Et nytårseventyr: Dyrene på den driftige Søndergården var i stand til at lede sig selv. Overhanen var boss over hønsene, overgalten over grisene osv. Allermægtigst var de næsten mytologiske ronkedorer, som var så gamle, at ingen længere huskede, om de nogensinde havde fungeret som almindelige dyr på gården. Men så kom menneskene.
En gang for længe siden fandtes der en gård, hvor dyrene selv styrede og stillede. Det hele gik ikke altid lige godt. Mennesker, der gerne ville have deres æg til morgenmad, fik dem indimellem først om eftermiddagen. Mælken fra køerne kunne nogle gange stå i spanden for længe, så den var sur, når den kom frem til de tørstende mennesker. De gamle og svækkede dyr blev ikke altid slagtet, når tiden var til det set ud fra et rationelt driftslederperspektiv, så kødet var nogle gange sejt og dårligt. På den anden side trivedes dyrene godt, var næsten aldrig syge og nød respekt fra menneskerne på egnen. Gården kaldtes Søndergården, for den lå længst i syd i landet.
Dyrene var på ingen måde ligestillede. Indenfor hver en art havde der dannet sig en ledergruppe af ældre arrede individer. Overhanen var boss over hønsene, overgalten over grisene osv. Allermægtigst var de næsten mytologiske ronkedorer, som var så gamle, at ingen længere huskede, om de nogensinde havde fungeret som almindelige dyr på gården. Når ronkedorerne brølede, frøs blodet til is i de andre dyrs årer. Ronkedorerne var frygtet af alle, men de var egentlig ikke farlige, for de var så gamle og stive i leddene, at de knap kunne bevæge sig. De lå hele dagen og soppede i en opvarmet pøl, udstødte indimellem et brøl, og talte om gamle tider.
Sådan var livet på Søndergården foregået i hundredevis af år – ligesom på så mange andre gårde.
Et får, der var god til at afkrydse kvalitetsskemaer, blev sat til at lede det nyoprettede morgenmadscenter, en gris, der havde beskrevet slagteforløb, skulle lede vegetarcenteret, og en høne, som havde specialiseret sig i æglægningsregistrering, skulle lede bøf- og flæskestegcenteret. Nogle dyr syntes, det var mærkeligt, at de ikke skulle ledes af en af deres egne.
Mennesker langt borte i hovedstaden var ikke tilfredse med Søndergården. Det kunne ikke være rigtigt, at morgenmadsæggene først kom om eftermiddagen, at mælken nogle gange var sur, og at der gik gamle dyr rundt, som for længst burde være blevet slagtet, tænkte de. De sendte derfor en tilsynsmand til gården. Han blev vel modtaget af dyrene, men æggene og mælken blev ikke leveret mere rettidigt af den grund. Når tilsynsmanden begyndte at slagte de ældste dyr, blev de unge dyr urolige, så gårdens produktion faldt i stedet for at stige. Nogle siger, at ronkedorerne udtalte onde ord om tilsynsmanden der, hvor de lå i soppepølen.
Nu blev menneskerne rigtigt irriterede. Ronkedorernes magt må brydes, tænkte de! Fra hovedstaden sendtes en hel kadre af veluddannede medarbejdere til at administrere gården. De oprettede kvalitetsafdelinger, økonomiafdelinger, kommunikationsafdelinger og såkaldte AR-afdelinger, hvor AR står for Animal Ressources. Allerøverst dannede de en direktion af tre mennesker, der var så kloge, at dyrene næsten ikke kunne forestille sig det.
Menneskene satte produktionen i system. Snart udarbejdedes der beskrivelser over ”æggeforløb”, ”mælkeforløb” og ”slagteforløb”. Det var ting, som dyrene i forvejen vidste, men menneskene ville gerne have det på skrift, så det kunne præsenteres for overmenneskene i hovedstaden. Der blev nu lavet præcise skemaer over, hvornår hønsene skulle lægge æg eller ruge, hvornår køerne skulle spise eller malkes, og hvor hyppigt grisene skulle have antibiotika, så de hurtigere kunne vokse og blive slagtet. Dyrene blev sat til at afkrydse kvalitetsskemaer og registrere alle de aktiviteter, de foretog sig. Hver høne skulle tegne ned, hvor mange æg hun havde lagt, hvornår det skete, hvilken farve og vægt de havde, og hvornår de blev levereret til distribution. Nu skulle der vel nok blive ordning og rede på Søndergården!
De mange registreringer tog en del tid, så dyrene fik svært ved at nå deres normale gøremål. Mange høns blev så stressede, at de ophørte med at lægge æg. Nogle forvirrede køer løb tør for mælk. En hel del dyr begyndte at specialisere sig i papirarbejdet i stedet for at deltage i madproduktionen, mens andre blev syge, fordi de ikke kunne nå begge dele. De mange produktionsforløb og kvalitetsregistreringer sendtes i tykke bunker til hovedstaden, og de kloge direktører fik ros for dem, men i næste sætning kom der kritik, for mens papirproduktionen var steget, var madproduktionen faldet endnu mere. Ja, Søndergården producerede nu så lidt mad, at man var nødt til at købe æg og mælk udefra for at dække lokalbefolkningens behov, og nogle kalve blev slagtet for tidligt for kortsigtet at tilgodese kødbehovet. Dyrene, der i gamle dage havde set sig som Guds skabninger, følte nu, at de blot var dele af et meningsløst produktionsapparat, som menneskene kunne gøre med, hvad der passede dem. Livet var blevet trist og ensomt for de få tilbageværende ronkedorer i soppepølen.
