Region Hovedstaden arbejder med visioner for det regionale sundhedsvæsen, hvor ord som ”patientinddragelse”, ”oplevet kvalitet” og ”sammenhængende forløb” har en meget høj prioritering. Det klinger dog hult, når man samtidig nedlægger sengepladser, reducerer antallet af varme hænder og tid brugt med patienterne.
I den forløbne uge har man i Ugeskrift for Læger kunnet læse om det nyligt lancerede, omfattende sparekatalog i Region Midt og lægernes bekymring i den anledning. Selv besindige midtjyder, der vanligvis ikke råber højt eller brokker sig offentligt, har nu fået nok. De påpeger, at spareplanerne går ud over kvaliteten af behandlingen og giver de berørte patienter en dårlig oplevelse af sundhedsvæsenet.
Sparekniven har længe været fremme, og resultaterne begynder at vise sig nu. Også i Region Hovedstaden.
Personalet på akutpladserne gør deres bedste og er dygtige til deres arbejde. Men hvilken læge skal de ringe til, når patienterne er dårlige?
Her arbejder man med visioner for det regionale sundhedsvæsen, hvor ord som ”patientinddragelse”, ”oplevet kvalitet” og ”sammenhængende forløb” har en meget høj prioritering. Det klinger dog hult, når man samtidig nedlægger sengepladser, reducerer antallet af varme hænder og tid brugt med patienterne.
Siden sygehusreformen i 2007 er mange sengepladser blevet nedlagt, og flere nedlæggelser er i vente. Supersygehusene er bygget til færre patienter med kortere planlagt indlæggelsestid. Patienterne bliver allerede udskrevet tidligere end for få år siden, også selvom de ofte ikke er raske eller selvhjulpne nok til at kunne klare sig i eget hjem.
Kommunerne forventes at hjemtage disse tidligt udskrevne patienter, som endnu ikke kan klare sig med almindelig hjemmesygepleje og almindelig brug af deres praktiserende læge. De udskrives til videre behandling på midlertidige kommunale pladser, herunder akutpladser eller i akutteams, hvilket naturligvis er billigere end at have patienterne indlagt i dyre hospitalssenge. Stort set alle kommuner i Region Hovedstaden har etableret disse akutpladser eller akutteams, der skal overtage behandling og pleje af patienter, der før var indlagt, men som nu bliver udskrevet tidligt. For tidligt måske.
Problemet er, at denne spareøvelse, hvor patienter med komplekse medicinske og fysiske problemstillinger udskrives til kommunale akutpladser/akutteams, har været urimeligt dårligt forberedt.
Man har ikke på forhånd lavet relevant forskning/projekter, der med rimelighed kan belyse, hvilken lægefaglig og plejemæssig indsats, der er skal til, for at patienterne får den bedste faglige behandling på akutpladserne, ligesom der ikke er tilgængelig viden om, hvordan akutpladserne optimalt bør være organiseret.
Hvilke lægefaglige ressourcer og kompetencer er der brug for?Hvordan bør sygeplejerskenormeringen være på akutpladserne? Hvilket behov er der for døgnbemanding på akutpladserne? Hvilken indsats er nødvendig for at undgå de alt for mange genindlæggelser? Man burde vide det, men ved det ikke. Man er bare gået i gang.
Faktaboks
Personalet på akutpladserne gør deres bedste og er dygtige til deres arbejde. Men hvilken læge skal de ringe til, når patienterne er dårlige? Der er endnu ikke indgået en aftale med hverken de praktiserende læger eller andre læger om lægebetjeningen på akutpladserne, selvom patienterne allerede ligger i sengene. Det er ikke godt nok, at man har haft så travlt med at indføre disse såkaldte effektiviseringstiltag, at man ikke har taget sig den fornødne tid til få orden på fagligheden og de praktiske forhold. Det er dog symptomatisk for den måde sundhedsvæsenet forvaltes på i disse år: Man sparer først og lapper bagefter.
Sundhedsvæsenet er effektiviseret helt ud i de yderste led. Der er et stramt loft på udgifterne til sundhedsvæsenet. Alligevel tillader man at udgifterne til dyr sygehusmedicin stadig stiger kraftigt. Man må derfor spare mere andre steder, men der er ikke mere at spare af. Man er nået til et smertepunkt, hvor yderligere sparetiltag resulterer i dårligere oplevelser for patienterne, flere genindlæggelser, nedsat kvalitet i behandlingen og flere sygemeldinger blandt de ansatte. Et system der spiser af sin egen hale.
Hvis man for alvor ønsker at give sundhedsvæsenet et fagligt kvalitetsløft, at styrke den patientoplevede kvalitet og at fremme patienternes oplevelse af sammenhængende forløb, da må man erkende, at man ikke kan spare mere på indlæggelsestider, varme hænder og tid med patienterne.
Man kan ikke få flere besparelser og mere kvalitet på samme tid længere. Hvis man siger noget andet, er man enten ignorant eller taler mod bedre vidende.
