Skip to main content

BLOG - Line Soot: Guide til basal overlevelse for Almen Praksis

Fra 1. september 2013 arbejder praktiserende læger ikke længere under en aftalebaseret overenskomst men en hybrid, hvor overenskomsten er ophævet til lov frem til 1. september 2014, hvor der gerne skal foreligge en løsning, dvs. en god og bæredygtig overenskomst. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil landets praktiserende læger formentlig ende med at arbejde under den såkaldte hoveri-lov, hvilket ingen nok ønsker at prøve

4. sep. 2013
3 min.

Fra 1. september 2013 arbejder praktiserende læger ikke længere under en aftalebaseret overenskomst men en hybrid, hvor overenskomsten er ophævet til lov frem til 1. september 2014, hvor der gerne skal foreligge en løsning, dvs. en god og bæredygtig overenskomst.

Såfremt dette ikke er tilfældet, vil landets praktiserende læger formentlig ende med at arbejde under den såkaldte hoveri-lov, hvilket ingen nok ønsker at prøve.

Ingen har endnu tilgået spørgsmålet om, hvad en acceptabel overenskomst indebærer. Ej heller, hvad vi finder uacceptabelt.

Ekstraordinære PLO-medlemsmøder afholdes flere steder i landet for at afdække, hvad der skete op til afstemningen 29/6, og hvad vi skal gøre for at komme videre.

Vi har hørt overvejelserne både for og imod et ønske om aflevering af ydernumre, og mange har fået luftet deres frustrationer og fået svar på nogle af de mange påtrængende spørgsmål til repræsentantskabet.

På det ekstraordinære møde i PLO-Hovedstaden i mandags blev det fremhævet, at der formentlig var ganske mange, heriblandt flere i repræsentantskabet, der primært havde deponeret deres ydernumre mhp at lægge pres på forhandlingerne. Altså at sidestille med et vindæg. Det ser fint ud, men bliver ikke til noget.

Faktaboks

Fakta

Ligeledes blev det flere gange nævnt, at hvis ikke der kommer en acceptabel overenskomst i hus inden 1.marts, må vi (igen) overveje at deponere vores ydernumre i PLO mhp en NY afstemning om et eventuelt ophør af samarbejdet med det offentlige sundhedsvæsen.

Ingen har dog endnu tilgået spørgsmålet om, hvad en acceptabel overenskomst indebærer. Ej heller, hvad vi finder uacceptabelt.

Forhandlingsudvalget må nødvendigvis ruste sig med en solid viden om, hvad medlemmerne mener, vi IKKE kan acceptere, inden forhandlingerne for alvor indledes.

Dernæst vil det være nærliggende og strategisk, hvis den kommende overenskomst går til urafstemning blandt landets 3600 praktiserende læger. Kun således kan vi undgå at gentage katastrofen 29. juni 2013 og sikre, at alle (inklusiv formand, bestyrelse og repræsentantskab) kommer igennem det næste år med fred i sjælen.

Derfor nu to afgørende spørgsmål til den enkelte:

  • Hvad kan du IKKE acceptere fra en kommende overenskomst? Hvor er underliggeren?

  • Er du med hjerte og hjerne parat til at aflevere dit ydernummer, hvis dette minimumskrav ikke bliver opfyldt?

Først hvis vi hver og én har svaret på disse to spørgsmål, kan vi finde ud af, om vi reelt har slagkraft eller blot består af tomme ord og et lunkent gennemsnit.