Sygdomsforebyggelse blandt voksne er meningsløst. Sundhedskampagner virker strengt taget kun på dem, der alligevel er modtagelige for adfærdsændringer: de rige, kloge og højtuddannede.
It is easier to build strong children than to repair broken men (Frederick Douglass).
Forleden var der sundhedsdebat på Syddansk Universitet i forbindelse med Forskningens Døgn. Et panel med ni deltagere - forskere, politikere og en hospitalsdirektør - skulle sammen med publikum prøve at finde svar på spørgsmålet: hvem har ansvaret for sundheden?
Men dét, der kom til at præge debatten, var en diskussion af det individuelle ansvar kontra sundhedsvæsenets/politikernes rolle i sygdomsforebyggelse og behandling. Dét, der slog mig i løbet af debatten var, at vi altid automatisk tænker og taler om voksne, når vi taler om sygdomsforebyggelse og ansvar. Vi bruger al vores energi, tid og penge på at ændre på urokkelige voksne æsler, der er overvægtige, ryger og sidder stille dagen lang. Men de voksne er måske i virkeligheden et helt forkert fokus, hvis man ser på videnskaben. Sandsynligheden for at vi rammer rigtigt med vores kampagner er nemlig næsten nul. Og det er der flere grunde til.
Det er dybest set at slå på en død hest, når vi brænder sparsomme sundhedsressourcer af på at få 40-årige til at ændre adfærd, og resten bruger vi på at behandle de sygdomme, de pådrager sig, fordi de ikke hører efter.
Et stort nyt engelsk studie har netop vist, at sygdomsscreening for hjerte-kar sygdom hos personer over 40 år ikke kan betale sig – de finder ikke noget blandt dem, de undersøger. Kun hver femte af dem, der burde deltage, deltog, og det var de raske, der deltog. Sundhedskampagner virker strengt taget kun på dem, der alligevel er modtagelige for adfærdsændringer: de rige, kloge og højtuddannede. Resten klarer de sociale netværk, vi omgiver os med: vi holder op med at ryge, når vennerne gør, og vi løber en ironman, når vennerne gør, og vi er tykke og fede, når vennerne er det.
Grundlæggende stopper børns socialisering tilsyneladende længe inden, de når konfirmationsalderen (10-12 års alderen), og længe før de for alvor bestemmer, om det er smart at ryge. Socialisering er den måde, vi internaliserer sociale normer og adfærdsmønstre, risikovurdering, værdier og hvordan man lærer at indgå i sociale sammenhænge og hierarkier. Dvs. at alle de kompetencer vi bygger sundhedspædagogik på, er nedfældet i det enkelte menneskes (barns) runer, længe før de må køre på knallert, købe alkohol eller reproducere sig. Her rammer vi altså mindst 10-20 år ved siden af med vores sundhedskampagner.
Men den egentlige grund til, at vi rammer helt uden for skiven med sygdomsforebyggelse, er at voksnes risikoadfærd og beslutningsveje grundlægges tidligt i en balance mellem negative og positive oplevelser i barndommen. Der er siden 90’erne kommet flere og flere studier, der viser en uhyggelig sammenhæng mellem antallet af negative oplevelser hos børn og deres risiko for sygdom som voksen. De oplevelser, der er tale om er: vold, misbrug i hjemmet, en forælder i fængsel, en forælder død, en forælders selvmord, skilsmisse, incest eller svær sygdom hos en forælder. Jo flere ubehagelige oplevelser, jo større risiko er der som voksen for at pådrage sig en række af netop de sygdomme, vi gerne vil til forebygge: kroniske smerter, psykisk sygdom, depression, overvægt, rygerlunger, hjerte-kar sygdom, iv-misbrug, alkoholmisbrug, antal kønssygdomme, smitsom leverbetændelse, auto-immun sygdom, teenage graviditet, sene aborter og sågar skader på telomerer.
Faktaboks
Der er netop nedsat et nationalt prioriteringsråd for medicin og anden behandling. Selvom rådet ikke skal tage sig af forebyggelse, er der alligevel en grund til, at det ser på prioriteringerne i sygdomsforebyggelse. Kimen til usund adfærd og sygdomsrisiko lægges i barndommen. Så det er dybest set at slå på en død hest, når vi brænder sparsomme sundhedsressourcer af på at få 40-årige til at ændre adfærd, og resten bruger vi på at behandle de sygdomme, de pådrager sig, fordi de ikke hører efter.
Hvis vi nu stoppede med at slå på døde heste og lod være med at råbe til 50-årige døve æsler og i stedet brugte sundhedsmilliarderne på at skabe bedre rammer for børns opvækst uden vold, alkohol, overgreb og mistrivsel, så kan det være, vi fik noget for pengene.
Da min søn blev konfirmeret, sagde han, at vi godt kunne holde op med at opdrage ham – han havde lært i skolen at børn er socialiserede omkring 10-års alderen. Han havde nok mere ret, end han selv vidste dengang.
Desværre er der ingen, der er villige til at tage konsekvensen af evidensen. Vi slår stadig på voksne mennesker for at få dem til at rette op på sundhedskonsekvenserne af deres negative barndomsoplevelser. Vi føder guld, men ender med tungt, tungt bly, der ikke er til at flytte på.
Det er problematisk, at der ikke er en politisk vilje til kobling mellem børnetrivsel og voksensygdom. Voksensygdom forebygges gennem en sund barndom. Det er også problematisk, at der er så lidt tradition for at anlægge et life course perspektiv på voksensygdom i lægevidenskabelig forskning. For voksenlæger (og sundhedspolitikere) starter voksenlivet, når man får kørekort. Men for de fleste mennesker starter livet ved fødslen, og risikotaxameteret starter samtidig. Hvis vi ikke erkender, at børneliv tegner voksenlivet på godt og ondt, vil vi skulle bygge endnu flere blytunge supersygehuse end dem, vi allerede har på tegnebordet. Er det voksent?
