Skip to main content

Bibliotek for Læger - 200 år

Professor Mogens S. Norn

12. jun. 2009
2 min.

Forfattere:Graugaard C, OslerM, Jørgensen PE

Forlag:

København: Lægeforeningens forlag, 2009

Sider: 175

Pris: 198 kr.

ISsN: 0906-5407

Bibliotek for Lægers seneste nummer er en tankevækkende, debatrig bog med artikler af historikere, journalister, filosoffer og læger.

Det 175 sider store velillustrerede værk indledes med den historiske forside til bind 1, 1809, og tanker fra alle nulevende eksredaktører. Der er korte interview med 14 fremtrædende danske forskere om faglig litteratur, tre jubilæumshilsner og syv originale artikler. Spredt i bogen er der morsomme annoncer fra mellemkrigstiden.

I sundhedsministerens hilsen anføres, at »lægerne for 200 år siden gjorde mere skade end gavn«. Hans eksempel, åreladning, kunne dog redde liv ved malign hypertension.

Morten A. Skydsgaard beskriver i en grundig artikel Bibliotek for Lægers økonomiske baggrund, nemlig Krudtværket og Kanonstøberiet i Frederiksværk via den Classenske Fond. Et lægeetisk problem også i dag.

De mange samarbejdsproblemer mellem journalister og læger belyses i flere artikler. Det anføres, at god forskning og god nyhedsjournalistik er to vidt forskellige ting. I dag har færre journalister medicinsk kundskab. Journalisten skal underholde med et enkelt sygdomstilfælde, gerne med lægefejl, men bør undgå tyngende forbehold og statistikker.

Den nuværende redaktør Chr. Graugaard fastslår, at »lægefaget også fremover skal være både en videnskab og en kunst«. I modsætning hertil går professor i medicinhistorie ved Københavns Universitet, Thomas Söderqvist, ind for det biomedicinske emne, specielt i Medicinsk Museion. Det er godt, at flere, bl.a. filosof K. Kappel, mener, at lægegerning ikke blot er naturvidenskab men også samfundsvidenskab og humaniora.

Desværre er de danske medicinhistoriske tidsskrifter Set & Sket og Medicinsk Forum ophørt. Jeg håber, at Bibliotek for Læger må leve videre trods konkurrence fra Dagens Medicin, Danmarks Læger, Dansk Medicinhistorisk Årbog og den engelsksprogede litteratur i en fortravlet verden. Bibliotek for Læger er bestemt værd at læse!