Ekspertjæger og venstrepolitiker Karsten Lauritzen nedlagde undertegnede for åben mikrofon 8. august bl.a. med ordene: ”Jeg mener mere, det er et politisk indspark til debatten, han er kommet med - med en lægefaglig kasket på”. Bang du er død og skal ligge stille. Men det er møgkedeligt at lege død forsker – jeg rejser mig lige igen.
Eksperter og politikere jager ofte hinanden i grænselandet mellem, hvad der er rigtigt, og hvad der er muligt. Enkelte politikere har desværre udviklet ekspertitis med ekspertforstoppelse. Senest har ekspertjæger og venstrepolitiker Karsten Lauritzen (KL) været på færde. Undertegnede blev i al ubemærkethed nedlagt for åben mikrofon af KL i DR P1 Orientering 8. august med ordene: ”Jeg må sige jeg har helt ærligt ikke meget til overs for den pågældende professor. Jeg har set på den forskning, han har lavet på det her område, og det vil ikke holde ret langt. Jeg mener, mere det er et politisk indspark til debatten, han er kommet med - med en lægefaglig kasket på ”. Bang du er død og skal ligge stille.
Karsten Lauritzen er en ulv i fåreklæder i videnssamfundet, når han under dække af at ville forbedre folkestyret i virkeligheden har som strategi at stække den informerede beslutningsproces ved at liste eksperter helt ud af processen.
Jeg ved ikke, om jeg skal være beæret eller bekymret. Højtstående forskerkolleger har kaldt KL’s omtale for injurierende bemærkninger. Fair nok, stikker man måsen frem, risikerer man at få målt temperaturen. Jeg kunne have lagt mig ned og spillet død forsker, men der er ikke tale om en hvilken som helst rapport, desuden er KL retsordfører, og KL’s kritik stikker et spadestik dybere, end man umiddelbart skulle tro. Forskellen på en politiker og en forsker er, at forskerens troværdighed bæres af fakta og transparente analyser af data og observationer. Den forskningsrapport, KL omtaler, dokumenterer på basis af mere end 900 patienter, eksemplificeret ved 13 eksempler, at lægeoplysninger ignoreres og behandles stedmoderligt af Justitsministeriet i sager om humanitære og andre opholdstilladelser. KL diskvalificerer med en henkastet bemærkning en omfattende undersøgelse af en praksis, der har dybe menneskelige konsekvenser. KL er en lille smule undskyldt, for det kan være svært at overskue de meget komplicerede lægelige forhold, der beskrives i rapporten (det synes i hvert fald justitsministeriets jurister).
Men der er imidlertid én skærpende omstændighed i KL’s tilfælde, der får mig til at vælge at være konstruktivt fornærmet på vegne af mine forskerkolleger: det er ikke første gang, karakterseriemorderen huserer i Danmark. KL startede faktisk sin forbryderkarriere i en ung alder, da han debuterede med sit første forsøg på et karaktermord, da han kaldte Anders Fogh Rasmussen en tøsedreng, der iflg. KL ikke engang turde føre sin egen politik ud i verden. Sporene efter dét mord blev dog hurtigt dækket af Claus Hjort Frederiksen. KL skulle nok have konsulteret en ekspert, inden han udtalte sig om Anders Foghs beslutningskraft, for er der nogen, der har ryddet op i eksperternes rækker, så må det være Anders Fogh, der fjernede alt, hvad der fandtes af ekspertråd og nævn.
KL kastede sig ud i et større karaktermord i 2010, hvor han eksperimenterede med en miskreditering af hele Institut for Menneskerettigheder (IMF). Men det var for stor en mundfuld for KL, der havde overset, at han faktisk selv sad i bestyrelsen for instituttet. Efter en mail fra formanden om bestyrelsesmedlemmers loyalitetsansvar trak KL sig. Flere var bekymrede over, hvor farligt det i virkeligheden var, at KL ville begrænse, hvilke politiske emner, IMF måtte tage op. En bekymring, som bla. formanden for Dansk Journalistforbund beskrev i sit indlæg Farlig debat om menneskerettigheder.
KL havde betydeligt bedre held med sit næste (kollektive) karaktermord, der skete i juni 2011, hvor flere navngivne forskere blev anklaget for uvederhæftighed og lemfældig omgang med rækkevidden af deres professortitler: Eksperter et demokratisk problem. Karakterseriemorderens hærgen blev for meget for en lektor i jura fra Syddansk Universitet, der direkte frabad sig de mange karaktermord som blev udført midt i mediernes rampelys.
KL fremkommer i forbindelse med sit angreb bl.a. med et krav om, at eksperter skal deklarere deres politiske tilhørsforhold, hvis de vil tages alvorligt (af politikerne, forstås). Det skal nok styrke eksperternes lyst til at deltage med faglige faktuelle input i det offentlige rum. Hvem, der skal bestemme, om eksperter er eksperter, og om der er tale om videnskab eller politik, besvares ikke, men det er i hvert fald ikke eksperterne. KL skriver nemlig i sit blogindlæg i Jyllandsposten: Ekspertitis kan kureres , at eksperter må erkende, at der er en grænse for deres ekspertise. KL har senere præciseret, at han mente, der var brug for flere rigtige eksperter i medierne, igen underforstået at det er politikerne, der har evnen til at afgøre, hvem der er de rigtige, og hvem der er de forkerte. En evne til at skelne de rigtige fra forkerte som åbenbart rækker langt udenfor de vanlige politiske rammer.
