Det viste sig dog, at borgeren måske ikke var så anonym endda, for spørgsmålet var i første omgang fra en borger, der havde spurgt en - unavngiven - politiker i regionsrådet. Vedkommende borger havde, viste det sig senere, ledsaget sit anonyme spørgsmål med et dunkelt foto af en liste med afdelingsnavne. Billedet var taget i elevatoren på sygehuset og viste, hvilke afdelinger der lå på hver etage.
En borger var åbenbart faldet i staver over navnet, tog et billede af det og havde sendt det til en folkevalgt regionspolitiker. Så sad jeg der en sen søndag aften og undrede mig, ikke over hvorfor vi havde en indvandrermedicinsk klinik, men hvordan et simpelt spørgsmål kunne blive så komplekst.
Hvorfor kunne ejeren af sygehuset, regionsledelsen, der betaler min løn samt husleje, varme, håndsprit og driften af elevatoren til klinikken, ikke selv svare på, hvorfor de havde denne afdeling gemt på 6.sal som en hemmelig Harry Potter etage?
Men sådan er der så meget, man ikke forstår i det offentlige. (Da vi startede i 2008, kom der en folketingsdelegation forbi sygehuset på inspirationstur. Jeg blev bedt om at inspirere dem om den nystartede klinik, men den daværende sygehuschef introducerede mig for folketingsgruppen med ordene: ”Jeg ved ikke, hvad det er, de laver”).
Så slog det mig, at den anonyme borger tydeligvis havde befundet sig mindre end 6,5 m fra den mystiske klinik, da han tog billedet i elevatoren. Så hvorfor var den logiske beslutning for borgeren at ulejlige sig med at tage billedet, sende det til en unavngiven politiker, der sendte det til direktøren for det hele i regionen, der sendte det til en kaskade af embedsmænd i regionen, der sendte det til en ny kaskade af embedsmænd på sygehuset, for at spørgsmålet som allersidste led i fødekæden lander i min inbox søndag aften 4,5 km fra gerningsstedet?
Hvad får en anonym borger til, i stedet for at gå de 6,5 m til klinikken, hvor det søde personale kunne have givet et detaljeret og engageret svar på spørgsmålet, at starte en dyr og langsommelig embedsmandstung proces, hvor svaret med stor sandsynlighed vil være kort, tilslebet, poleret og kedeligt? Det får jeg heller aldrig svar på.
"Hvor kommer de patienter pludselig fra?"
Men ved nærmere eftertanke så peger præmissen for spørgsmålet, og regionens håndtering, på nogle grundlæggende problemer og uligheder i sundhedsvæsenet. Da vi startede klinikken, fik vi spørgsmålet: "Hvor kommer de patienter pludselig fra?". "De patienter var der ikke i går, nu kan de fylde en sygehusklinik?". "Hvorfor skal vi have sådan en klinik, når vi jo ikke har en klinik for fynboer?"
Det er et godt spørgsmål, som en MTV rapport imidlertid svarede på: Der er ulighed i sundhed for flygtninge/indvandrere, og det kan klinikken ændre på samtidig med, at den sparer penge. Hvor mange afdelinger i sundhedsvæsnet har egentlig vist, at de udligner ulighed OG sparer penge? MTV rapporten viste også, at 25% af de henviste patienter havde oversete sygdomme. Det er en temmelig høj fejlmargin.
Sygehusspecialer skal normalt ikke legitimere deres fortsatte eksistens. De findes, de ser patienter, og der er ingen, der stiller spørgsmål ved deres berettigelse. Men måske var det en idé, at afdelinger bliver bedt om at søge deres eget job hver 3. år?
Sygehuse var i deres oprindelse bemandet med sygehuslæger, der kunne det hele og lidt til. Så kom medicinere og kirurger til. Medicinere blev senere opdelt efter organer, og kirurgerne efter om var de bløde eller hårde. Nu har vi 25 subspecialer i kardiologi, og ortopæderne har et speciale for hvert led.
Vi tilpasser os virkeligheden, vore kompetencer udvikles og forfines, og patienterne ændrer sig også. Måske er det dén historiske forståelse, der ikke helt er bundfældet i det sundhedspolitiske miljø. Men vi stopper ikke ved subspecialer. Vi laver specialklinikker, når der er behov for det, og når en særlig gruppe patienter eller sygdomme er for svære at håndtere i det eksisterende system.
Mængder af "mærkelige" klinikker
Jeg fører en liste over ”mærkelige” klinikker i det offentlige sundhedsvæsen, som løbende opdateres. Jeg nævner i flæng klinikker på listen: ludomani, angst, bariatri, endokrine sygdomme hos børnecanceroverlevere, musikmedicin, adoptionsmedicin, rummedicin, dykkermedicin, knogleskørhed, misbrugte børn, ungdomsmedicin, naevusklinik, familieambulatorie, hensigtsmæssige patientforløb, faldklinik, sexologi, tidligt interventionsteam, sjældne sygdomme, palliation, smerteklinik etc.