Skip to main content

Bevar lægekonsulentordningen!

Formand Claus Malta Nielsen, Foreningen Af Kommunalt ansatte Læger , E-mail: claus_malta_nielsen@dadlnet.dk, Formand Bettina Post, Dansk Socialrådgiverforening

9. sep. 2011
6 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Antallet af danskere, som af forskellige årsager lever af overførselsindkomst, er ofte - og med rette - til debat. Indimellem er denne debat præget af enkeltsager, hvor ansøgere til f.eks. førtidspension oplever en for dem uforståelig forskel mellem deres egen oplevelse af, hvad de kan, den behandlende læges vurdering af sygdommens indvirkning på arbejdsevnen og jobcentrets konklusioner i relation til disse oplysninger. F.eks. har vi kunnet følge med i historien om en kvinde, som en speciallæge havde diagnosticeret med en ryglidelse, men som ifølge DR i tilgift fik en psykisk diagnose af kommunens lægekonsulent.

Enkeltsagerne har fået beskæftigelsesminister Inger Støjberg til skriftligt at præcisere lægekonsulenternes rolle samt bebude en kulegravning af området. Flere partier har krævet de kommunale lægekonsulenter helt afskaffet.

Midt i orkanens øje forsøger jobcentrenes socialrådgivere, med nødvendig støtte fra bl.a. de kommunalt ansatte læger og et omfattende regelsæt at afklare, hvem der kan komme i betragtning til ydelserne.

Lægekonsulenter er et fremskridt

Som repræsentanter for kommunallæger og socialrådgivere mener vi, at debatten er forvrænget, og vi vil med denne kronik slå et slag for bevarelsen af lægekonsulentordningen, simpelthen fordi alt andet vil være et tilbageskridt.

Siden Steinckes socialreformer har det offentliges bistand til borgerne været baseret på retsprincipper, frem for barmhjertighed. Tankegangen var dengang som nu at den, der søger hjælp, ikke skal nedgøre sig og appellere til andres medlidenhed for at få den nødvendige hjælp. Det er grundlaget for den danske sociallovgivning, som vi kender den i dag. Lovgivningen understreger pligten til selvforsørgelse, og kun når forsørgerbyrden overstiger det mulige, træder en række rettigheder til. Kriterierne for tildeling af bl.a. fleksjob og førtidspension er altså lovmæssigt bestemt, og metoden hvormed berettigelsen afklares, er fastlagt i en særlig bekendtgørelse. Jobcentrenes socialrådgivere har sammen med borgeren til opgave at beskrive resurser og begrænsninger i arbejdsevnen. Beslutningen om afslag eller bevilling træffes dernæst i et pensionsudvalg, uafhængigt af de udførende og afklarende medarbejdere.

Omfattende afklaring

Det er et lovkrav, før tilkendelse af fleksjob og førtidspension, at det er dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt nedsat i forhold til ethvert erhverv. Dette er hovedårsagen til, at afklaringsarbejdet ikke bare opleves som, men rent faktisk er, meget omfattende.

Helbredsoplysninger fylder rigtig meget, og det skyldes, at der selv hos ansøgere, som primært er ramt af svære sociale omstændigheder, ofte også ses påvirket helbred som følge af misbrug eller anden helbredsskadende levevis. Eftersom socialrådgivere ikke besidder lægefaglig ekspertise, er det strengt nødvendigt at rådføre sig med dem, som gør. Praktiserende læger, speciallæger og kommunale lægekonsulenter er altså vigtige samarbejdspartnere for socialrådgiverne, som både indhenter oplysninger fra de læger, borgeren allerede har kontakt til, og hos andre læger, som skønnes at kunne afklare situationen yderligere. Læger med ét speciale har sjældent indblik i andre sygdommes påvirkning af arbejdsevnen, ligesom man ikke forventer, at de har professionelt kendskab til arbejdsfunktioner, hjælpemidler og arbejdsmarkedets indretning og organisation. Derfor er der ofte behov for flere specialisters vurderinger og flere praktiske afprøvninger inden for forskellige jobtyper.

