Skip to main content

BLOG - Line Soot: Selvstændige patienter stiller nye krav til lægers kommunikationsevne

Autoritetstroen står for fald. Det har været under optræk længe. Vi ved det godt. For nogle læger er det en naturlig udvikling, og for andre læger er det voldsomt provokerende.

19. apr. 2017
5 min.

Jyllands-Posten har i påskeugen bragt en artikelserie med historier om kræftpatienter. Historierne tager udgangspunkt i kræftplan 4, hvor læger i højere grad skal inddrage patienterne i valget af behandling. Torsdag den13.april kunne man læse en artikel om Pia Rohde, der ikke har ønsket at tage imod lægernes tilbud om forebyggende kemoterapi for sin brystkræft.

Budskabet er, at patienter i større udstrækning end tidligere er begyndt at have egne meninger om lægernes behandlingstilbud og rådgivning, og at flere patienter derfor vælger at vende ryggen til de etablerede behandlingstilbud.

Autoritetstroen står for fald. Det har været under optræk længe. Vi ved det godt. For nogle læger er det en naturlig udvikling, og for andre læger er det voldsomt provokerende, når en patient med eksempelvis en kræftdiagnose fravælger behandling, der måske kunne have været kurativ.

Vi skal som faggruppe blive bedre til at lytte og forstå, at vi ganske vist ligger inde med stor teoretisk viden, men at vi i udgangspunktet intet ved om det enkelte menneske, før vi har fået det fortalt.

Patienter fra alle sociale lag har ofte søgt informationer på nettet, før de møder op til en lægesamtale. Oplevede problemer eller sygdom har været drøftet med familie eller venner, og de fleste har læst artikler i aviserne eller debatindlæg på sociale medier. Mange har tidligere erfaringer med kontakt til sundhedsvæsenet. Nogle gange positive erfaringer og andre gange oplevelser, der har været mindre gode. Ofte har patienter også indirekte erfaringer som pårørende, der kan have påvirket deres tiltro til sundhedsvæsenet i positiv eller negativ retning.

Det er nutidens præmis, når patienten kommer ind i konsultationen hos lægen. Alle patienter har deres helt egen historie og erfaringsgrundlag med sig ind til lægen, uanset om dette er i almen praksis eller i et hospitalsambulatorium. Alle disse forudsætninger er med inde i konsultationslokalet. Ind imellem er patienterne gode til af sig selv at sætte ord på de tanker, overvejelser eller bekymringer, de har gjort sig. Andre gange bliver lægen nødt til aktivt at opsøge denne viden. Uanset om det bliver formuleret eller ej, har det indflydelse på, hvordan konsultationen forløber, og hvilke aftaler læge og patient kan nå frem til om det videre forløb.

Der er mange fordele ved, at lægen bruger tid på at sætte sig ind i patientens egne overvejelser og tanker. For eksempel, at patienten føler sig mødt og forstået som menneske. På den baggrund vil det være lettere at blive enige om, hvad det videre forløb skal indeholde, og compliance bliver bedre.

Nysgerrighed efter den enkeltes historie og evne til reelt at høre efter, hvad patienten siger til os, er basale forudsætninger for at denne viden kan komme frem. Og det kræver tid. Tid er en mangelvare i det effektiviserede sundhedsvæsen. Ambulatorielæger bruger ofte meget tid på indsamling af obligatoriske oplysninger og informationsregistrering. Herefter er der meget lidt tid til at læne sig tilbage og spørge patienterne om, hvordan de har det, eller hvad de selv tænker om tingene.

Lægestudiet faciliterer lægers oplevelse af at vide alt og bidrager modsat med meget lidt til lægers mere ydmyge tilgang til den viden, som kun patienterne ligger inde med. Sundhedsvæsenets djøf-indtog de seneste årtier har desuden betydet kraftig fokusering på effektivisering, ensartede behandlingsforløb og ryggen-fri-tankegang. Man belønner ikke læger, der bruger ekstra tid på at lytte til patienterne, og læger får ikke ros for at lave individuelle behandlingsforløb eller afvigelser fra standardforløbene.

Faktaboks

Fakta

Når læger er pressede på tid, går de i autopilot-mode. Det vil sige, at der bliver fokus på de hårde ting såsom informationsindsamling, registrering af data og information til patienten i stedet for fokus på information fra patienten. Det er nemlig det, afdelingen bliver målt og vejet på i det store sundhedsregnskab. Når der mangler tid, glemmer læger at lytte, og empatien forsvinder.

Når patienten så pludselig i slutningen af konsultationen har mod til at sige: ”Det vil jeg ikke!”, bliver lægen overrasket og måske irriteret. Der går kludder i tidsplanen og på dette tidspunkt bliver lægen nødt til at lytte. Men det er for sent. Måske prøver lægen så at give flere informationer for at overtale patienten til at følge den plan, lægen har lagt for patienten. Disker op med forskningsresultater eller evidensangivelser for ditten eller datten. Det hjælper bare ikke. For patientens tiltro til lægen som lyttende, empatisk behandler er allerede røget fløjten. Det er ikke mere information, der skal til. Sådan er virkeligheden, og vi læger må forholde os til det i stedet for at begræde tabet af den autoritetstro patient.

Læger skal blive bedre til at fastholde fagligheden og med den også holde fokus på vores patienter som personer. Vi skal som faggruppe blive bedre til at lytte og forstå, at vi ganske vist ligger inde med stor teoretisk viden, men at vi i udgangspunktet intet ved om det enkelte menneske, før vi har fået det fortalt. Og vi skal som enkeltpersoner have mod til at sige fra, hvis vi ikke levnes tid til at udføre ordentligt lægearbejde. Kun sådan kan vi være gode læger for vores patienter, også i fremtiden. For der bliver flere og flere patienter, der kræver at blive lyttet til og som ikke blindt følger lægers anvisninger. Heldigvis.