Urafstemningen er slut, og fremtiden er ikke længere til diskussion. Med et flertal på 57% blev OK14 vedtaget. De kommende tre år ligger nu i faste rammer, og det er ikke længere et spørgsmål, om vi ønsker det eller ej. Det er et uomgængeligt vilkår.
Urafstemningen er slut, og fremtiden er ikke længere til diskussion. Med et flertal på 57% blev OK14 vedtaget. De kommende tre år ligger nu i faste rammer, og det er ikke længere et spørgsmål, om vi ønsker det eller ej. Det er et uomgængeligt vilkår.
Vi, der tilhører nej-siden, skal givetvis sunde os en kende efter nederlaget, men der er ikke så meget mere at rafle om. Afgørelsen er taget, nu må vi holde op med at beklage os og komme i gang med næste fase.
Lad os håbe, at der fremover bliver urafstemninger om alle vores overenskomster. Det holder engagementet levende blandt medlemmerne.
Vi skal finde vejen videre, så det stadig kan blive ved med at være sjovt og udfordrende at være praktiserende læge, ligesom det er essentielt, at vi ikke henfalder til langstrakt surmuleri. Det vil ikke være godt for faget og fællesskabet, ligesom det vil være uhensigtsmæssigt over for vores patienter.
Nu er det tid til at give slip i vores tab, og komme videre under de givne betingelse. Det er tid til at vende blikket mod de områder af vores arbejde, hvor vi kan gøre en forskel. Bitterhed gavner ingen.
De politiske vinde blæser i retning af, at informationer i højere grad skal målrettes efter behovet hos den enkelte. Den håndsrækning skal vi tage og arbejde videre på. Den bagvedliggende ideologi ligger smukt i tråd med vores almenmedicinske grundtanker om en individcentreret tilgang til faget.
Vi skal have bedre tag i samfundets mest udsatte borgere. Her skal der andre midler i brug end mainstream sundhedsinformation og flowcharts fra seneste DSAM vejledning, som er ubrugelig i forhold til denne patientgruppe. Det er den personlige samtale på patientens præmisser, der skal til. På dette område kan vi gøre en afgørende forskel.
I de kommende år vil vi blive tiltagende presset på vores tid. Vi skal varetage et stigende antal opgaver inden for den samme tids- og økonomiramme. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi bliver kontante og konsekvente i vores prioriteringer.
Vi skal blive bedre til at luge ud i unødvendige kontakter. Det kan godt lade sig gøre. De findes overalt, og vi ved det alle sammen. Politikerne tør ikke sige nej. De fastholder fri og lige adgang til egen læge trods stramt økonomiloft og et tiltagende antal opgaver. Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre. Derfor lander ansvaret for prioriteringen hos os. Det os, der må sortere i kontakterne.
Skulle der komme politiske eller folkelige bebrejdelser, fordi vi ikke er opsøgende og behandlingsivrige nok, eller fordi vi ikke har ledige tider nok eller er tilgængelige nok, så må vi turde sige, at man får den service, man betaler for.
Det må blive en kraftigt visiteret adgang til egen læge. Vi skal ikke arbejde gratis.
Faktaboks
Til slut er det vigtigt, at vi nu prøver at samle os med vores kolleger igen. Prøver at indse, at selvom vi ikke var enige om OK14, så kan vi blive enige om mange andre ting. Vi kan godt grine sammen, vi kan godt tage på kursus sammen, og vi skal arbejde sammen for at få samlet vores fælles organisation igen.
Der er taget en beslutning, og vi er i samme båd nu, uanset om vi før var kampklare eller ej. Vi kan ikke bruge bebrejdelser til noget. Derimod kan vi tage et fælles medansvar for at påvirke fremtiden.
Urafstemningsprocenten var 94,2 %. Det er imponerende, og det bestyrker troen på, at PLO´s medlemmer er engagerede og bestemt godt kan sætte sig ind i overenskomststof. Mindst lige så godt som vores repræsentanter. Lad os håbe, at der fremover bliver urafstemninger om alle vores overenskomster. Det holder engagementet levende blandt medlemmerne. Et engagement, vi kan basere en fremtid på.
