medvirken til tortur. Udvalget afviste heldigvis denne horrible anklage, som vel bedst taler for sig selv i sin populistiske absurditet. LP efterlyser akademisk tankegang, og jeg må derfor gøre opmærksom på, at en kritisk stillingtagen til en forfatters mulige inhabilitet er en af hovedstenene inden for alle akademiske specialer.

PJ og LP er repræsentanter for en »godhedsindustri«, der i søgen efter en absurd altruisme accepterer, at afviste asylansøgerne mod landets love forbliver i Danmark og tilmed skader deres børn. De ignorerer også de tusinder af afviste asylansøgere, der overholder landets love og frivilligt rejser hjem. Såfremt man giver efter for en lille gruppe irakere, der har taget deres børn som gidsler og støttes af en lille gruppe læger og kendisser, må de afviste asylansøgere, der sidder tilbage i den tredje verden, føle sig ekstremt uretfærdigt behandlet og snydt for en billet til et af verdens rigeste og mest civiliserede lande med gode sociale ydelser, sikkerhed og optimal sundhedsbehandling.

Verden er uretfærdig og ulige. PJ og LP forsøger at gøre verden mere lige ved at give personer, der ikke overholder Danmarks love, særbehandling. Det er efter min mening ikke den bedste vej til at sikre en mere ligelig fordeling af verdens goder.