Skip to main content

Blod, slim & galde - Hippokrates om sundhed og sygdom, miljø og klima i antikken

Overlæge, dr.med. Henrik Permin E-mail: henrikpermin@hotmail.com Interessekonflikter: ingen

17. feb. 2012
2 min.

FORFATTERE: Frøland A, Laursen S.

FORLAG: Aarhus:Systime, 2011

SIDER: 182

Pris: 285,95 KR.

ISBN: 978-87-616-4237-0

»Menneskets legeme har i sig blod, slim og gul og sort galde; de udgør kroppens natur, og de er årsag til sygdom og sundhed. Mennesket er mest sundt, når disse elementer har den rette indbyrdes blanding ... det føler smerter, når der er for lidt eller for meget af et af dem«.

Denne beskrivelse af de fire elementer er taget fra skriftet »Menneskets natur«, der er skrevet af Hippokrates' svigersøn og elev Polybos. Forestillingen om den rette balance af de fire elementer var gældende helt op til slutningen af 1800-tallet, hvor man anvendte åreladning, kopsætning, bræk- og afføringsmidler. Man havde dengang kun få medicinske behandlingsmåder, og vigtigt var gode råd om livsførelse med vægt på ernæringen.

Der fandtes på daværende tidspunkt ingen specifik uddannelse. Den enkelte læge måtte over for sine patienter dokumentere med sin diagnostik og behandlinger, at han var en »god« læge. På Hippokrates' tid forsøgte man at systematisere iagttagelser af forskellige sygdomstilstande, så lægen havde bedre mulighed for at give patienten en mere præcist beskrevet prognose. Man havde ikke dengang veldefinerede tekniske termer som dyspnø og måtte med dagligdags ord beskrive patientens tilstand. Derfor er sygdomsbeskrivelserne meget lange og ordrige. Da man kun undtagelsesvis havde præcise forestillinger om, hvad der fremkaldte ubalance mellem de fire elementer, beskrev man bl.a. årstid og vejrforhold, når patienten var blevet syg.

Det var vigtigt, at lægen ikke tilføjede patienten skade. Dette kommer frem i »Eden«, som anvendes ved aflæggelse af lægeløftet, men som med vores enorme instrumentarium af diagnostik og behandlinger i dag ikke mere er dækkende for lægegerningen.

Forfatteren har udvalgt tekster fra »Corpus hippocraticum«, der er nyoversat til smukt dansk. Begge forfattere har en mangeårig interesse og viden om det antikke Grækenland, den ene som læge og bachelor i oldgræsk, den anden som lektor i græsk og latin. Læger, der vil sætte vores tids journaler i perspektiv, kan have fornøjelse af at læse bogen.