Skip to main content

BLOG - Sif Kielgast: Repræsentantskabet sagde ja – hvad siger medlemmerne?

Et overbevisende flertal på næsten 70% (34 ud af 50) vedtog på PLOs repræsentantskabsmøde lørdag 22. marts at anbefale et ja til OK-14 forslaget. Et enstemmigt repræsentantskab vedtog herefter at sende forslaget til urafstemning blandt medlemmerne.

24. mar. 2014
6 min.

Et overbevisende flertal på næsten 70% (34 ud af 50) vedtog på PLOs repræsentantskabsmøde lørdag 22. marts at anbefale et ja til OK-14 forslaget. Et enstemmigt repræsentantskab vedtog herefter at sende forslaget til urafstemning blandt medlemmerne. Ved en urafstemning kan aftalen forkastes, hvis 60% stemmer imod repræsentantskabet, og hvis disse 60% udgør minimum 40% af de stemmeberettigede.

Forud for afstemningen foregik der en god debat om fordele og ulemper ved aftalen. Selvom de fleste nok havde besluttet sig inden mødet, gav enkelte af repræsentanterne udtryk for, at de havde været i tvivl ved mødets start, men at de nu var overbeviste om at et ja var vejen frem.

Vi har med notatet fra RLTN og Danske Regioner fået stadsfæstet, at en udsigt til en overskridelse af økonomirammen skal lede til drøftelser af, hvordan dette håndteres, og at løsningen kan indebære øget ramme og/eller indskrænkning af opgaver.

Der var to emner, som især blev debatteret.

Det ene var, hvorvidt vi ville miste aftaleretten, såfremt vi siger nej og ender med at skulle arbejde under dekret fra ministeren. Ingen, ej heller nej-sigerne, havde et realistisk bud på, hvordan dette ville kunne føre til bedre forhold end dem, der er i OK-14 aftalen.

Det blev fremført, at løftet om midler til kvalitetstiltag, akkreditering og efteruddannelse vil være på spil, hvis den foreliggende aftale bliver afvist. Fra nej-siden blev det fremført, at hvis vi siger ja til aftalen af frygt for at miste aftaleretten, er denne alligevel intet værd. Det mener jeg er lodret forkert: Man skal bare se på RLTN’s forhandlingsudspil og sammenligne dette med den foreliggende aftale. Forhandlingsudvalget har opnået betydelige forbedringer på flere fronter, bl.a. kan nævnes reguleringssatsen, som langt fra er en givet størrelse, udvidelse af rammen med henblik på, at der kommer flere gruppe-1 sikrede, regionernes finansiering af akkreditering udenfor vores egne praksis og medfinansiering af den del af akkrediteringem, vi selv udfører, midler til efteruddannelse og kvalitetsudvikling samt de 200 mio. kroner til decentrale tiltag. Alt sammen noget vi ikke havde fået, hvis vi ikke havde en forhandlingsret.

Det andet emne, og det der fyldte mest, var, hvordan man skulle forholde sig til et økonomiloft uden opgaveloft.

Nej-fløjen fremførte, at en rammeoverskridelse var næsten uundgåelig, især hvis de mange ambitioner om kvalitetsløft skulle føres ud i livet. En rammeoverskridelse vil føre til, at den reguleringssats, som er en af de mere positive ting ved aftalen, vil blive udhulet.

Ja-fløjen, ved formanden, Bruno Melgaard Jensen, påpegede, at økonomien ville blive tæt overvåget og at dette ville føre til drøftelser med RLTN om enten at øge rammen eller skære i opgaverne.

Et af argumenterne for at sige nej, har været et ønske om at definere et opgaveloft. Tue Flindt Møller argumenterede for at, såfremt vi arbejder under et dekret og ikke under an aftale, som vi har sagt ja til, kan vi med større ret tillade os at sige fra overfor opgavesivning.

Det har siden offentliggørelsen af aftalen været kritiseret, at RLTN og Danske Regioners hensigtserklæring vedrørende tiltag ved udsigt til overskridelse af rammen, var meget løst formuleret.

