BLOG - Henrik Idriss Kise: Et nej er et ja til nye forhandlingsveje!

Økonomiloft uden samtidigt opgaveloft:

Der er aftalt ikke blot ét økonomiloft, men 3 former for økonomiloft:

en knækgrænse på 0120 (forebyggelsesindsats/årskontrol af specifikke kroniske lidelser)

en øvre 125% grænse på ydernummerniveau

et kollektivt loft på 0-½%

men intet – og her må gentages - intet opgaveloft!

Løse intentioner om evalueringer, udvalg og revurderinger uden konkrete gensidigt forpligtende aftaler har vi tidligere set er uvirksomme og uden reel værdi. RTLN accepterer ikke opgavesivninger som nye opgaver, og de vil derfor heller ikke blive honoreret.

Stemmer vi ja til dette overenskomstforslag, accepterer vi dermed disse 3 nye økonomilofter uden mulighed for at kunne bremse den voldsomme opgavesivning, som vi alle så smerteligt kender fra vores kliniske hverdag.

Et lovindgreb kan ikke medføre krav om tilbagebetaling for udført arbejde.

Det er vigtigt at huske på, at en sundhedslov eller en ministerbekendtgørelse ikke kan kræve tilbagebetaling af optjente honorarer for ydelser private virksomheder allerede har udført. Et krav om tilbagebetaling for allerede udført arbejde kan således KUN komme i stand, hvis vi sætter vores underskrift på dette overenskomstforslag.

Denne gang er det reguleringsordningen, der lægges som depositum og 'tilbagebetales', hvis vi er for flittige og udfører for mange sundhedsopgaver for patienterne. Sundhedsopgaver som vi vel at mærke ikke har mulighed for at frasige os.

Tid fra patienten

Jeg er bekymret for det voksende pres, der er for kommunal tilgængelighed, planer om nabopraksis’ epikriser, som skal læses, når nabopraksis holder lukket, tidsforbrug på akkreditering, tidsforbrug på patientundersøgelser, tidsforbrug for indrapportering af flere data osv. Alt dette er tid og fokus, der tages fra den direkte patientkontakt, som jeg anser som almen praksis' kerneopgave.

Hvordan kan man i en tid med stor lægemangel, som er meget udtalt i de tyndt befolkede områder, samtidigt med at man udlægger tiltagende flere opgaver fra sygehussektoren til den primære sundhedssektor, indføre og finansiere tiltag, som tvinger smålægepraksis til enten at lukke eller flytte sammen i centralt placerede stordriftsklinikker?

Er det til fordel for patienten, at der bliver længere til lægen? Er det til fordel for patienten at møde skiftende læger og vikarlæger, hver gang de henvender sig i de store centrale lægehuse, fordi de faste læger er tvunget til andre opgaver? Hvor vil man finde det store overskud af specialister i almen medicin, som skal vikariere for de praktiserende læger, når de nu skal til at være 5-10 ekstra dage væk fra klinikkerne hvert år?

Er det en ansvarlig kurs i en tid med stor lægemangel at overføre mange ressourcer fra de varme hænder til de kolde hænder? Siger vi ja til dette overenskomstforslag, tager vi medansvar for denne udvikling.

Den ansvarlige vej

Den mest ansvarlige vej er at stemme nej til overenskomstforslaget og give PLOs forhandlingsudvalg et stærkt forhandlingsmandat at forhandle videre på. Mon ikke det burde være indlysende, at Danske Regioners eksistensgrundlag er mere truet end de praktiserende lægers, såfremt der ikke skulle komme en aftale?

Skulle det ikke lykkes Danske Regioner (DRe) at lave en gensidig respektfuld kontrakt med hovedudbyderne af sundhedstjenester i Danmark, ville der unægtelig blive stillet spørgsmålstegn ved DRe's eksistensberettigelse – dette vil endnu et lovindgreb ikke kunne hjælpe på.

Er der et politisk ønske om en centralisering af primærsektoren og en forringelse af tilbuddet i almen praksis, må politikerne selv stå til ansvar og tage afgørelserne for dette uden vores samtykke. Et ja til overenskomstforslaget er det samme som at sige, at man er enig i denne udvikling.

ALLE er enige om, at dette er PLO-historiens dårligste overenskomstforslag. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om, hvor skræmte vi er blevet, der afgør, hvorvidt vi accepterer overenskomstforslaget eller ej.

Er du også blevet skræmt, så fokuser på indholdet i overenskomstforslaget, det er det eneste du som medlem skal tage stilling til. Er det godt, så stem ja. Er det PLO-historiens dårligste OK-forslag, som selv flere ja-fortalere har erkendt, så gem frygten væk og stem nej. Det er din virksomhed, og dine patienter det handler om!

Bruno Melgaard Jensen kan citeres for følgende, som jeg ikke kunne være mere enig i:

”Vi skal stå ved vores værd, ranke ryggen og tage udfordringerne”

”Vi skal være kendte for at turde tage beslutninger også der, hvor det er svært og kræver mod”

Jeg vil så tilføje – vis mod og stem nej!