Fælles beslutningstagning er så afgjort et ideal, alle læger bør stræbe efter. Det giver bedre outcome for patienten og større arbejdsglæde. Men idealet om en fælles beslutningstagning er selvsagt svært at nå på 10-12 minutter.
Da min daværende læsemakker på filosofi var til lægen, faldt snakken kortvarigt på lægevidenskabens videnskabelige grundlag. Lægens svar, som nok især gælder i almen praksis, holder jeg meget af. Han sagde: “praktisk lægegerning handler om at tage en rask beslutning på et løst grundlag.” Citatet rummer lige dele humor og illusionsløs realisme.
Vores beslutningsproces består af en ugennemskuelig sammenblanding af mønstergenkendelse, viden (eller mangel på samme) om patientens tidligere sygdomme og sociale livsomstændigheder, patientens præferencer, i heldige tilfælde velegnede diagnostiske værktøjer, tilsat omkringliggende krydspresfaktorer: tidsplanen, lægens søvnkvalitet, sult, tørst eller tissetrang (“skal jeg nu tisse før eller efter næste konsultation?”).
Jeg vil påstå, at sandfærdig formidling af ens faglige usikkerhed faktisk øger ens troværdighed.
Optimalt set burde lægen kunne rådgive patienten om mulige diagnoser, udredningstrategier, medikamentelle eller operative alternativer, fordele og ulemper, og måske endda sandsynligheder, NNT for behandlingsalternativer og sluttelig burde det hele ende med en fælles beslutningstagning (shared decisionmaking).
Fælles beslutningstagning er så afgjort et ideal, som alle læger bør bestræbe efter. Det giver bedre outcome for patienten og større arbejdsglæde. Men idealet om en fælles beslutningstagning er selvsagt svært at nå på 10-12 minutter, og nogle gange ender lægen også med at tage en beslutningsmæssig genvej og “tage en rask beslutning på et løst grundlag”. Virkelighedens beslutningsprocesser er heldigvis ikke altid så løst funderede, og ofte vil vi være meget sikre i vores (fælles) kliniske beslutning.
Faktaboks
Den citerede læges illusionsløse, spøgefulde citat, giver dog også patienten mulighed for at se ind i lægens diagnostiske tankegang – i det her tilfælde er der ikke så mange fine mellemregninger, men uanset hvad formidler citatet den (ildehørte) sandhed, at vi ofte ikke er særlig sikre i vores diagnoser eller behandlingsforslag. Og jeg vil påstå, at sandfærdig formidling af ens faglige usikkerhed faktisk øger ens troværdighed.
Min egen version lyder ofte: “Hvis jeg skulle gætte på en diagnose, ville det blive en noget vævende sang fra de syv have, så lad os se, om det ikke går over af sig selv”. Og ofte går tingene faktisk over, og næste gang vi ses, er der helt andre problemer på dagsordenen – og lægen synger en ny sang fra de syv verdenshave.
