Skip to main content

BLOG - Line Soot: Et kærlighedsforhold

Før jeg købte praksis, var jeg ikke klar over, at mit praksiskøb skulle blive begyndelsen på et nyt kærlighedsforhold. Ikke til en ny mand men til et fag.

21. jul. 2014
4 min.

Før jeg købte praksis, var jeg ikke klar over, at mit praksiskøb skulle blive begyndelsen på et nyt kærlighedsforhold. Ikke til en ny mand men til et fag. Jeg var ikke endnu bevidst om, at når man bliver praktiserende læge med egen praksis, da bliver man ikke bare virksomhedsejer og –leder men også dybt engageret i et emotionelt forhold, som ikke vanligvis forbindes med et arbejde. Ikke endnu bevidst om, at praksiskøb er en følelsesmæssig investering med risiko for alvorlige personlige tab.

Sammen med min nøje udvalgte kollega indledte jeg jagten på den helt rigtige praksis. Vi talte med flere læger, hvis praksis egentlig var interessante for os i købsøjemed, men hvor vi mødte en uventet ambivalens; praksis var til salg, og så alligevel ikke.

Kan man med tiden komme til at elske et akkrediteret masseprodukt, man ikke har indflydelse på?

Alle sælgere havde et påfaldende stort engagement i deres praksis, selvom praksislivet tilsyneladende var under afvikling. På forskellig vis fik vi indtryk af, at flere havde en indbygget modstand mod at overlade praksis til ”andre”. Denne indbyggede modstand fik forskellige knager at hænge på; enten var prisen forkert, tidspunktet skævt eller praktiske formalia besynderligt besværlige. En enkelt var endog så ærlig, at hun medgav, at hun nok i virkeligheden ikke var klar til at ”give slip” men skulle bruge et år mere til at blive klar.

Det var første gang, det gik op for mig, at praksisliv handler om stærke følelser. Om en forpligtende ansvarsfølelse og hvad deraf følger i forhold til patienter og personale. Om kærlighed til livet som ”egen læge” for ”egne patienter”. Som en forælder til sin børneflok. Fra hverdagen, tilliden og forpligtelsen vokser kærligheden og ansvarsfølelsen til praksislivet og faget frem.

Salgssituationen er derfor på sin vis at sammenligne med en situation, hvor forældre oplever sidste hjemmeboende barn flytte hjemmefra. Som frivilligt at give slip på det elskede barn. Rationelt rigtigt men følelsesmæssigt smertefuldt.

Anden gang, jeg blev opmærksom på dette særlige kærlighedsforhold, var efter sommeren 2013, hvor lovindgrebet mod almen praksis og en efterfølgende ny overenskomst medførte betragtelige ændringer i de praktiserende lægers arbejdsforhold. Medførte nedsat indflydelse på praksisdriften og fjernede muligheden for at beskytte fortroligheden mellem læge og patient.

En trist udvikling, som enhver djøf´er dog ville argumentere for var både forventelig og mulig at tilpasse sig. Ikke des mindre vidnede reaktionerne fra de praktiserende læger om, at det ikke helt forholder sig sådan.

En god kollega, der er kendetegnet ved at være en fagligt dygtig ildsjæl med indflydelse på både fagets udvikling og kollegers gejst gennem årtier, mistede med et pennestrøg motivationen og meldte sig ud af kollegiale sammenhænge. Resignerede som et såret individ fra arbejdslivet, som havde vedkommende mistet sin elskede.

Andre kolleger fordybede sig i dagligdagens enkelhed og valgte at trække sig fra al fagpolitisk debat og information. Nogle valgte helt at trække de arbejdsmæssige følehorn til sig og vente på, hvad fremtiden bringer; disse læger har garderet sig ved ikke at investere hverken midler eller engagement i deres praksisdrift men har gjort sig følelsesmæssigt klar til at forlade den elskede, hvis det skulle vise sig, at denne har mistet sin glans. Alle forskelligartede reaktioner på alvorligt sårede følelser.

Loven reducerede indflydelsen og muligheden for at planlægge den rette ”pædagogik” i egen praksis. Den deraf følgende oplevelse af umyndiggørelse har ikke blot været et forventeligt slag, det lader sig gøre at rejse sig efter.

Den reviderede sundhedslov vidner om, at sundhedsmyndighederne har vurderet, at ingen praktiserende læger grundlæggende længere er i stand til at varetage ansvaret for deres praksis.

Faktaboks

Fakta

En afgørende mistillid og deraf ønske om gennemgribende kontrol gennemsyrer loven. Følelsesmæssigt kan dette sidestilles med, at Statsforvaltningen fratager alle forældrepar i landet myndigheden over deres børn, placerer børnene på institutioner og kun tillader superviseret samvær, fordi enkelte forældre gennem tid har vanrøgtet deres barn. Laveste fællesnævner gøres gældende. Urimeligheden gør ondt.

Lovindgrebet er ikke en mindre hændelse, der kan passere upåagtet. Lovindgrebet er en indgribende, signifikant hændelse, der har slået alvorlige skår i de praktiserende lægers kærlighed til faget og til praksis, fordi tilliden til deres faglige ansvarlighed er betvivlet.

Hvad der ses i øjeblikket hos den tidligere nævnte praktiserende læge er en klassisk sorgreaktion. En sorg over at have tabt den skønne, naturlige kærlighed og i stedet fået opskriften på en akkrediteret færdigvare.

Min omtalte kollega er ikke den eneste. Mange praktiserende læger oplever i denne tid krise i kærlighedsforholdet til deres praksisliv. Kan tiden lindre denne sorg, som tiden vanligvis gør med kærlighedssorger? Kan man med tiden komme til at elske et akkrediteret masseprodukt, man ikke har indflydelse på, eller kommer dette særlige kærlighedsforhold i eftertiden til at figurere som et nostalgisk fortidslevn?