Lørdag d. 22. marts skal repræsentantskabet stemme om det fremlagte overenskomstforslag - OK14 - en beslutning, der formentlig herefter vil blive sendt til urafstemning blandt medlemmerne. Fem af bestyrelsens ni medlemmer anbefaler nu et nej.
Lørdag d. 22. marts skal repræsentantskabet stemme om det fremlagte overenskomstforslag - OK14 - en beslutning, der formentlig herefter vil blive sendt til urafstemning blandt medlemmerne.
Tidligere på måneden stemte bestyrelsen om samme overenskomst, og det blev med et knebent flertal på fem mod fire besluttet at sende OK14 videre til repræsentantskabet.
Alligevel står fem ud af bestyrelsens i alt ni medlemmer nu frem på medlemsmøderne og anbefaler et nej ved afstemningen.
Sammenfattende kan det siges, at et flertal i bestyrelsen anbefaler et nej, og man tilbyder medlemmerne en sikker vej videre i tilfælde af, at dette skulle blive en realitet
Baggrunden for dette er, at bestyrelsesmedlem Eddie Nielsen har stemt ja, selvom han oprigtigt mener nej. Eddie Nielsen har tydeligt tilkendegivet, at han mener, det er en skidt aftale, indgået under urimelige betingelser med alt for mange indrømmelser til Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). At han alligevel stemte ja, var for at holde et løfte til medlemmerne om, at aftalen skulle til medlemsafstemning.
Eddie Nielsen skriver efter bestyrelsesmødet på Facebooksiden ”PLO-Initiativgruppen”:
Citat: ”Ingen i forhandlingsudvalget, eller i sekretariatet for den sags skyld, vurderede, at det var en god aftale. Vi kan have haft forskellige politiske bevæggrunde for at sige ja. Min grund var, at nu havde vi kæmpet det bedste, vi kunne, men at vi ikke havde den fornødne opbakning blandt medlemmerne til at gå fra forhandlingerne på det foreliggende grundlag.
Faktum er imidlertid, at hvis alle i bestyrelsen følger vores hjerte, så er der ikke flertal for opbakning til aftalen. Det forholder sig formentlig også således, at hvis alle i bestyrelsen følger deres fornuft, så er der et endnu mindre flertal for aftalen”.
(Referencerne til udtalelserne på møder og på facebook bringes med accept af Eddie Nielsen selv, red.)
Mange grunde kan tænkes til, at det gik så galt, og aftalen blev så forhutlet.
Faktuelt er Eddie Nielsen den eneste i det nuværende forhandlingsudvalg, der har tidligere erfaringer med at forhandle centraloverenskomst med RLTN. Vi har dermed haft et forhandlingshold, som hverken havde erfaringen eller mandatet med sig, da de gik i nærkamp med RLTNs drevne chefforhandler Jens Stenbæk.
Vores formand er uerfaren i dette spil. Ganske vist har han forhandlingserfaring fra sin tid som lokalformand i PLO-Midt, men det centrale forhandlingsmiljø har han aldrig tidligere betrådt. Pludselig skulle han være den bærende kraft i forhandlingerne på PLOs side. Det er måske dét, der nu resulterer i, at vi er blevet præsenteret for en aftale, der er så økonomisk ufordelagtigt, at en majoritet i bestyrelsen anbefaler medlemmerne at stemme nej.
På lokale medlemsmøder rundt om i landet er begge fløje i bestyrelsen repræsenteret. Nej-siden begrunder primært deres stillingtagen med de urimelige økonomiske forhold i aftalen. Med OK14 vil man videreføre et stramt økonomiloft uden et tilsvarende opgaveloft, samtidigt med at man ikke anerkender, at der langsomt men støt tilfalder almen praksis langt flere opgaver med tiden. Ikke ”nye” opgaver, men flere opgaver. Reguleringsordningen vil blive spist op ved loftoverskridelser, og indførelse af decentrale aftaler vil true med at svække PLO.
Ultimativt har bestyrelsesmedlem og medlem af det tidligere forhandlingsudvalg, Tue Flindt Müller, valgt at stå frem og tilbyde at styre PLO-skibet videre, såfremt medlemsafstemningen skulle vise sig at resultere i, at OK14 stemmes ned.
Sammenfattende kan det derfor siges, at et flertal i bestyrelsen anbefaler et nej, og man tilbyder medlemmerne en sikker vej videre i tilfælde af, at dette skulle blive en realitet.
Dette flertal for et nej i bestyrelsen bør både repræsentanter og almindelige medlemmer komme i hu, når der skal stemmes.
Præmissen er, at med de nye supersygehuse nedlægges der sengepladser samt ambulatoriefunktioner, og der bliver flere ældre at tage sig af. De ældre er mere syge og trænger mere til opfølgning og lægehjælp, end yngre mennesker. Det er naturligt. Og selvfølgelig skal almen praksis tage sig af opgaverne. Men det kan ikke lade sig gøre at løfte opgaven forsvarligt, hvis vi ikke kan udvide og udvikle vores virksomheder, således at vi også fremover kan tage os godt og forsvarligt af alle opgaverne.
Faktaboks
Hvis vi ikke tør skrue produktionen op, udvide lokaler og ansætte mere personale, fordi vi frygter, at vi i sidste ende kommer til at betale lovligt optjente honorarer tilbage, da vil udviklingen af faget gradvist stagnere og visne.
Vi vil blive presset til at bruge vores tid i primærsektoren på akutte patienter og brandslukning, hvorved det fineste i faget vil smuldre. Vi vil ikke længere kunne stille os til disposition for vores patienter, hvilket er forudsætningen for den gode almenmedicinske grundydelse, som vi alle er så stolte af.
Hvis vi også fremover skal kunne være stolte af vores fag og vores lægegerning, da bør vi sætte vores lid til, at et flertal i bestyrelsen formentlig har ret. Det er en dårlig aftale, som vi bør sige nej til.
