PLOs PlanB udvalg kom i sidste uge med en længe ventet rapport. Siden har vi ikke hørt meget til den. Faktisk har jeg fået det indtryk, at Plan B for de, der var mest aktive i B-planen, nu er at bede ministeren lave en bekendtgørelse.
Jeg får lidt svært ved at følge med.
Først ville man aflevere ydernumre. Det blev som bekendt stemt ned i repræsentantskabet (og man undlod at bede om urafstemning, selv om man efterfølgende gav udtryk for, at man mente et flertal af PLOs medlemmer var uenige i den beslutning). Så ville man gå efter selvstændighed uden overenskomst med det offentlige. Der blev nedsat et udvalg som skulle se på mulighederne.
Og det er der så kommet ovennævnte rapport ud af.
Rapporten er interessant men indeholder efter min mening ikke fristende muligheder.
Foretrukne planer er et PLO-selskab, som skal udbyde en forsikringsordning. Mål: minimum 2 mio. brugere. Hvad så med resten af befolkningen? Dem regner vi så med skal betjenes af et andet tilbud? Falck-klinikker eller regions/kommuneklinikker? Og indførelse af brugerbetaling.
Kan lige forestille mig mandag morgen i vores åbne konsultation i Tørring. "Nej Anne, du har ikke betalt forsikringspræmie til os, så du må tage bussen til Kommuneklinikken i Hedensted.
Det er ikke et fristende alternativ for mig. Det er faktisk slet ikke en model, jeg ønsker. Et differentieret primært sundhedssystem. Ulighed i sundhed indført med PLOS hjælp.
Nej tak.
Nok også derfor har vi ikke hørt meget til rapporten. Før den kan få lov at blive endeligt begravet, skal den dog en tur forbi repræsentantskabet. Men det er svært at forestille sig, at de kan finde den brugbar.
Nogle argumenterer med, at vi ikke kan skrive under på en aftale, vi ikke kan holde. Det er klart, hvis man mener det, skal man ikke skrive under. Men jeg mener godt, vi kan overholde den.
Og så er det man når frem til, at en bekendtgørelse vil være det bedste bud på, hvordan PLOs samarbejde med det offentlige skal reguleres i fremtiden.
Det er her jeg får lidt svært ved at følge med. Og at se det forretningsmæssigt fornuftige i det.
Forestiller man sig, at det vil give en bedre aftale end den, vi har forhandlet på plads?
Nogle argumenterer med, at vi ikke kan skrive under på en aftale, vi ikke kan holde. Det er klart, hvis man mener det, skal man ikke skrive under. Men jeg mener godt, vi kan overholde den. Vi har aftaler om, at ressourcer skal følge opgaver. At udviklingen i opgavefordelingen løbende skal følges i praksisplanudvalgene. Og at økonomien skal følges løbende og tiltag drøftes ved udsigt til overskridelse.
Fra andre har jeg hørt argumentet ”Jeg stemmer nej, så kan de (det offentlige) selv om det"
Problemet er bare, at det kan de ikke.
Vi er stadig nødt til at samarbejde med det offentlige, kommuner og regioner, hvis vi vil det bedste for vores klinikker, vores fag - og vore patienter.
Jeg kan personligt også blive meget bekymret for,om vi vil få den forhandlede økonomi med i en bekendtgørelse. Især reguleringsordningen er jeg bekymret for. Ca. 100 mio. kr/ år.
Den bliver fremstillet, som om den er en selvfølgelighed. Det har den næsten været til nu for os. Men den har været i spil i både disse forhandlinger og i tidligere forhandlinger. Og er ikke selvfølgelig for andre faggrupper. Og jeg kan være bekymret for, om vi kan få den forhandlet ind i en aftale igen, hvis den een gang er røget ud.
Øget honorar for tabt arbejdsfortjeneste ved kurser og penge for at gennemføre akkreditering tror jeg heller ikke, vi kan regne med at få med ved en bekendtgørelse. Til gengæld tror jeg, der er risiko for, at der vil blive forlangt akkreditering under alle omstændigheder.
Faktaboks
Hvis vi får en bekendtgørelse og/eller et nyt lovindgreb - ovenikøbet med PLOs opbakning - så er jeg alvorligt bange for, at vores forhandlingsret vil være forhistorie. Regering og Folketing vil næppe have forståelse for, at en bekendtgørelse på et eller andet tidspunkt igen skal afløses af nye forhandlinger. Jeg synes, det vil være et kæmpetab at miste vores muligheder for at forhandle vores egne vilkår.
Og derudover som nævnt at vi aktuelt med en bekendtgørelse er i stor risiko for at miste forhandlingsaftalens økonomi på 160 mio. kr., forbedringerne vedrørende efteruddannelse og kvalitet samt reguleringsordningen.
Efter min bedste mening står vi os bedst ved at indgå aftalen i stedet for at sætte os på den ansvarsfrie plads på bagsædet og overlade kørslen fuldstændigt til ministeren.
