Betydningen af en fair IK

Det er med interesse og taknemmelighed, at jeg har læst artiklen af læge og journalist Jan Andreasen om ADHD (attention deficit hyperactivity disorder): »Ikke alle vokser fra det« i Ugeskrift for Læger 2003;165:3852-5. Jeg har dog undret mig over den anførte case. Man får under læsningen indtryk af, at det skulle dreje sig om et rent og klart eksempel på ADHD, og at beskrivelsen af skolegang og levnedsforløb skal forstås i lyset heraf. Man må have været sikker i sin sag, for den 22-årige mand blev tilrådet behandling med centralstimulantia. Samtidig oplyses, isoleret og tilfældigt, at en psykologisk undersøgelse har vist en IK på kun 86, altså ca. 1 sd under gennemsnittet, hvilket igen vil sige, at ca. 84% af befolkningen ville klare sig bedre i en sådan test end den pågældende. Efter klassisk inddeling placerer dette personen ca. midt i sinkeområdet, eller midt i området »low average (dull)« efter Wechslers inddeling. Det er jo en ganske alvorlig sag.

Beskeden intelligens har en gennemgribende indflydelse på en persons skoleresultater og muligheder for at klare sig i livet, socialt såvel som erhvervsmæssigt, og dette generelle forhold vil med stor sandsynlighed kunne forklare en del af de symptomer og karakteristika, som man ellers via artiklen får fornemmelsen af alene skal forstås i lyset af det specifikke, og intelligensuafhængige, syndrom: ADHD. Vel er det sådan, at specifikke opmærksomhedsforstyrrelser kan medføre ringere resultater i særlige psykologiske test, men jeg har savnet en sammenhængende og afvejet refleksion over den lave IK som det helt basale forhold og som konkurrerende årsag til, eller samvirkende årsag med, ADHD.

Kan det evt. have drejet sig om en ung mand med beskedne almene evner, som oven i dette har fået sit liv yderligere besværliggjort af symptomer, der er forenelige med ADHD? Mange mennesker, som evnemæssigt er placeret i den lave ende af skalaen, klarer måske kun med nød og næppe at opretholde en spinkel og sårbar tilpasning til livets og samfundets almindelige krav og forventninger. En lidelse som ADHD vil i sådanne tilfælde kunne udgøre netop den ekstra belastning, som får dem til at dekompensere helt. Et sådant samspil af faktorer gør det naturligvis af yderligere betydning, at få selv svage ADHD-symptomer diagnosticeret og behandlet - og tak til dem, som forsøger at øge vores viden på dette område. En forståelsesbaggrund, som inddrager interaktionen af generelle og specifikke faktorer bliver langt stærkere, end hvis de specifikke faktorer betragtes alene.

SVAR