Skip to main content

BLOG - Klaus Larsen: Middelalder-recept mod MRSA

Hvis man på Gorm den Gamles tid gik til en engelsk læge med sin øjenbetændelse, ville han (hvis han var sit honorar værd) smøre med en salve af knust hvidløg, løg, vin og salte fra oksegalde, der havde kogt i en messinggryde i ni dage.

Middelalderens sundhedsvæsen har ikke det bedste ry. Men det er ikke altid helt retfærdigt. Illustration fra middelalderligt håndskrift.
Middelalderens sundhedsvæsen har ikke det bedste ry. Men det er ikke altid helt retfærdigt. Illustration fra middelalderligt håndskrift.
30. jun. 2015
4 min.

Hvis man på Gorm den Gamles tid gik til en engelsk læge med sin øjenbetændelse, ville han (hvis han var sit honorar værd) smøre med en salve af knust hvidløg, løg, vin og salte fra oksegalde, der havde kogt i en messinggryde i ni dage.

Opskriften findes i et håndskrift fra vikingetiden – og måske rummer den nøglen til at bekæmpe antibiotikaresistente stafylokokker.

Mikrobiologer ved Nottingham University’s Centre for Biomolecular Sciences opdagede for nylig, at den middelalderlige salve mod øjenbetændelse er særdeles effektiv mod resistente bakterier. Opskriften findes i et gammelt håndskrift, Bald’s Leechbook, fra 800-tallet.

Den er en af Europas ældste lægebøger. Og da ingen medicinske forskere behersker middelalder-engelsk, måtte der en humanistisk forsker til at sørge for oversættelsen (at I ved det, nat.vid.-typer!)

Klaus Larsen, journalist på Ugeskrift for Læger og forfatter til bøgerne ”Ve og Velfærd” (2007), ”Dødens teater” (2012) og ”Smitstof” (2014) om medicinens historie. Foto: Claus Boesen.

Salven har vist sig effektiv mod methicillinresistent Staphylococcus aureus (MRSA), og opdagelsen blev i begyndelsen af april præsenteret på en mikrobiologisk kongres i UK.

Opskriften lyder:

”Tag løg og hvidløg, lige meget af hver, stød dem godt sammen, tag vin og galde fra en stud, kom det i en gryde af messing og lad det stå ni dage i gryden, vrid det gennem et klæde og klar det, kom det i et horn og smør det på øjet med en fjer ved nattetid; den bedste lægedom”

Forskerne fulgte opskriften og tilberedte tre portioner, som de afprøvede på nogle af de mest udbredte, hårdføre bakterier: Staphylococcus aureus, Staphylococcus epidermis og Pseudomonas aeruginosa, både i kunstige sår og på mus med inficerede sår.

Resultaterne blev sammenlignet med en kontrolbehandling med enkeltingredienserne, som hver for sig ikke havde nogen virkning – men kombinationen dræbte næsten alle MRSA-bakterierne: Kun 1 af 1.000 overlevede.

Forsøgene viste i øvrigt, at en svagere opløsning, som ikke kunne dræbe MRSA-bakterierne, til gengæld forstyrrede kommunikationen mellem de enkelte celler så meget, at de blev ude af stand til at danne biofilm og dermed samle sig i kolonier.

Biofilm kan fremme bakteriers resistens ved at danne en uigennemtrængelig ydre film omkring kolonien. De britiske mikrobiologer er nu ved at undersøge, om man ved at blokere netop denne adfærd hos bakterierne kan komme videre i kampen mod antibiotikaresistens.

Udfordringen bliver nu at finde ud af, hvorfor den bestemte kombination af ingredienser virker: Skyldes det en synergieffekt, eller frembringer de et helt femte, kraftigt virkende stof?

Medicin i middelalderen lyder ikke godt, og de fleste af de behandlinger, man kunne tilbyde, var enten uden virkning. I mange tilfælde var de direkte skadelige. Men de gamle håndskrifter viser faktisk også eksempler på behandlinger, der ikke er helt så tilbagestående, som vi forestiller os. For eksempel kunne de bekæmpe bakterier effektivt, selv om de ikke vidste, at de fandtes.

Honning blev anvendt for sin antiseptiske virkning. Det høje sukkerindhold dehydrerer og dræber bakterierne. Men honning indeholder også glukoseoxidase, der i forbindelse med vand danner brintoverilte, som også virker antibakterielt.

Middelalderens behandlere kunne også bruge planten Marrabium vulgare – Almindelig Kransburre, som ligner en døvnælde. Med dens slimløsende egenskaber blev den brugt som hostestillende middel, og en række af dens indholdsstoffer havde også andre, nyttige virkninger.

Nogle behandlinger krævede indgående kendskab til, hvilke urter, der skulle indsamles, deres virkning og hvordan de skulle tilberedes og doseres. De bedste læger var også indstillet på at forsøge sig frem og kunne i nogle tilfælde finde effektive behandlinger – som den antibakterielle øjensalve fra Bald’s Leechbook viser.

Så måske er det en opskrift fra Gorm den Gamles tid, der kan vise vejen, når vi om nogle år løber tør for antibiotika, der virker. Men det vil ikke være første gang, at et moderne lægemiddel bliver til på grundlag af ældgamle tekster.

For snart 50 år siden kørte den kinesiske hær efter ordre fra Formand Mao et forskningsprogram, som skulle finde et middel mod malaria, som var et stort problem for det allierede Nordvietnams hær. En af forskerne, Tu Youyou, opdagede stoffet artemisinin i en variant af malurt, Artemisia annua.

Planten var omtalt i 2.000 år gamle skrifter som virksom mod malaria, og det lykkedes for Tu Youyou at isolere og raffinere det aktive stof på basis af de gamle beskrivelser. Siden er artemisinin blevet standardbehandlingen for malaria, og i 2011 fik Tu Youyou den fornemme amerikanske Lasker-DeBakey-pris for sin rolle i opdagelsen og udviklingen af artemisinin.

Læs mere her:

British Library: A Medieval Medical Marvel (link)