Præcise retningslinjer

Retningslinjerne for de kommunalt ansatte læger slår fast, at opgaven er af administrativ karakter og handler om at bistå socialrådgiverne med at udlede konsekvenserne af andre lægers udtalelser. Hvis de indhentede dokumenter ikke er tilstrækkelige, skal lægekonsulenten pege på, hvilke helbredsoplysninger der mangler. Lægekonsulenten må ikke selv indhente oplysninger eller efterprøve andre lægers oplysninger ved at undersøge borgeren selv. De skal desuden bistå socialrådgiveren med at afdække skånehensyn forud for arbejdsprøvning eller i relation til borgerens eventuelle tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Vi synes, at retningslinjerne er både præcise og dækkende. Vi har nogle gange hørt det krav, navnlig fra sygemeldte, at lægekonsulenten bør kunne konsulteres. Det er vi uenige i. En samtale med lægekonsulenten kan ikke kvalificere det, som en række andre læger nøje har undersøgt sig frem til. Dertil kommer, at afgørelserne af hensyn til retssikkerheden altid træffes på baggrund af de skriftlige dokumenter i sagen, således at beslutningsgrundlaget siden kan efterprøves. Derfor bør kommunallægen også forholde sig til det skriftlige. Endelig kan man som ansøger til førtidspension bede om foretræde for pensionsudvalget, hvis der er behov for at uddybe det skrevne.

Fejl kan ikke undgås

Hvis lægekonsulenten overskrider sine beføjelser, er det efter vores mening et forhold, som arbejdsgiveren må drøfte med den konkrete medarbejder og eventuelt drage de nødvendige ansættelsesmæssige konsekvenser af. Inden for alle fag findes der medarbejdere, som ikke gør deres arbejde godt. Det er uheldigt, og det har altid konsekvenser for nogen - særligt når vi arbejder med mennesker. Men det skal vi uddanne - og ikke lovgive - os ud af. Og vi ved godt, at der begås fejl. Det kan ikke undgås, navnlig når sagsmængden er stor, og lovgivne frister skal overholdes. Fejl skal man erkende, rette op på og lære af. Men derfra og så til at afskaffe lægekonsulenterne, sådan som flere partier har foreslået, er der meget langt. Og forestillingen om, at lægekonsulenterne kan erstattes af, at speciallægerne skriver i et sprog, som sagsbehandlerne forstår, forudsætter, at det alene er en oversætterrolle, lægekonsulenten har. Det er, som det fremgår, ikke dækkende. Forslaget afspejler efter vores bedste overbevisning manglende forståelse af lægekonsulentens nødvendighed.

Tilbage i 1970'erne da de færreste kommuner havde ansatte læger, måtte socialrådgiverne selv skønne, alene ud fra de enkelte speciallægers anbefalinger. Men som nævnt er der ofte flere helbredsaspekter, og en behandler kommer let til at foreslå indsatser på baggrund af en snæver specialistvurdering, særligt når man ikke har ansvaret for de øvrige konsekvenser, det måtte få i borgerens (patientens) liv. Endelig har behandlere fokus på at begrænse ydre belastning, og derfor kan det være let at anbefale fritagelse for arbejde ud fra en forestilling om, at arbejde altid har negativ indvirkning på helbredet og derfor må undgås. Det synspunkt er der imidlertid ikke længere dækning for, hverken inden for det rehabiliterende sociale arbejde eller politisk. Og vi vil ikke anbefale en tilbagevenden dertil.

Vi tror på, at godt uddannet personale, som kender opgaverne, og som virker i et ligeværdigt samarbejde, løser opgaverne bedst. Men gode folk kræver gode arbejdsvilkår, herunder en klar og synlig ledelse, som tager ansvar for de kommunale beslutninger og drager omsorg for medarbejderne - også når de hænges ud i pressen. Og det kræver politikere, der tager ansvar for den gældende lov og retsprincipperne, frem for at føre sig frem i agurketiden med populære synspunkter. At stække den faglige kvalitet i kommunen ved at forbyde ansættelse af bestemte typer medarbejdere er ikke vejen frem. Manglende kompetence er ikke det, de kommunale forvaltninger har brug for, når det skal afdækkes, om borgere har ret til den ene eller den anden ydelse.

Det er et udmærket initiativ, beskæftigelsesministeren har taget om både at styrke og kulegrave samarbejdet. Vi vil gerne kigges i kortene. Det er nemlig vores klare overbevisning, at selv om enkeltsagerne med mellemrum larmer i mediebilledet, er der i langt de fleste tilfælde tale om et godt og gedigent stykke (sam)arbejde, som bør bevares.