Skip to main content

BLOG: Den almenmedicinske magelighedsstrategi

Hvad er det, der får så stor en del af PLO´s medlemmer til i øjeblikket at læne sig tillidsfuldt tilbage i tryg forvisning om, at det hele jo nok ordner sig?

29. nov. 2013
3 min.
Hvad er det der gør, at Danske Regioner gang på gang kan få PLO til at acceptere indførelse af ubehageligheder for almen praksis, uden at vi tillader os at stille relevante modkrav?

Hvad er det, der får så stor en del af PLO´s medlemmer til i øjeblikket at læne sig tillidsfuldt tilbage i tryg forvisning om, at det hele jo nok ordner sig?

Hvad er det der gør, at så relativt få repræsentanter 29/6 tilsyneladende mente, at det var unødvendigt at sige fra overfor den skelsættende vedtagelse af sundhedsloven?

Og hvad er det der gør, at Danske Regioner gang på gang kan få PLO til at acceptere indførelse af ubehageligheder for almen praksis, uden at vi tillader os at stille relevante modkrav eller har mod nok til at fastholde disse modkrav?

Det er mageligheden, der er forklaringen. Den lunkne magelighed og vores underliggende bevidsthed om en udtalt autonom tilpasningsevne. Vi er gennem årtier blevet vant til at sige ét, og herefter gøre noget andet. Det har gives os som fag en indbygget arrogance, fordi vi i virkeligheden ikke føler os modtagelige overfor udefrakommende urimeligheder.

Den lunkne strategi bestyrker omverdenens syn på almen praksis som rigid og usamarbejdsvillig.

Mange mener tilsyneladende, når man går dem lidt på klingen, at man blot kan lade være med at følge reglerne, hvis man synes, de ikke giver mening. Det er sjældent, at nogen kigger os over skuldrene, og derfor kan vi gøre, som vi selv synes er bedst. En sådan bøjning at reglerne har vi haft succes med i årevis, så hvorfor skulle det ikke fortsat kunne være sådan?

Følgende er eksempler på denne mageligheds-arrogance:

Det er ikke længere muligt at sige nej til opfølgende hjemmebesøg. - Nå men pyt; vi kan da bare lade være, eller udsætte besøgene i det uendelige, hvis vi ikke synes, det passer os.

Vi skal kode kroniske lidelser og udfylde tilsvarende pop-ups. – Nå, hvis vi finder det urimeligt, kan vi bare lade være med at kode, eller afkoble datafangst.

De almenmedicinske basiskonsultationer er underbetalte. – Nå men så må patienten bare komme i praksis i tide og utide, for vi skal jo have hentet hyren hjem.

Der findes talrige eksempler som disse. Den lunkne strategi er nemlig, at vi som kamæleoner accepterer og tilpasser os urimelighederne, men i sidste ende alligevel gør som det passer os. Vi taler ikke højt om det, men strategien er ganske udbredt.

Måske er tiden kommet til at sige stop overfor denne magelighedsstrategi.

Den lunkne strategi bestyrker omverdenens syn på almen praksis som rigid og usamarbejdsvillig. Det er en udbredt misforståelse, at man kan ændre denne perception ved at indgå flere aftaler på modpartens præmisser. Det forværrer blot situationen. Vi skal holde op med at sige ja til dårlige aftaler for herefter at indrette os efter forgodtbefindende. Det er undergravende for vores integritet.

Det er derimod klare udmeldinger, der skal til. Vi skal kun indgå aftaler, som vi basalt set selv synes er rimelige og hensigtsmæssige. Vi skal kun indgå aftaler, som reelt giver mening for medlemmerne at efterleve i dagligdagen.

Kun sådan kan vi opbygge vores faglige integritet og få ændret omverdenens syn på almen praksis som rigid og omstillingsforskækket. Kun sådan kan vi kan vi fastholde almen medicin som et respekteret speciale med en central funktion i fremtidens sundhedsvæsen.

Læs også: Akkreditering: Lefleri uden faglig begrundelse

Læs også: Yngre praktiserende læger risikerer at brænde ud