Bliv bare siddende

Jeg havde forsvoret, at det skulle ske - men forleden inhalerede min 11-årige en lille dims. Episoden efterfulgtes af et middelsvært hosteanfald, som sendte os i retning af en skadestue. Knægten var relativt upåvirket, da vi ankom - og heldigvis for det, da der var 3-4 timers ventetid på at blive set af en læge. (I mine øjne er der en spøjs dissonans mellem skadestuen som behandlingssted for patienter med akutte lidelser og uopsætteligt behandlingsbehov og 3-4 timers ventetid på at blive udredt for en - måske - inhaleret genstand. Relativt upåvirket eller ej. Det skriger på visitation ...!)

Men om end de fysiske forhold ikke var helt optimale, så var underholdningen til gengæld i verdensklasse:

Venteværelset er fyldt til bristepunktet. Fra en lille dør bag i lokalet, kommer en sygeplejerske frem. Hun kalder et navn højt og en yngre mand med tilhørende familie sætter kurs mod hende. Sygeplejersken proklamerer højt: »Bare bliv siddende - jeg kommer over til jer!« Lidt forvirrede og meget autoritetstro tager familien igen plads. Herefter følger et grundigt interview. Vi andre lader som om, vi ser fjernsyn - uagtet at »Nyttehaven« næppe har interesseret os alle - alt imens vi med interesse lytter til den unge mands fortælling. Få minutter efter ved vi både, at det drejer sig om en piercing i brystvorten, at han måske var lidt beruset, da den blev lavet, at han i øvrigt er meget glad for den og tidligere har fået lavet andre piercinger uden problemer (spændende!). Og heldigvis ved vi også, hvad manden hedder, da navnet for kort tid siden gjaldede gennem venteværelset. Men nu gør piercingen altså ondt, og der er rødt omkring den. Hans kæreste har forsøgt at trække den ud, og hun bryder sig ikke om at prøve igen, da hun selv tidligere har prøvet noget lignende ... Den unge mand linder på skjorten, og jeg forsøger indædt at holde blikket fast på Søren Ryge og hans kartoffelplanter. Bevæbnet med et øretermometer kan sygeplejersken så afsluttende konstatere, at manden har feber. 37,8 helt præcis.

Og sådan fortsætter det. I løbet af de knap fire timer, vi tilbringer i venteværelset, får jeg grundig indsigt i alle de omkringsiddendes genvordigheder. Min ventenabo er obs. pneumoni og genboen har været plaget af diare gennem længere tid. Ved en enkelt lejlighed drister sygeplejersken sig endda til at måle blodtrykket i al offentlighed. Og midt i det hele sidder jeg og bliver så utrolig taknemmelig for, at ingen ved et uheldigt fald har forloret en genstand, der hvor solen aldrig skinner.

Selv fortæller vi også vores historie højt - på en sær måde indhyllet i den selvopfattelse, at når knægten nu havde været så idiotisk at komme galt af sted, så måtte vi også tolerere lidt skæve vilkår.

Jeg ønsker på ingen måde at rejse kritik af sygeplejerskens faglighed. Tværtimod. Hun virkede både kompetent og målrettet. Men forudsætningen for et professionelt stykke arbejde er helt grundlæggende nogle ordentlige arbejdsvilkår. Alle fine ord om tavshedspligt og behandling af fortrolige oplysninger bliver selvsagt indholdsløse, når de fysiske rammer ikke levner mulighed for den mindste smule anonymitet. Et lille kontor til sygeplejersken - alternativt en lille skranke ville gøre underværker, kombineret med en »cafeteria-brik«, der lyser og vibrerer - eller måske bare et traditionelt nummersystem. Det kan man sagtens finde ud af i et hvilket som helst supermarked, uden at andre kunder behøver at høre, hvad man har købt, til hvem, og hvorfor man vil have det byttet! OK 2011 står for døren. Der er nok for Grete Christensen at tage fat på.