Forventningen til weekendens repræsentantskabsmøde var, at det ville blive en tæt gyser. Et flertal i bestyrelsen havde tilkendegivet, at de vil stemme nej til OK14. Overraskelsen var derfor stor, da det blev offentliggjort, at 2/3 af repræsentantskabet har stemt ja til aftalen.
Forventningen til weekendens repræsentantskabsmøde var, at det ville blive en tæt gyser. Et flertal i bestyrelsen havde tilkendegivet, at de vil stemme nej til OK14. På de 5 regionsmøder blev de kritiske spørgsmål til forhandlingsudvalget mødt med overbevisende klapsalver. Overraskelsen var derfor stor, da det blev offentliggjort, at 2/3 af repræsentantskabet har stemt ja til aftalen.
Det helt markante, der springer i øjnene er, at nejstemmerne overvejende kommer fra region Nord og Sjælland, hvor man vil blive absolut hårdest ramt af aftalens konsekvenser. Disse regioner har - til trods for deres meget travle hverdag, med alt for mange tilmeldte patienter, mange tunge sociale problemer og kronisk syge - ikke været dem, der har hævet mest på fælleskontoen de sidste år.
Helt galt vil det være, hvis afstemningen giver flertal for et nej, men lige nøjagtig ikke de 60%, der skal til for at forkaste repræsentanternes valg
Økonomien synes at være forsvundet ned i de velorganiserede store praksiser i hovedstaden. I de tunge områder kan man ikke "holde igen" på konsultationer og kronikeromsorg, fordi den omsorg, der leveres, allerede er helt basal.
Yderkanten er ikke forkælet med 300 speciallæger og 5 sygehuse i gåafstand, der kan henvises til. 125% grænsen kan man derfor kun med nød og næppe holde sig under.
Her er samtaleterapi noget, der tilbydes til svært psykisk syge. Her er decentrale aftaler noget, man kun kan drømme om, fordi man på forhånd ved, kommunen er bankerot og ikke har råd til den slags, og lægen i praksis har i øvrigt ikke tid til at løbe efter den lille gevinst.
I de regioner kan man blot se til, at der holdes en struktureret kronikerfest i hovedstæderne. At dem, der lige nu sidder på flæsket, er dem der fortsat vil sidde på flæsket. Den minoritetsbeskyttelse, man i yderkanten kunne have håbet på at få ved at stå sammen i en forening, udeblev. Solidariteten hos repræsentanterne strækker sig ikke længere, end til at enhver er sig selv nærmest.
Samme gør sig gældende for sololægernes vedkommende. Der er ingen hjælp at hente fra PLO. De ved, at sololægerne reelt trækker mindre på fælleskontoen men faktisk leverer den bedste ressourceudnyttelse og den bedste patienttilfredshed. De ved, at akkrediteringen vil ramme skævt til storpraksis' fordel. De ved, at sololægerne har mindre tid til at løbe efter de decentrale aftaler.
De store stærke lægehuse med en høj struktureret omsætning i de stærke, rige kommuner, er dem, der ubetinget vil kunne klare sig bedst med denne aftale.
Hvis denne aftale skal fungere, skal vi imidlertid alle udvise solidaritet med økonomiloftet. Ingen må øge aktiviteten på hverken almindelige konsultationer eller kronikeromsorg. Men hvordan klinger det i ørerne, at PLO beder om solidaritet med økonomiloftet hos yderkanten og solopraksis? Hvordan hænger det sammen med det kvalitetsløft og den øgede lighed i sundhed, aftalen skulle være garant for?
Har vi overhovedet brug for PLO fremover, hvis denne aftale stemmes hjem? Hvis PLO ikke vil yde mindretalsbeskyttelse - mod ekspropriation, mod økonomisk og social skævvridning, mod forhandlings afsvækkelse - og har tænkt sig, at den primære økonomi i almen praksis fremover skal ske i en intern kamp på regionalt forhandlet niveau, ja måske helt ned på praksisniveau, skal vi så ikke bare erkende, at vi ikke længere har brug for en central forening? Enhver må klare sig selv. Den stærkeste vil vinde.
Jeg har tænkt mig at blive stærk. Jeg er allerede gået igang med et kæmpe kvalitetsløft på min kronikeromsorg. RLTN skal ikke kunne sætte en finger på den dokumenterede kvalitet, der kommer til at flyde ud af min praksis til mine patienter med kroniske lidelser. Det har en pris. Jeg kommer til at hæve ca 40% mere på fælleskontoen. Det bliver surt for alle jer andre, men ikke mere surt end det er for mig at se på, at min forening favoriserer dem, der allerede har en fest og vender ryggen til dem, der har problemerne og dem, der er en del af løsningen.
Der er heller ikke meget brug for et PLO, som 6 måneder før forhandlingsfristen udløber, meddeler til de menige medlemmer, at de ikke mener, der er mere at forhandle om. De er valgt til at kæmpe for medlemmerne. Det forventes, at man kæmper til det sidste. Nu vælger man at give op til trods for bestyrelsens udmelding.
Det eneste, repræsentantsskabet nu skal krydse fingre for, er at de enten har ramt helt plet med deres meningstilkendegivelse eller helt forkert. Hvis mere end 10% af medlemmerne i Syd, eller 20% af medlemmerne i Hovedstaden stemmer nej, så er repræsentanterne helt ude af trit med deres bagland. Helt galt vil det være, hvis afstemningen giver flertal for et nej, men lige nøjagtig ikke de 60%, der skal til for at forkaste repræsentanternes valg.
Faktaboks
Så har PLO spillet fallit. Medlemmerne vil have sagt nej, men aftalen vil gå igennem. Et drømmescenarie for RLTN, der så vil vide, at deres strategi med at svække PLO vil være lykkedes maksimalt. Ikke engang et flertal blandt medlemmerne vil være nok til, at PLO vil kræve en genforhandling på et således styrket mandat.
PLO har pligt til at repræsentere medlemmerne fra hele Danmark, ikke kun hovedstæderne. PLO har pligt til at repræsenterer alle praksisformer, ikke kun stopraksisdrift. PLO har pligt til at kæmpe for bevarelsen af vores forhandlingsstyrke ved at holde centrale aftaler indenfor en uopsigelig ramme og forhandle dem færdigt centralt.
Det er PLOs pligt at gå tilbage og efterlyse en bedre løsning, hvis et flertal tilkendegiver et nej til aftalen. Det nærmer sig hykleri at stille sig op 6 måneder før forhandlingsfristen og sige, at vi ikke får mere ved at stå sammen og sige nej.
Det er usolidarisk på forhånd at ofre hele regioner, blot fordi man frygter for tab af egne interesser, eller fordi man ikke tror, det vil nytte noget. Hvornår i historien har solidaritet vist sig unyttigt? Hvad skal man stå i en forening for, hvis ikke den netop kan stå sammen og kæmpe?
