BLOG - Klaus Larsen: Tilbage til fremtiden

For et par hundrede år siden var der vældig debat om psykiatrien. Unge læger ville gøre op med en ældre tids syn på patienterne som moralsk fordærvede væsner, der trængte til en fast og myndig hånd. Terapien var kolde afvaskninger, lussinger og indespærring i dårekisten.

Men nye og mildere vinde blæste. I Romantikkens ånd byggede man anstalter til de sindssvage i grønne og skønne omgivelser, måske med en have, de syge kunne pusle i.

Da byggeriet af store, moderne sygehuse tog fart i slutningen af 1800-tallet, blev bygningerne placeret i parklignende omgivelser. Bispebjerg Hospital, som stod færdigt for lidt over 100 år siden, blev så at sige kronen på en nytænkning, der kombinerede arkitektur, kunst og haveanlæg i hospitalsbyggeri.

Skønne haver og parkanlæg omkring hospitalet var selvfølgelig også vigtigere for 100 år siden, hvor indlæggelsestiden ofte strakte sig over uger og nogle gange måneder. Nu har sammedags-kirurgi og accelererede patientforløb reduceret indlæggelsestiden for de fleste, og de langtidsindlagte er ofte for dårlige til at nyde haverne.

Hensynet til skønheden – og tanken om at inddrage den som et terapeutisk element – måtte vige, da nye sygehuskolosser skød op i 60’erne og 70’erne. Der er ikke megen skønhed over Rigshospitalet eller Herlev Hospital. Ud med hospitalsparken og ind med hospitals-parkering.

I hovedstadsområdet fik Bispebjergs haveanlæg lov at ligge relativt uberørt. Det er vi glade for i dag. Og det lader til, at de nye bygge- og anlægsplaner for hospitalet er historiebevidste. Man er klar over, at man har noget enestående, som man skal hæge om.

I dag indgår der ikke imposante parkanlæg, når der planlægges nye supersygehuse. Jo, når man bygger på den bare mark, indgår de grønne omgivelser som et rekreativt element. Problemet er, at der SKAL være plads til et par tusind biler, og det er svært at forene med fransk havekunst.

Hvad gør man så? Man tænker i terapihaver, restorative haver, baseret på litteraturstudier, brugerundersøgelser, miljøpsykologi og fokusgruppeinterviews, og lader ”organisk formsprog med sanseoplevelser og aktiviteter påvirke det endelige designforslag”.

Og det er bestemt et fremskridt, sammenlignet med 70’ernes brutalisme. Spørgsmålet er, om designerhaverne fungerer? Da brugerne blev spurgt om deres oplevelse af Rigshospitalets have, som blev anlagt i 2006, var den overvejende stemning, at haven primært fungerede ”som en kontrast til hospitalet”.

Haven blev anlagt 40 år efter hospitalets opførelse som et forsøg på at opbløde ubehaget ved at være indespærret mellem himmelstræbende betonklodser. Så i den forstand er der tale om ”en lindrende have” – den lindrer oplevelsen af at være i fængsel!

De store hospitalsparkers tid er forbi. De patienter, som er indlagt længe nok til at have glæde af dem, vil ofte være for dårlige til at benytte dem. Og hvor skulle man i øvrigt gøre af alle bilerne? Så den indelukkede hospitalshave er nok fremtiden.

Og måske bliver det bedre, når nye hospitalshaver anlægges – ikke som en forsinket eftertanke, men som en naturlig del af byggeriet. Lidt i stil med de hensigter, som blev beskrevet ved anlæggelsen af haven i et fransk klosterhospital i 1100-tallet:

”I dette indelukke danner mange og forskelligartede træer en veritabel lund … Den syge mand sidder på plænen… han er sikker, skjult, i skygge for dagens hede; til lindring af hans smerter dufter alskens græsser i hans næsebor. Smukke grønne urter og træer glæder hans øje. Koret af farvede fugle kærtegner hans øren. Jorden ånder frugtbarhed, og den invalide selv inddrikker med øjne, ører og næse fryden af farver, sang og dufte…”*

Måtte den slags tanker blive vejledende, når landskabsarkitekter og miljøpsykologer planlægger de hospitalsparker, der skal glæde vores øjne de næste 100 år. Nogle gange betaler det sig at se sig tilbage, før man ser fremad.

*Citeret fra Julie Foged Andersen: ”Rigets have – en lindrende have?”, p. 12. (Eksamensarbejde, Sveriges Lantbruksuniversitet, 2008).