Jeg tænker ikke på de drengestregs-studerende, som indbyrdes laver sjov med hinanden; laver historier alle har hørt. Øl-via-sonde til fredagsbar er vist en klassiker, vi alle kender.
Jeg tænker heller ikke på de unge læger (som jeg selv gerne skulle blive en dag), som indledningsvist er generte og usikre og lige skal lære at samarbejde med personalet og kommunikere hensigtsmæssigt med patienterne. Det er et faktum, at størstedelen af patientklager beror på et kommunikationsbrist og ofte omhandler en relativt ung læge.
Nej, jeg tænker på de fulminante psykopater, når jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi slipper gennem læge-nåleøjet.
Et tankeeksperiment: lad os forestille os en medicinstuderende, som i klinisk ophold eller i lægevikariat enten udviser fuldstændig uanstændig og uprofessionel opførsel; eller som forgriber sig på patienterne; eller afslører personfølsomme data på internettet; er totalt blottet for samarbejds- og kommunikationsevner; eller er ude af stand til at tage ved lære og stå til ansvar for sine handlinger for at dygtiggøre sig; som ikke kender grænserne for egne evner og ansvarsområder af hensyn til patientsikkerheden; eller hvad jeg nu lige kan komme på.
…Hvad hvis vi fører tanken fuldt ud, og forestiller os en studerende, som opfylder det hele?
Jeg underviser selv de nystartede lægestuderende i anatomi først på studiet og understreger overfor mine yngre medstuderende, som er vant til udelukkende 10 og 12 i gymnasiet, at ”2-tallet på lægestudiet er nok til at blive en anstændig læge”. Vi lægger barren for at bestå de teoretisk fag højt, så alle er medicinske eksperter, når de aflægger lægeløftet. Skulle man overveje, om andre barrer også skulle løftes – eller blot overhovedet eksistere?
Jeg tror, at vi gør os selv som (kommende) læger, vores kolleger i plejefaggruppen og ikke mindst vores patienter en profylaktisk kæmpetjeneste ved allerede i studietiden at opdage de - heldigvis utroligt få - men fulminante psykopater, før de får ret til selvstændigt virke.