Skip to main content

BLOG - Morten Sodemann: Hvem sidder egentlig for bordenden?

Der er 117 kokke i processen omkring formulering og akkreditering af nye uddannelser. Alle er partshavere, men der er ikke én eneste institution, der varetager den samfundsmæssige interesse, og det kan gå hen at blive døden for et Danmark, som skal leve af sin viden og ikke mindst den måde, denne viden bruges på.

11. mar. 2014
5 min.

For mange år siden var der en reklame fra det tyske trafikministerium på deres motorveje, der næsten fik en til at køre galt med sit eftertænksomme budskab: ”und wer färht?”, hvor en vildt udseende mand stirrer stresset og vredt på den forbikørende, mens han holder en sodavand i den ene hånd, en smøg i munden og mobilen i den anden hånd – en mand der tydeligt ikke har styr på bilen og har tankerne et helt andet sted og er irriteret over den nysgerrige medtrafikant, som måske ryster på hovedet.

Reklame fra det tyske trafikministerium.

Billedet dukkede op fra dunkle gemmer i min hukommelse for ikke så længe siden da Danmarks Akkrediteringsinstitution den 11. februar udgav sin rapport: ”Universitetsuddannelser udfordret på relevansen. Mangelfuld relevans og aftagerdialog på universitetsuddannelser – notat om massive udfordringer og gode løsninger”.

Kort sagt så dumpede halvdelen af universitetsuddannelserne, fordi de ikke havde (jord-) forbindelse til aftagerne – bedømt på om aftagerne fandt, at den enkelte uddannelse har arbejdsmarkedsrelevans.

Resultatet fik man at føle i medierne, hvor 117 aftagere og politikere stod i kø for at banke de, i deres øjne, latterlige universitetsuddannelser på plads. Ministre var ude med hurtige forslag og hånlige bemærkninger, og medierne gav et billede af luksusuddannelser med høj underholdningsværdi men uden samfundsmæssig anvendelighed.

Der er noget hunde hamrende galt, var min første tanke: der sidder jo ingen for bordenden, når nye uddannelser bedømmes, der er jo ingen, der styrer

Der er noget hunde hamrende galt, var min første tanke: der sidder jo ingen for bordenden, når nye uddannelser bedømmes, der er jo ingen, der styrer – og så kom reklamen fra det tyske trafikministerium op af gemmerne.

Hvem er det lige, der bedømmer, hvem der er aftager? Hvem bestemmer, hvad relevans er? Og hvem bestemmer, hvad samfundet…..eller dets borgere har brug for?

Aftagere er typisk individuelle virksomheder og offentlige myndigheder/institutioner. Men de har hver især deres egen lille verden med deres egne små selvcentrede behov. Jamen, så må det være politikerne der har det store overblik? Nej, for de varetager det muliges kunst, ikke det nødvendiges kunst. Så må det da være akkrediteringsinstitutionen? Nej, for som dens rapport meget klart viser, så spørger akkrediteringsinstitutionen aftagerne – de enkelte aftagere føler sig ikke involverede og ikke hørt. Men hvem har valgt dem som talerør, og hvordan skal de enkelte aftagere være objektive talerør for andre aftageres interesser eller de samlede samfundsmæssige interesser?

Der er 117 kokke i processen omkring formulering og akkreditering af nye uddannelser. Alle er partshavere, men der er ikke én eneste institution, der varetager den samfundsmæssige interesse, og det kan gå hen at blive døden for et Danmark, som skal leve af sin viden og ikke mindst den måde, denne viden bruges på. Vi skal kunne kombinere viden og kombinere praksis på nye måder - rettet mod samlede samfundsmæssige interesser ud over enkelte aftageres specifikke behov.

At der findes mange uddannelser, som ikke har aftager X-faktor er tankevækkende, men akkrediteringsinstitutionens, mediernes og politikernes konklusion er lige så tankevækkende: det er universiteterne og deres vilde abstrakte uddannelsesideer, der har skylden.

Hvem siger, det er sådan? Akkrediteringsinstitutionen har jo ikke lavet et stykke forskning – de har bare spurgt aftagerne, men det siger intet om, hvilken vej årsagerne går.

Faktaboks

Fakta

Måske er aftagerne ikke klar over deres egne eller kundernes/borgernes behov, eller de vil ikke betale for de behov, men hellere nogle andre behov. Måske universiteterne var forudseende, men finanskrisen har fjernet de funktioner, hvor uddannelserne havde en plads, eller måske har aftagerne skiftet strategi eller politik uden at gå i dialog med uddannelsesinstitutionerne.

Under alle omstændigheder så er resultatet, at en mangelfuld undersøgelse, der fik en overfladisk mediebehandling, har medført, at universiteterne er bange for at lave nye uddannelser. Der er ingen, der har siddet for bordenden og styret denne proces som repræsentant for samfundsinteresser.

Sammen med en tværfaglig gruppe af forskere er jeg p.t. ved at udforme forslag til en ny uddannelse, der skal udfylde en tom plads, der er opstået i social- og sundhedsvæsenet: forløbskoordination og sundhedsfremme blandt sårbare patienter og borgere. Uddannelsen vil have elementer af sundhedsviden, organisatorisk analyse, innovations evner, nye teknologier og sproglige kompetencer. Den er nødvendig fordi de sårbare borgere og patienter falder ud af de højtspecialiserede tilbud i sygehusvæsenet, i rehabilitering og opbygning af egen omsorg. Universitetet er bare blevet nervøst af al den snak om tåbelige kombinationsuddannelser. Men hvem taler de sårbare borgeres og patienters sag i universitetspolitik? Wer färht?

Som E.O. Wilson siger i sin bog The Social Conquest of Earth, så er der ikke sammenhæng mellem vores adfærd, behov og de institutioner, vi har opbygget: We are living in a star wars civilization with Stone Age emotions, medieval institutions and Godlike technology (http://www.amazon.com/Social-Conquest-Earth-Edward-Wilson/dp/0871403633).