PLO har 2 dage før repræsentantskabsmødet opnået en skriftlig tilkendegivelse fra RLTN og Danske Regioner, hvori det anerkendes ”...at de fælles tiltag der skal drøftes, hvis der, i forbindelse med den kvartalsvise vurdering af udviklingen i økonomien sammenholdt med den økonomiske ramme, er udsigt til overskridelse af den forventede økonomi....også kan omfatte justeringer i opgavemængde og/eller justeringer af den økonomiske ramme.” Med dette dokument i hånden, stod ja-siden klart stærkere.

Hvordan kan det være, at jeg siger ja og derved accepterer en aftale med omsætningsloft uden opgaveloft?

Forklaringen skal findes i de overvejelser, som jeg har gjort mig i dette lange forløb:

Det er blevet meget klart, at regionerne har brug for et udgiftsloft, fordi de har et budgetansvar - det er forståeligt. Vi i PLO har som modsvar ønsket os et opgaveloft med klart definerede opgaver.

Overvej engang hvad dette vil betyde: Det vil betyde, at vi frasiger os kompetencen og retten til selv at være med til at definere vores fag. Det ville være et skridt på vejen til at ligestille os med lønmodtagere, der møder ind kl. 8, går hjem kl.16, udfører det arbejde, de bliver sat til og hæver deres faste hyre (her vil man formentlig lægge sig op af en afdelingslægeløn).

Vi, derimod, er selvstændige og må derfor være med til at byde ind på de opgaver, der udbydes. Sådan fungerer verden af i dag. Vi må tage et medansvar for at definere, hvilke tiltag der er nødvendige, og hvilke der ikke er det, for at nå målet: En primær sektor, som bidrager til at hæve danskernes sundhedstilstand, fysisk som mentalt og som arbejder aktivt på at modvirke den ulighed, som sociale forhold og geografiske forhold bevirker. Vi må indgå i en løbende aktiv og dynamisk dialog med Regionerne om dette. Vi må have modet til at flytte os for at følge med den udvikling, resten af samfundet gennemgår og til at stille krav til os selv. Som andre brancheforeninger, må vi udvikle standarder, som kunderne (Danske Regioner) kan forvente, at alle medlemmer lever op til, herunder kvalitet af behandling, service i forhold til tilgængelighed, samarbejde i forhold til andre sektorer og deling af data med henblik på forskning og fortsat udvikling.

Faktaboks

Fakta

Til gengæld må vi kræve anerkendelse af vores faglighed, opbakning til de tiltag, som måtte være nødvendige for at opnå det ønskede resultat til den ønskede pris. Netop anerkendelse og opbakning er noget af det, som mange af vores medlemmer har savnet de sidste par år. Det skyldes, at PLO i samme periode har ført en afvisende politik i forhold til det paradigmeskift, der er sket i resten af sundhedsvæsenet og i samfundet som sådan. Derved har vi isoleret os. Med OK-14 tager PLO nu handsken op og melder sig ind i kampen om at udbyde højt kvalificeret lægegerning i primærsektoren til en absolut konkurrencedygtig pris.

Vi har med notatet fra RLTN og Danske Regioner fået stadsfæstet, at en udsigt til en overskridelse af økonomirammen skal lede til drøftelser af, hvordan dette håndteres, og at løsningen kan indebære øget ramme og/eller indskrænkning af opgaver. Kommer vi til at stå i den situation, og oplever vi ikke, at RLTN lever op til deres løfter, kan vi med god ret sige fra, vi kan opsige aftalen og vi vil i den situation stå betydeligt stærkere i forhold til befolkningen end vi gør, hvis vi siger nej til OK-14 nu, udelukkende fordi vi ikke har tillid til, at Danske Regioner ikke lever op til de aftaler, de har indgået og det ansvar for primærsektoren, som de har.

Siger vi NEJ til OK-14, melder vi os ud igen og fortsætter kursen mod en almen praksis, som risikere at stå venneløs og på vej til at afvikle sig selv.

Stem ja og vær sammen med Bruno og repræsentantskabet med til at forankre almen praksis i et samarbejdende og dynamisk sundhedsvæsen, hvor vi får chancen for at vise vores faglige styrke og mulighed for at genvinde den respekt om vores fag, som vi alle har savnet