Forleden blev jeg præsenteret for en utilsigtet hændelse (UTH), som imidlertid ikke blev anerkendt af de UTH-ansvarlige. En tolk havde misforstået en patient under en spinal anæstesi. Det ville under alle andre omstændigheder være en standard UTH – bare ikke her.
Regionernes forskelsbehandling har desværre den utilsigtede effekt, at den præger hele strukturen og på alle niveauer.
Forleden blev jeg præsenteret for en utilsigtet hændelse (UTH), der var blevet afvist af UTH-ansvarlige med den begrundelse, at det ikke var en UTH: En tolk havde misforstået en patient under en spinal anæstesi, så patienten faktisk havde smerter, men tolken forstod det, som om patienten ikke havde smerter.
Vi har eksempler på, at patienter er blevet opereret uden samtykke, fordi afdelingen ikke ville bestille tolk før dagen efter operationen.
Det ville under alle andre omstændigheder være en standard UTH – bare ikke her. Forklaringen fra de UTH ansvarlige var, at der jo var tale om en tolk – dvs. en person der ikke er ansat på sygehuset, men af en ekstern partner.
Der sker fejl i kommunikation hver dag, og de fejl, der opstår, forbliver udokumenterede, fordi det kræver tolk at dokumentere, hvis man har brune øjne, men ikke hvis man har blå øjne, hedder Hansen og taler dansk.
Med andre ord: tolkeproblemer må man leve med, og det opfattes - ukorrekt - som om, det ikke sundhedsvæsenets ”skyld”. Hvis firmaet, der leverer ilt til sygehuset kommer til at levere brint i stedet, er det så ikke sygehusets ansvar at opklare sammenhængen, når det hele eksploderer?
Det er en stiltiende beslutning, at sprogproblemer må vi bare acceptere, de giver godt nok mange fejl (1) , men det er ikke en rigtig UTH – det er bare et hændeligt uheld, fordi der er sprogproblemer. En konsekvens er f.eks., at de 30% af samtaler i sundhedsvæsenet (2), hvor ikke anvendes tolk, selvom der burde være tolkebistand, ikke kan anmeldes som patientfejl, selvom de medfører bivirkninger eller komplikationer.
Vi har eksempler på, at patienter er blevet opereret uden samtykke, fordi afdelingen ikke ville bestille tolk før dagen efter operationen. En sådan kynisme og faglig diskvalificering holdes i live af, at der ledelsesmæssigt er den samme holdning: man må acceptere, at flygtninge/indvandrere med sprogbarrierer får en anden behandling end andre danskere, og det er et vilkår, som både patienter og ansatte må indrette sig på.
Der er imidlertid bemærkelsesværdigt store forskelle mellem de europæiske lande i risikoen for, at etniske minoritetspatienter udsættes for patientfejl, men det er nærliggende at tro, at det skyldes forskelle i rapporteringsmuligheder og personalets syn på, hvad der udgør fejl i et tværkulturelt patientmøde. I Danmark er det næsten umuligt at anmelde en patientfejl, hvis man skal have tolkebistand til det, mens det i Holland og Sverige er nemmere.
Faktaboks
Der kan også være forskelle mellem landene i holdningen til lighed i sundhed i uddannelserne, og der er i nogle lande et reelt fokus på den usynlige forskelsbehandling, der sker pga. sprogbarrierer. Ulighed i sundhed har en stor historie i de sociale determinanter (uddannelse, økonomi og netværk), men der er også en lille historie i den ulighed, der skabes i hverdagen med klinisk afgørende beslutninger, der tages på et for lavt kompetenceniveau eller på et uinformeret grundlag af de ansatte i sundhedsvæsenet.
Det er de små hverdagsfejl, hvor man af praktiske hensyn, nogle gange af ligegyldighed og dovenskab, undlader at sikre, at patienten har forstået planen, fordi det kræver lidt ekstra tid – og altså nogle gange en tolk.
Men det er patienterne, der betaler prisen for, at en ansat ikke vil vente fem minutter på en tolk. Af og til er de små uligheder næsten usynlige, men der er mange af dem, og de giver fremmedsprogede patienter et besynderligt trist indblik i sygehuses kulturelle verdensbillede: Patienthoteller taler engelsk og tysk og flugtplanerne er oversat……til engelsk og tysk. Det betyder at patienthotellerne ikke må/vil(?) modtage patienter, der taler andre end disse sprog. Næppe en UTH, men kønt er det ikke, og det cementerer etniske minoritetspatienters opfattelse af, at der reelt er to sundhedsvæsener: et til de blåøjede ressourcestærke og et andet til de sårbare med eller uden brune øjne.
