Skip to main content

BLOG - Morten Sodemann: Evidens 1: Evidens løser ikke problemer – det gør mennesker

Evidens er blot et redskab til at overbevise andre mennesker, om at du som forsker har ret . Det har intet at gøre med innovation, originalitet eller videnskabelige milepæle.

16. sep. 2013
6 min.

Evidens er blot et redskab til at overbevise andre mennesker, om at du som forsker har ret . Det har intet at gøre med innovation, originalitet eller videnskabelige milepæle.

Et nyt computersoftware er for øjeblikket ved at blive udviklet, som kan producere Cochrane reviews automatisk – så meget for evidens: det er kun en måde at organisere og præsentere resultater på. Softwaren kan gøre det på under 10 sekunder, mens det tager en forskergruppe 1,5 år at lave et review.

Forskere producerer for meget medievenlig rutineevidens og for lidt uventet viden.

Det er et grundlæggende problem, at vi ikke har gjort os klart, at der er to lag i forskning: et beskidt, uforudsigeligt lag hvor ideerne kommer fra, og så et pænt og ordentligt evidenslag, der forsøger at skille skidt fra snot i de mange ideer, der kommer fra det beskidte lag.

Mange vil slet ikke kendes ved det beskidte lag, især ikke forskningsfonde og videnskabelige tidsskriftredaktører.Men det er en stor fejl og medfører ofte, at de store kvantespring i erkendelse, der ryster og flytter vore grundlæggende hypoteser, forsinkes eller aldrig får gennemslagskraft.

Faktaboks

Fakta

Problemet er, at den forskning, vi hylder og finansierer i praksis, ikke bringer os ret meget videre. Den måde, evidens produceres på i dag, kan en robot gøre både bedre, mere sikkert og hurtigere: det handler om rutiner, stramme metoder, Randomiserede Kontrollerede Trials (RCT) og om retningslinjer for god klinisk praksis (GCP ).

Vi har glemt, at den reelle forskning; den, der leverer brændstof til evidensmotoren, skabes uden for laboratoriet, langt væk fra stram forskningsmetodologi, RCT, GCP etc. Forskning, der skaber nye veje, nye hypoteser og nye modsætninger er uforudsigelig og u-planlagt. Den opstår, når vi snubler over ”forkerte” resultater, uventede observationer, når vi observerer mærkelige mønstre, og når vi stiller de rigtige spørgsmål: når nu mit resultat er mærkeligt, hvad betyder det så for min teori?

Så måske skulle vi aktivt beskytte og nære de forskningsmiljøer, der producerer de resultater, som evidensforskningen lever af. Uden nysgerrighed, intet grundlag for evidens.

Et andet grundlæggende problem i diskussionen af evidens er, at der er en grundlæggende misforståelse af, hvad der skaber god videnskab, og hvordan det bliver til evidens.

Et hyppigt gengivet citat af uvis oprindelse, er: "anekdoter i flertal er ikke evidens", men i virkeligheden viser det sig, at det oprindelige citat faktisk var det stik modsatte: "anekdote i flertal er fakta".

Enhver videnskabelig opdagelse starter med en anekdote og så endnu en anekdote, og pludselig aner en forsker et mærkeligt mønster, mens han diskuterer anekdoterne på en café med den ven, der pudsigt nok kommer i tanke om en tredje anekdote. Og så har forskeren ideen til sit forskningsspørgsmål.

Desværre er det ikke en del af forskningsprocessen, der tiltrækker Nobelpriser eller grundforskningsmidler.

At det også handler om personlighed og stædighed vidner f.eks. historien om DNA strukturen om: Den første, der opdagede DNA dobbelt helix strukturen, fik aldrig æren for det, fordi han var en isoleret og lidt usympatisk type, der nødigt delte sin viden med andre, og som havde svært ved den megen modstand. De, der fik æren senere, var sympatiske og inkluderende og lidt stædige trods modstand i starten.

GCP og RCT studier synes at være ved at vinde finansieringsslaget over anekdoter. Vi tillader videnskabelige tidsskrifter og finansieringsorganer at vælge, hvad forskning er, og hvad det ikke er: hvis du finder noget, du ikke har planlagt, er det ikke er forskning.

Jamen hvorfor så lave forskning hvis det kun handler om at vise det, vi i forvejen ved?

Hvis du finder noget , der mangler en biologisk forklaring, er det ikke forskning. Jamen, hvad nu hvis den biologi, vi kender er mangelfuld…..eller helt forkert på nogle punkter. Er det så et legitimt argument, at et fund ikke er biologisk plausibelt?

Er det ikke en destruktiv videnskabelig holdning at insistere på, at det trods alt stadig begrænsede, indblik vi har i biologien, udgør det plausible, og alle fund, der modsiger eller ryster ved det, er utroværdige?

Hvem er det egentlig, man gør en tjeneste ved at fastholde, at der er en absolut sandhed om biologien, og at nye fund kun kan vurderes på denne skala? Tænk, hvis man på et konservativt biologisk grundlag afviser forskning, der f.eks. viser tegn på et hidtil ukendt immunologisk system, der måske kunne danne basis for nye måder at styrke immunsystemet på, eller som kan forklare og behandle de sygdomme, der formentlig har en inflammatorisk årsag eller komponent (senest nævnt i forbindelse med f.eks. Alzheimers sygdom).

Forskere har en tendens til at tænke, at deres job er afsluttet, når de har offentliggjort deres evidens i et papir. Evidens er den letteste del af forskning - at sælge din evidens er din rigtige opgave - forskerne er nødt til at indse det.

Forskere producerer for meget medievenlig rutineevidens og for lidt uventet viden.

I et systematisk review med titlen "Is everything we eat associated with cancer?" har man set på alle undersøgelser vedrørende fødevareingrediensers association med kræftrisiko. Reviewet kunne konstatere, at over 75% af ingredienserne havde været relateret til enten øget eller nedsat risiko for kræft. Størstedelen af undersøgelserne var faktisk metodologisk svage og ufyldestgørende og dermed ubrugelige.

Vi har trængt os selv op i en krog med stadig mere snæversynede forskningsspørgsmål, og man kan spørge sig selv, om forskere ikke er i et ekkorum, hvor vi gentager hinandens mantraer og laver den forskning, vi kan få finansieret, i stedet for at stille de nødvendige forskningsspørgsmål.

En af de ting, vi har lært om de globale epidemier i de seneste tre årtier, er, at det er helt afgørende, at man kender sin epidemi – det betyder: hvilke kræfter styrer epidemien? Det lærte vi på den hårde måde gennem HIV, fugleinfluenza og SARS.

Vi står nu i øjeblikket over for en helt ny og mærkelig epidemi – en epidemi af fravær - nemlig fraværet af stærk ny viden og evidens fra den offentlige debat og især fra politiske beslutninger.

Det er emnet for det kommende blog indlæg: Evidens 2: Den tredje kultur.