BLOG - Morten Sodemann: Burde læger boykotte Justitsministeriet?

I ansøgninger om humanitær opholdstilladelse på baggrund af alvorlig(e) sygdom(me) anbefales ansøgeren at vedlægge en lægeerklæring. I lov om humanitær opholdstilladelse fremgår det, at lægeoplysninger ”lægges uprøvet til grund” for Justitsministeriets (JM) afgørelse.

Efter at vi i Indvandrermedicinsk klinik (IMK) var blevet præsenteret for aktindsigter for 25 patienters ansøgninger, blev det klart, at JM’s fortolkning af ”uprøvet” lå meget langt fra Ordbog over det Danske Sprogs simple forklaring: ”som endnu ikke er prøvet”. IMK beskrev en række af disse sager i en rapport, der gav en vis genklang, herunder en lukket høring i Folketinget: Justitsministeriets brug af lægelige oplysninger i sager om humanitært ophold i Danmark.

Rapporten viser, at JM aktivt prøver at ændre lægers ordinationer, diagnoser og medicindosis, så et afslag på humanitært ophold kan retfærdiggøres. JM prøver endda at så tvivl om lægers dømmekraft ved at stille de samme spørgsmål flere gange. Lægers vurderinger opfattes som partsindlæg, hvis der anlægges en helhedsvurdering, og hvad de lægelige oplysninger skal bruges til i sagen, er alene JMs afgørelse – der er ingen læger involveret i, hvordan lægelige oplysninger skal indgå i sagen.

Måske anvender JM den alternative betydning af uprøvet: ”ikke særlig erfaren” om lægernes erklæringer?

Rapporten fra IMK har dog ikke virket – vi præsenteres ugentlig for patientsager, hvor JM tilsidesætter lægelige vurderinger til fordel for en juridisk vurdering. Patienter i respirator sendes til områder uden strøm, hjerteklapopererede i blodfortyndende behandling sendes til krigshærgede områder uden læger eller laboratorier, og patienter bliver bedt om selv at importere medicin til lande, hvor JM har oplysninger om, at medicinen findes. JM har desuden en livsfarligt upræcis forståelse af, hvad det vil sige, at behandlingen i hjemlandet ikke skal være fuldt på højde med behandlingen i Danmark, som der står i loven. For JM betyder det, at en hvilken som helst behandling uanset type eller kvalitet er god nok.

Det er op til ansøgeren (patienten) selv at få fat i en lægerklæring. Problemet, er at patienterne ofte har flere sygdomme, har set mange læger og har været både på sygehus og hos privatpraktiserende læger. Patienterne skal selv forsøge at overtale lægen til at skrive en erklæring – det kan være svært nok – og ofte stopper de, når de endelig har fået én erklæring, dels fordi de tror, at alle læger er ekspert i alt, dels fordi det er svært at overtale læger til at bruge deres tid på det, dels fordi læger tager sig betalt for ulejligheden.

Så de fleste patienter nøjes med en ikke særligt omfattende (og meget udetaljeret) erklæring fra en psykiater eller en praktiserende læge. De fleste sygdomme er derfor ikke beskrevet eller nævnes i en bisætning i erklæringen. Patientens samlede fysiske og psykiske helbred er derfor ikke en del af sagsgrundlaget – kun udvalgte områder. JM er ikke forpligtet til at sikre, at sagen er fuldt belyst – det påhviler faktisk patienten selv. Det siger sig selv for de fleste læger, at det dermed giver et ufuldstændigt og vilkårligt billede af patientens situation. At de fleste patienter knap kender alle deres sygdomme, ofte lider af hukommelsesbesvær pga PTSD og ikke mestrer det danske sprog, gør kun sagen endnu mere speget.

JM bruger de lægeoplysninger, der støtter en afvisning, og ser bort fra andre oplysninger og kerer sig ikke om, at patientens helbred er meget sparsomt belyst. Lægeerklæringen fra én, ofte tilfældig, læge anvendes derfor til at sanktionere, hvad der i virkeligheden ender med at blive til en 100% juridisk afgørelse – inkl. af hvad der er lægeligt brugbart for afgørelsen.

Læger, der har været igennem disse forløb, tør ikke udtale sig af frygt for, at der sås tvivl om deres objektivitet, men vi har haft kontakt med flere af dem, som beskriver svært intimiderende forløb, hvor deres faglighed beklikkes af jurister. Lægerne ender med at give op og svarer det, JM vil have, eller de stopper helt med at svare, så sagens fald dermed bliver ”lægens skyld”, fordi lægen ikke vil svare på JMs spørgsmål længere.

Jeg mener derfor, at Lægeforeningen burde overveje at boykotte disse lægeerklæringer, indtil der er en klarere procedure omkring den lægefaglige forståelse i den juridiske behandling af lægeoplysninger, og indtil JM tager hånd om den vilkårlige forskelsbehandling, som ansøgere oplever.

Begrundelserne for at overveje en boykot kunne være:

1) Læger, og indholdet af deres erklæringer, behandles useriøst og uansvarligt. Det virker som en hån og er demotiverende for de læger, der bruger tid og energi på disse komplicerede erklæringer.

2) Sagsbehandlingen er i praksis i strid med loven, da lægeoplysninger selekteres og fortolkes af JM.

3) JM tager i realiteten læger som gidsler i tvivlsomme afgørelser omhandlende alvorligt syge patienter, der fra et lægeligt synspunkt får forkortet deres liv væsentligt (10-20 år), hvis de sendes tilbage.

4) Der findes ikke mange læger, der reelt er dygtige nok til disse meget komplicerede lægeerklæringer - JM har ansvaret for, at JM dermed introducerer en forskelsbehandling, som er juridisk meget betænkelig.

5) Der er ingen mekanisme, der sørger for, at ALLE patientens sygdomme er ordentligt belyst - det er tilfældigt og op til patienterne selv at få fat i alle de specialister, de har været i kontakt med - ikke JM's problem. I det moderne højt specialiserede sundhedsvæsen er læger typisk kun eksperter på ét meget snævert område.

6) De lægelige oplysninger har stort set ingen betydning for sagerne alligevel – de medfører kun falske forhåbninger, mistillid og demoralisering blandt læger og ansøgere.

7) Det skal være en undtagelse, at der tildeles humanitær opholdstilladelse, står der i loven. Dermed er der også lagt op til, at sagen skal være 100% velbelyst på alle fagområder, ikke alene det juridiske. Læger bør ikke medvirke til afgørelser i sager, der ikke er 100% oplyste.

Mit forslag er derfor til Lægeforeningen, at indtil området er mere transparent reguleret, må politikere og JM fremover selv tage ansvaret for de tvivlsomme afgørelser på forkert/ubelyst grundlag - læger burde derfor ikke længere medvirke til en sanktionering af JMs urimelige, lemfældige og uretfærdige behandling af lægeerklæringer til støtte for humanitær opholdstilladelse.

Der arbejdes p.t. på en opfølgende rapport til den første rapport fra IMK om JMs håndtering af lægeoplysninger med helt nye cases. Indtil da anbefales Lægeforeningen at overveje, hvordan foreningen vil bidrage til at genskabe tilliden mellem JM og lægerne, der skriver erklæringerne. Patienterne, der blev sendt hjem, svigtede vi med tynd og vilkårlig sagsbehandling, men dem hører vi nok ikke mere til.