Der er noget hunde hamrende galt, var min første tanke: der sidder jo ingen for bordenden, når nye uddannelser bedømmes, der er jo ingen, der styrer – og så kom reklamen fra det tyske trafikministerium op af gemmerne.
Hvem er det lige, der bedømmer, hvem der er aftager? Hvem bestemmer, hvad relevans er? Og hvem bestemmer, hvad samfundet…..eller dets borgere har brug for?
Aftagere er typisk individuelle virksomheder og offentlige myndigheder/institutioner. Men de har hver især deres egen lille verden med deres egne små selvcentrede behov. Jamen, så må det være politikerne der har det store overblik? Nej, for de varetager det muliges kunst, ikke det nødvendiges kunst. Så må det da være akkrediteringsinstitutionen? Nej, for som dens rapport meget klart viser, så spørger akkrediteringsinstitutionen aftagerne – de enkelte aftagere føler sig ikke involverede og ikke hørt. Men hvem har valgt dem som talerør, og hvordan skal de enkelte aftagere være objektive talerør for andre aftageres interesser eller de samlede samfundsmæssige interesser?
Der er 117 kokke i processen omkring formulering og akkreditering af nye uddannelser. Alle er partshavere, men der er ikke én eneste institution, der varetager den samfundsmæssige interesse, og det kan gå hen at blive døden for et Danmark, som skal leve af sin viden og ikke mindst den måde, denne viden bruges på. Vi skal kunne kombinere viden og kombinere praksis på nye måder - rettet mod samlede samfundsmæssige interesser ud over enkelte aftageres specifikke behov.
At der findes mange uddannelser, som ikke har aftager X-faktor er tankevækkende, men akkrediteringsinstitutionens, mediernes og politikernes konklusion er lige så tankevækkende: det er universiteterne og deres vilde abstrakte uddannelsesideer, der har skylden.
Hvem siger, det er sådan? Akkrediteringsinstitutionen har jo ikke lavet et stykke forskning – de har bare spurgt aftagerne, men det siger intet om, hvilken vej årsagerne går.