Skip to main content

BLOG - Jesper Gad Christensen: Visionære kvalitetstanker i ny overenskomst

Vi ved, at det ikke er alle praktiserende læger, der selv har bedt om at blive del af DDKM. Vi håber nu alligevel på, at vi kommer til at samarbejde, og vi vil bestræbe os på at gøre en positiv forskel.

4. mar. 2014
3 min.

Det er selvfølgelig sjovere, når et forhold begynder med kærlighed ved første blik. Vi har imidlertid i IKAS erfaring med arrangerede partnerskaber, og flere af dem er begyndt med skepsis og er alligevel endt med harmoni.

Det er selvfølgelig sjovere, når et forhold begynder med kærlighed ved første blik.

Vi har også gode forhåbninger på baggrund af det gode samarbejde, der har været med hhv. PLO, DSAM og Danske Regioner i det arbejde, der foreløbigt er lavet. Der ligger et godt grundlag for det videre arbejde, og vi finder intentionen i den nye overenskomstaftale mellem PLO og RLTN om, at DDKM skal understøtte muligheden for at kvalitetssikre patientbehandlingen ud fra konkrete oplysninger om den enkelte læges patientpopulation spændende og visionær.

Jeg synes, at løsningen med at integrere dataopsamling via datafangst i DDKM er en oplagt tanke, som netop understøtter hele hovedideen med DDKM: at det handler om kvaliteten af patientbehandlingen – ikke om rigid regeloverholdelse eller meningsløs registrering.

DDKM og akkreditering er ikke kontrol. Det er kvalitetsudvikling. Vi ved af erfaring fra både store sygehuse og mindre virksomheder som blandt andet en række af de små private hospitaler og klinikker, der er blevet omfattet af DDKM, at modellen også er et nyttigt ledelsesværktøj, som giver et systematisk overblik over virksomheden.

Faktaboks

Fakta

Vi får heldigvis jævnligt tilbagemeldinger om, at man ude i den kliniske hverdag oplever, at DDKM giver en god ramme for at få beskrevet og dokumenteret arbejdsgange og procedurer, og at det giver ”orden i butikken” og fx letter introduktion af nye medarbejdere og vikarer.

Vi får også at vide, at det at modtage survey, evalueringsbesøg, af en erfaren kollega, opleves som kvalificeret kollegial sparring. Og det skal det også – for DDKM er en lærende model, der hele tiden skal udvikle sig dynamisk i samarbejde med alle de parter i sundhedsvæsenet, der deltager.

Et af de erklærede hovedformål med DDKM er at fremme samarbejde mellem sektorerne i sundhedsvæsenet og skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb.

Almen praksis er på mange måder hjørnestenen i det danske sundhedsvæsen, og man kan ikke tale om patientforløb uden at tale almen praksis.

Vores opgave bliver at understøtte arbejdet med overgangene. Det glæder vi os til at gøre - i et frugtbart samarbejde.

Andre Jesper Gad Christensen blogs:

Er der en (kvalitetsansvarlig) læge til stede?

De varme og de kolde hænder