Og så kommer vi det næste problem: repræsenterer repræsentanterne medlemmernes politiske holdning? Jeg ved ikke, om det var tilfældet d. 29/6. Repræsentanter er – ideelt set – valgt på nogle holdninger, som kandidaterne fremlagde på valgtidspunktet. Repræsentanter forventes forud for afstemningen d. 29/6 at have ”stukket fingeren i jorden”, men skal i det afgørende øjeblik stemme efter egen overbevisning.
Jeg har tidligere i et enkelt pip i debatten givet udtryk for håb om, at de seneste måneders skændige ”forhandlingsforløb” har skabt en ”ny politisk bevidsthed” blandt "almindelige" (undskyld udtrykket) PLO-medlemmer. Hvis jeg har ret, vil en urafstemning være meningsfuld og give vore forhandlere et stærkt politisk mandat.
Jeg støtter fuldt ud den kritik, der har været fremført, mod at mange repræsentanter ikke – eller kun nødtvungent – har villet offentliggøre deres stemmeafgivelse d. 29/6. Det skal de selvfølgelig gøre. Eller endnu bedre: stemmeafgivelsen skal på mødet ikke være hemmelig, men skal kunne personidentificeres mhp. efterfølgende offentliggørelse og mulighed for debat.
Kravet om helt åbne møder er imidlertid problematisk, selv om jeg forstår analogien til f.eks. Folketinget. Risikoen ved åbne møder er, at debatten i (alt for) høj grad vil være tilpasset hensynet til ”ydre omstændigheder” (læs: presse og medier) og derved kommer til at mangle den spontanitet, ærlighed og intensitet, som tilhører den ægte demokratiske debat.
Til næstsidst: Der har fra visse sider været tilbøjelighed til at dæmonisere nejsigerne fra mødet d. 29/6 som forrædere og andre nedsættende skældsord, som end ikke Kaptajn Haddock ville turde tage i sin mund. Det er ikke i orden.
Vi må erkende, at afstemningen blev resultatet af forskellige politiske holdninger – ikke kun blandt gruppen af repræsentanter, men også i hver enkelt repræsentant. Repræsentantskabet var ikke opdelt i kun sorte og kun hvide.
Jeg er sikker på, at alle (både repræsentanter og alle os andre) har haft elementer af sort og hvidt i os – men altså i forskelligt forhold. Jeg er sikker på, at alle repræsentanter har gjort sig endog meget store og alvorlige overvejelser om situationen og de mulige meget alvorlige konsekvenser af både det ene og det andet afstemningsresultat.
Til sidst: Der hviler et meget stort ansvar på RLTNs forhandlere i de kommende måneder. PLO har nu valgt forhandlingsvejen, og jeg håber inderligt, at den ikke ender blindt. Hvis den hånd, som Bent Hansen har strakt frem, viser sig at være tom eller kun at indeholde pebernødder, er jeg sikker på, at ”ånden fra foråret 2013” kan genskabes.
En forsvarsposition oppe på barrikaderne vil ikke være nok – der skal satses mere offensivt, og det vil igen handle om ydernumre, som efter loven mod almen praksis er vores eneste tilbageblevne kampskridt, når alt andet er glippet. Det er derfor herligt at læse, at en stor gruppe af nyligt nedsatte, good-will-belastede unge kolleger er kampklare. Så mangler vi bare PLO – bestyrelse og repræsentantskab – er I kampklare?
Da jeg som nævnt ophører i almen praksis pr. 1. okt. i år, vil jeg stå på sidelinjen og heppe. Jeg ønsker jer alle først og fremmest gode forhandlinger – og ultimativt god kamp!
PS: Jeg er fortsat en indædt tilhænger af et solidarisk, skattefinansieret sundhedsvæsen – incl. almen praksis.
(Blogindlægget er desuden bragt i det seneste nyhedsbrev fra SPRAL - Selvstændigt Praktiserende Læger).