Skip to main content

BLOG: Akkreditering: Lefleri uden faglig begrundelse

"Det er ikke gratis at indføre akkreditering. Og her tænkes der hverken i tid eller i kroner og øre, som man formentlig forhandlingsteknisk kan klare sig fri af med en vis ihærdighed. Der tænkes derimod på arbejdsglæde, trivsel og fastholdelse af kolleger i et engageret arbejdsmiljø", skriver hun bl.a.

Line Soot, praktiserende læge

11. nov. 2013
3 min.

”PLO og Danske Regioner er enige om, at vi på sigt skal have en fornuftig form for akkreditering gennem indføring af Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM”

Således var budskabet fra PLO´s næstformand Anna-Mette Nathan og formand Bruno Melgaard ved det ordinære medlemsmøde i Region Hovedstaden 7.november.

Praktiserende læge Line Sott blogger denne gang om akkreditering.

Men hvorfor indføre akkreditering, når det ikke virker?

Dette spørgsmål blev let affejet med, at man ganske vist i PLO er klar over, at en relevant Cochraneundersøgelse fra 2011 viser, at der ikke er evidens for nytteeffekten af akkreditering, men at man alligevel mener, det kan være godt for noget.

Hov. Der hoppede kæden vist af. Godt for hvad?

I forhandlingerne mellem PLO og Danske Regioner er det Regionernes opgave at gå efter en løsning, der politisk og økonomisk giver mening. Den faglige del af indholdet i forhandlingerne må man formode, at PLO tager sig af. Så hvor er den faglige kampgejst, når det drejer sig om at afværge placeringen af en sådan skifting, som akkreditering må siges at være?

Hvis man fra PLO´s side accepterer at arbejde for indføring af procedurer og principper, der ikke er fundereret i fagligheden, men derimod tager sigte på at tilfredsstille Danske Regioners kontrolkrav, så bør man af anstændighedsårsager være ærlig omkring det.

Selvom man vil gå efter at minimere registreringstid og unødvendig dokumentation, så indfører man alligevel et tankesæt, der er almen praksis fremmed. Dette tankesæt, der tager udgangspunkt i embedsmandsretorik, er ødelæggende for den faglige integritet.

Det er ikke gratis, at indføre akkreditering. Og her tænkes der hverken i tid eller i kroner og ører, som man formentlig forhandlingsteknisk kan klare sig fri af med en vis ihærdighed.

Der tænkes derimod på arbejdsglæde, trivsel og fastholdelse af kolleger i et engageret arbejdsmiljø. Meget tyder på, at mange yngre praktiserende læger har lettere ved at brænde ud end ”de gamle” praktiserende læger. Er man fremmedgjort fra sit fag og præges arbejdet af uvedkommende arbejdsopgaver, da bliver arbejdsdagen uoverkommelig og stressende. Heraf større risiko for udbrændthed.

Vi skal derfor arbejde for at gøre vores fag vedkommende og præget af en høj faglighed. Vi skal fastholde, at akkreditering IKKE er ensbetydende med et kvalitetsløft. Det er i strid med al god faglighed, hvis man arbejder videre i retning af indførelse af akkreditering i almen praksis.

Praktiserende læger bebrejder Region Hovedstaden for en hovedløs lukning af lægevagten, fordi vi påstår, det sker på et udokumenteret grundlag. På samme måde vil det være hovedløst og uden dokumentation, hvis vi indfører akkreditering. De fleste er desuden klar over, at når man indfører nye procedurer og tiltag, så er det efterfølgende vanskeligt at skille sig af med disse tiltag igen.

Kære Bruno og Anna-Mette: Hank op i jeres faglige integritet og stop arbejdet med indføring af nyttesløs akkreditering, som på sigt vil undergrave fastholdelsen og tilgangen til vores fag.