En dag fik en af direktørerne en genial idé. Inddelingen af dyr i arter hører fortiden til, sagde han. Lad os i stedet klynge dem sammen efter menneskenes behov! Snart blev der oprettet et morgenmadscenter med mælkekøer, høns og en bacongris, et bøf- og flæskestegcenter med kødkreaturer og grise og et vegetarcenter med hovedsageligt markarbejdende dyr som okser og regnorme. Det var svært at finde en logisk placering til fårene, så dem puttede man i vegetarcenteret, som ellers ville være blevet for lille.
Nytænkningen ophørte ikke her. Et får, der var god til at afkrydse kvalitetsskemaer, blev sat til at lede det nyoprettede morgenmadscenter, en gris, der havde beskrevet slagteforløb, skulle lede vegetarcenteret, og en høne, som havde specialiseret sig i æglægningsregistrering, skulle lede bøf- og flæskestegcenteret. Nogle dyr syntes, det var mærkeligt, at de ikke skulle ledes af en af deres egne. Hvad ved et får om morgenmad, en gris om grønsagsproduktion og en høne om flæskesteg, sagde de. Men menneskene rystede bare på hovedet over de håbløst konservative dyr, som ikke forstod en dyt af moderne ledelsesteori.
Nu begyndte det for alvor at gå galt på Søndergården. Det får, der var leder for morgenmadscenteret, besluttede, at hønsene skulle lægge alle deres æg tidligt om morgenen, så de herefter kunne skynde sig ud i stalden og malke køerne. Hønsene var dårlige til at malke, så køerne blev irritable af de overfyldte yvere. Bacongrisen blev pålagt at holde æggene varme, så hønsene kunne fokusere på det vigtige malkearbejde. En gris kan jo holde mange flere æg varme, end hvad en høne kan, tænkte centerlederfåret, men når grisen rejste sig fra rugningen, var de fleste æg knuste. Både æg-, kyllinge- og mælkeproduktionen faldt dramatisk, og bacongrisen var så ked af at have knust alle æg, at han ophørte med at spise og vokse. Lignende produktionsfald sås også i de andre centre. Dyrenes frustration voksede, men hver gang et temperamentsfuldt handyr protesterede over udviklingen, blev det indkaldt til en såkaldt ”dyrlig samtale” i AR-afdelingen. Ingen vidste, hvad der blev sagt ved de dyrlige samtaler, men resultatet var altid, at handyret enten blev tavst eller pludselig var væk fra gården.
Faktaboks
Dyrene på Søndergården trivedes ikke længere. De var frustrerede over, at regler og organisatoriske forhold forhindrede dem i at udføre det, som de gennem evolutionen var blevet gode til. De følte afmagt over, at de kun måtte tale med et centerlederdyr, som hverken lyttede til dem eller forstod dem, og som de i øvrigt aldrig næsten aldrig så. Centerlederdyrene havde nemlig for længst fundet ud af, at det både var sjovere og bedre for karrieren at omgås menneskene i direktionen og stabsafdelingerne end at være sammen med de utilfredse dyr i deres centre.
Årene gik. Ronkedorerne var for længst uddøet. Flere kløgtige og erfarne dyr var flygtet til andre gårde. Direktørerne var stolte over de nyklækkede kyllinger, der løbende blev sendt til gården fra hovedstaden, men de stakkels kyllinger savnede ældre dyr som rollemodeller, så de flyttede et nyt sted hen igen, så snart de var vokset en smule eller havde lært at lægge æg. Søndergårdens produktion var nu faldet til et kritisk lavpunkt. Hvad skal vi dog finde på med disse dyr, som intet kan finde ud af, tænkte de kloge direktører og centerlederdyr.
En dag kom en cirkulære fra hovedstaden med det fine ord ”transparens”. Landets gårde skal være mere transparente, så menneskene kan se, hvordan deres mad bliver produceret, stod det. Direktørerne, som altid var hurtige til at efterleve cirkulærer fra hovedstaden, tog det nye ord til sig. ”Transparens døgnet rundt”, råbte en af dem begejstret i den store gårdmegafon, der var indkøbt af sidste års underskud.
Dyrene vidste ikke, hvad transparens betød, så de undrede sig, når de så de tykke mørklægningsgardiner i den nybyggede gårdadministrationssal blive trukket fra. Nysgerrige dyr flokkedes på ydersiden af administrationssalens armerede plexiglasvinduer. De fleste dyr havde aldrig set deres centerlederdyr, for der var nu gået flere år, siden et centerlederdyr sidst havde vist sig i en stald eller hønsegård.
Gennem glasset kunne dyrene nu se mad og drikkevarer blive båret ind i gårdadministrationssalen. Indenfor sad de kloge direktører, de hjælpsomme stabsfolk og de stræbsomme centerlederdyr og spiste og drak. Måske talte de også, for indimellem bevægede de læberne uden at have puttet mad i munden først, men dyrene kunne intet høre gennem det tykke glas. Mange dyr mistede snart interessen og gik tilbage deres gøremål, men de ældste dyr, dem der fortsat huskede tiden, før centrene blev indført, blev stående med vidt åbne øjne og trynen mod det armerede plexiglas. Noget var sket med centerlederdyrene! Fåret lignede ikke længere et får, grisen lignede ikke længere en gris, og hønen lignede slet ikke en høne. Forundret kiggede de på centerlederdyrene og over på direktørerne og stabsfolkene - fra dyr til menneske og fra menneske til dyr og tilbage igen. De kunne ikke længere se en forskel!