Under foregivende af at ville folkestyret det bedste, planlægger KL helt at udrense eksperter fra Folketingsarbejdet, for politikere skal selv beslutte, som KL giver indtryk af i sin kronik i Berlingske Folkestyre eller ekspertvælde? I stedet vil KL ansætte politisk valgte embedsmænd, der i sagens natur er lettere at styre for politikerne.
Tilsyneladende har KL et alvorligt problem med at lytte til eksperter. KL var tilknyttet sit partis DANIDA-finansierede demokratiprojekt i Kenya, der imidlertid mest brugte pengene på politikerrejser, bla.for KL, og til danske konsulenter og eksperter. Men åbenbart lyttede de ikke til eksperterne, for projektets regnskab kunne ikke godkendes af DANIDA, og partiet undskyldte sig med, at det ikke vidste, hvad det gik i gang med. Samtidig har KL og hans parti tydeligvis svært ved at identificere de rigtige eksperter: de ønsker, at der kommer endnu mere konkurrence om bistandskronerne ved at lade erhvervsfolk få større indflydelse, selvom bistandseksperter frarådede at lade uvidende erhvervsfolk optræde som specialister på udviklingsstrategier.
KL er en ulv i fåreklæder i videnssamfundet, når han under dække af at ville forbedre folkestyret i virkeligheden har som strategi at stække den informerede beslutningsproces ved at liste eksperter helt ud af processen. KL’s berøringsangst overfor eksperter, professorer og andre vidensfolk er dels udtryk for en generel politisk dovenskab og et forfald til intellektuelle smutveje, dels en småborgerlig frygt for, at akademikere kan manipulere med fakta, uden man opdager det. Erfaringerne med politisk bestilte videnskabelige rapporter har været kraftigt kritiseret af Videnskabernes Selskab, der direkte kræver, at den politisk bestilte forskning skal fjernes fra universiteterne.
KL har selv ”.…gentagne gange oplevet, at både eksperter, jurister og professorer såvel som politikere kan tage fejl i deres vurderinger”. Det er nu videnskabeligt bevist, at eksperter skabes gennem hårdt arbejde og iver. Et tilsvarende studie af politikere mangler stadig, men der ser ud til at være solid evidens for én ting: politikere leverer færre fakta end eksperter, når de optræder i medierne. Men den slags studier bliver nok sjældne, hvis karaktermordene på eksperter fortsætter.
Faktaboks
”Klap i din ekspert!” er ikke holdbar politisk strategi i et vidensbaseret samfund. Hvis vi skal følge det råd, en vis professor fik af en politiker, efter at professoren havde blandet sig i den offentlige debat: ”hvis du vil diskutere politik, må du melde dig ind i et parti, ellers må du holde mund”, så må eksperter opgive deres akademiske platform og finde sig et parti. En anden mulighed er at snyde politikerne ved at udnævne dem alle sammen til professorer, så er vi alle lige og kan diskutere frit og uden fordomme. Jeg har tidligere skrevet om, at evidens og viden ikke ændrer noget i sig selv – det gør kun mennesker, der diskuterer med hinanden. Men det er nu sjovest og smartest, hvis vi alle sammen gør det, vi er bedst til og lidt til.
Der er oceaner af skrækindjagende eksempler på, hvad der sker, når politikere ignorerer eller selv fortolker eksperters råd og viden. Kun 10 % af beslutningstagere ville anvende ekspertviden og fakta, hvis de stred imod deres egen mavefornemmelse. Ny forskning viser, at der er data og faktuel ekspertviden nok, men at det svage led er politikernes beslutningsprocesser. Politikere og andre beslutningstagere skal være bedre til at analysere data og evidens, og forskere skal være bedre til at styrke og styre den viden, der anvendes i f.eks. politikeres beslutningsprocesser. Hvis politikere og forskere kommer for langt væk fra hinanden, risikerer vi, at vores holdninger og fordomme kommer til at bestemme, hvilke fakta vi vælger at bruge, og hvilke vi ”glemmer”, i stedet for at fakta bestemmer og former vores holdning. ”Viden er lige som underbukser. Det er praktisk at have, men man skal ikke nødvendigvis vise dem frem for den første den bedste”, sagde komikeren Zac Galifianakas, men det er desværre blevet et politisk mantra.
Kære KL: du kunne jo vælge dig den værdige mission at styrke politikeres beslutningsprocesser ved at være med til at sikre rammerne for en venlig veksel virkning mellem politikere og eksperter, i stedet for at skulle begå karaktermord hver gang, der er en lektor, der lufter lidt faktuel viden i det offentlige rum. Det er i hvert fald møgkedeligt at lege død forsker – jeg rejser mig lige igen.
