Rapporten viser, at JM aktivt prøver at ændre lægers ordinationer, diagnoser og medicindosis, så et afslag på humanitært ophold kan retfærdiggøres. JM prøver endda at så tvivl om lægers dømmekraft ved at stille de samme spørgsmål flere gange. Lægers vurderinger opfattes som partsindlæg, hvis der anlægges en helhedsvurdering, og hvad de lægelige oplysninger skal bruges til i sagen, er alene JMs afgørelse – der er ingen læger involveret i, hvordan lægelige oplysninger skal indgå i sagen.
Måske anvender JM den alternative betydning af uprøvet: ”ikke særlig erfaren” om lægernes erklæringer?
Rapporten fra IMK har dog ikke virket – vi præsenteres ugentlig for patientsager, hvor JM tilsidesætter lægelige vurderinger til fordel for en juridisk vurdering. Patienter i respirator sendes til områder uden strøm, hjerteklapopererede i blodfortyndende behandling sendes til krigshærgede områder uden læger eller laboratorier, og patienter bliver bedt om selv at importere medicin til lande, hvor JM har oplysninger om, at medicinen findes. JM har desuden en livsfarligt upræcis forståelse af, hvad det vil sige, at behandlingen i hjemlandet ikke skal være fuldt på højde med behandlingen i Danmark, som der står i loven. For JM betyder det, at en hvilken som helst behandling uanset type eller kvalitet er god nok.
Det er op til ansøgeren (patienten) selv at få fat i en lægerklæring. Problemet, er at patienterne ofte har flere sygdomme, har set mange læger og har været både på sygehus og hos privatpraktiserende læger. Patienterne skal selv forsøge at overtale lægen til at skrive en erklæring – det kan være svært nok – og ofte stopper de, når de endelig har fået én erklæring, dels fordi de tror, at alle læger er ekspert i alt, dels fordi det er svært at overtale læger til at bruge deres tid på det, dels fordi læger tager sig betalt for ulejligheden.
Så de fleste patienter nøjes med en ikke særligt omfattende (og meget udetaljeret) erklæring fra en psykiater eller en praktiserende læge. De fleste sygdomme er derfor ikke beskrevet eller nævnes i en bisætning i erklæringen. Patientens samlede fysiske og psykiske helbred er derfor ikke en del af sagsgrundlaget – kun udvalgte områder. JM er ikke forpligtet til at sikre, at sagen er fuldt belyst – det påhviler faktisk patienten selv. Det siger sig selv for de fleste læger, at det dermed giver et ufuldstændigt og vilkårligt billede af patientens situation. At de fleste patienter knap kender alle deres sygdomme, ofte lider af hukommelsesbesvær pga PTSD og ikke mestrer det danske sprog, gør kun sagen endnu mere speget.
JM bruger de lægeoplysninger, der støtter en afvisning, og ser bort fra andre oplysninger og kerer sig ikke om, at patientens helbred er meget sparsomt belyst. Lægeerklæringen fra én, ofte tilfældig, læge anvendes derfor til at sanktionere, hvad der i virkeligheden ender med at blive til en 100% juridisk afgørelse – inkl. af hvad der er lægeligt brugbart for afgørelsen.
Læger, der har været igennem disse forløb, tør ikke udtale sig af frygt for, at der sås tvivl om deres objektivitet, men vi har haft kontakt med flere af dem, som beskriver svært intimiderende forløb, hvor deres faglighed beklikkes af jurister. Lægerne ender med at give op og svarer det, JM vil have, eller de stopper helt med at svare, så sagens fald dermed bliver ”lægens skyld”, fordi lægen ikke vil svare på JMs spørgsmål længere.