Jeg kender ikke de præcise omstændigheder omkring den voldsomme situation på Slagelse Sygehus. Men inden debatten fører til forskansning af sygehusansatte bag skudsikre glas, er der grund til at tage et helikopterblik på situationens sandsynlige årsager.
Man kan altid læse det – mellem linjerne – når der har været etniske minoriteter involveret i en sag, der fanger pressens interesse. En behændig måde at udelade det, der dermed bliver åbenlyst: der mangler netop de detaljer, der gør historien forståelig, og som giver historien en kontekst, der forklarer og beroliger læseren.
Tværkulturelle konflikter skal ikke løses med knipler – heller ikke på sygehus. De skal løses gennem undervisning af personalet og lettere adgang til tolke.
Jeg kender ikke de præcise omstændigheder omkring den voldsomme situation på Slagelse Sygehus, som givet har været skræmmende for de ansatte og de pårørende, der åbenbart prøvede at dysse gemytterne ned. Men inden debatten fører til forskansning af sygehusansatte bag skudsikre glas og benhård retorik, er der grund til at tage et helikopterblik på situationens sandsynlige årsager.
Det blev dog hurtigt klart, at det centrale element i sagen var den sædvanlige konfliktcocktail, som flygtninge/indvandrere ofte løber ind i:
En svær, men stærkt værdiladet, situation i uvante omgivelser (døende familiemedlem på sygehus) og
kommunikationsbrist og misforståelser, der ikke kunne afklares (manglende tolk og beskedne kulturelle kompetencer).
Da Odense Universitetshospital i 2011 modtog libyske krigsflygtninge til operation og rehabilitering, var der optræk til konflikter mellem personalet og patienterne på grund af en lignende cocktail. Situationen blev dog hurtigt løst ved:
Liberal anvendelse af tolke
tale med patienterne om deres behov (sprog, mad, socialt samvær)
samtaler med arabisktalende psykolog (psykiske traumer) og
omorganisering af sengestuer (kohorteisolation i stedet for individuel isolation).
Faktaboks
Sagen var, at de krigsskadede flygtninge havde flere skjulte traumer end de fysiske, og samtidig havde de helt basale behov for at kunne være sammen med andre arabisktalende. De var blevet skræmt af de uhyggelige beskyttelsesdragter og den fremmede mad, og stressniveauet eskalerede, fordi de ikke kunne forklare personalet, hvordan de havde det. Tolken købte hver dag falafel til patienterne og lyttede til deres lange historier, og så var der ro.
Hver gang vi modtager en patient i Indvandrermedicinsk Klinik, så tænker vi: ”Hvad er den anden historie? – Hvorfor er denne patient blevet misforstået?”. Oftest er det en kombination af, at der ikke anvendes tolk til de vanskelige samtaler, og at ingen har forsøgt at tale med patienterne om deres liv, og hvad deres bekymringer egentlig går ud på. Sådan er det også med de historier, der kommer i medierne, hvor det er tydeligt, at der er nogle med brune øjne involveret, men det står der ikke, og vi får ikke den information, der forklarer, hvad der er foregået. Dermed får de brune øjne en unødvendigt kompliceret kulturel ekstra betydning, som er uberettiget.
Politiet var kryptisk og tilbageholdende med informationer om situationen i Slagelse forleden, men sagde dog alligevel, at ”vi ved ikke, om der er sket en misforståelse eller brist i kommunikationen”. Det politiet siger, er, at de ikke ved, hvad det er de ikke ved – igen fordi der er kommunikationsbrist – men at de nok mistænker, at situationen eskalerede, fordi noget blev sagt forkert og blev misforstået. Flere pårørende prøvede faktisk at hjælpe politiet med at dæmpe gemytterne. Men når først konflikttrappen er besteget, og sprogbarrieren fastholdes, så bliver det kompliceret.
Som situationen med de libyske krigsofre lærte os, så er der behov for et generelt løft i sundhedsansattes tværkulturelle kompetencer, herunder tværkulturel kommunikation, for at undgå, at konflikter opstår på grund af banale misforståelser, der kunne være løst med lidt snilde og en tolk. Det betyder så også, at tolke skal være tilgængelige i akutte situationer. Det kan lægeambulancerne tale med om. De er ofte nødt til at indlægge patienter, hvis de ikke kan forstå, hvad der er problemet, så de er også interesserede i et nationalt tolkebureau med dygtige tolke, der er tilgængelige døgnet rundt. Tværkulturelle konflikter skal ikke løses med knipler – heller ikke på sygehus. De skal løses gennem undervisning af personalet og lettere adgang til tolke. Afdelingsspecifik monitorering af patienters og pårørendes stress-”temperatur” ser ud til også at være et vigtigt element i konfliktforebyggelse. Sorg og tab skal forstås og ses i en kompleks kulturel sammenhæng, og det må det danske sundhedsvæsen tage til sig i en globaliseret verden.
Men den tidligere humanitære supermagt Danmark har det lidt svært i den globaliserede verden. Professor Allan Krasnik påpeger i debatindlæg i Politiken i dag, at Danmark ikke var repræsenteret ved en nylig stor WHO konference om flygtninges helbred og deres sundhedstilbud i Europa – de danske stole var gabende tomme. Der er meget, der kan gøres bedre i Danmark, før vi igen trækker kniplerne på sygehus.
