Skip to main content

Blumenfield M, Strain JJ. Psychosomatic Medicine

Praktiserende læge Marianne Rosendal E-mail: m.rosendal@dadlnet.dk

7. maj 2007
3 min.


Man er ikke i tvivl om, at denne bog er en lærebog, når man står med den i hånden - og dårligt kan løfte den. Bogen vejer 2,5 kg, men den kan alligevel let medbringes, da den fulde version samtidig foreligger elektronisk på en medfølgende dvd. Bogen er en nyskabelse. Den er den første amerikanske lærebog i psykosomatik, og den medfølgende dvd indeholder derfor også undervisningsmateriale i form af redigerbare powerpoint-dias, litteratur og quiz-spørgsmål til de enkelte kapitler.

Bogens målgruppe er primært »konsultations-liaison-psykiatere« - de psykiatere, der beskæftiger sig med grænsefladen mellem somatik og psykiatri. Dette speciale findes imidlertid ikke i Danmark, hvor vi p.t. kun har to psykosomatiske klinikker på henholdsvis Århus Universitetshospital fra 1999 og Bisbebjerg Hospital fra 2001. Herhjemme henvender bogen sig derfor bredt til klinisk arbejdende læger, og det er en bog, man bliver klog af, uanset hvilket speciale man befinder sig i.

Bogens tilgang til psykosomatik er klinisk og pragmatisk, og dens fænomenologiske beskrivelse adskiller sig klart fra psykosomatikkens tidligere psykologiske fokus. Redaktørerne beskriver psykosomatik som: Det subspeciale i psykiatrien, som fokuserer på biomedicinsk og psykiatrisk komorbiditet. Da der er en høj forekomst af samtidig psykisk lidelse og organisk sygdom samt af somatiseringstilstande, opnår man en tillægsværdi ved den helhedsorienterede behandling i forhold til den traditionelle biomedicinske tilgang. I bogen præsenteres et væld af komplekse problemstillinger, og man forundres under læsningen over, at vi ikke har mere øje for liaisonpsykiatriens arbejdsområde i den kliniske hverdag.

Det er lykkedes de to redaktører at få 93 forfattere med baggrund i klinisk psykiatri, forskning eller konsultations-liaison-psykiatri til at bidrage til bogens 51 kapitler. Bogen er inddelt i fem sektioner, der beskriver 1) generelle forhold, 2) hyppige og alvorlige somatiske lidelser i relation til psykosomatisk viden, 3) relevante psykiatriske lidelser, 4) specielle emner, som f.eks. sexologi, psykoterapi, graviditet og død, og 5) fremtidsperspektiver. Selv om kapitlerne strækker sig over mange emner, formår de samtidig at gå i dybden med de mest centrale aspekter, og indholdet virker opdateret og evidensbaseret. De fleste kapitler præsenterer desuden illustrative sygehistorier, som bidrager til at fastholde den kliniske vinkel.

Som i andre bøger af denne størrelse forekommer der indimellem gentagelser. Til gengæld gør det bogen meget anvendelig som opslagsværk, og det opleves fuldstændig uproblematisk at springe ind og læse et enkelt kapitel hist og her. Bogens største ulempe er, at den er amerikansk, og læseren må af og til abstrahere fra det system, forfatterne refererer til. F.eks. anvendes primært det amerikanske diagnosesystem, etiske forhold afspejler det amerikanske sundhedsvæsen, og mange kapitler refererer i høj grad til sekundærsektorens problemstillinger, mens primærsektoren og det sociale område har en mere beskeden plads. Det ændrer dog ikke ved, at størstedelen af indholdet har generel interesse også for danske læger, og bogen er bestemt anbefalelsesværdig for dem, der arbejder med helhedsaspektet af sygdomme. Psykiske lidelser påvirker debut og forløb af biomedicinske lidelser, og organiske ændringer kan medføre psykiske lidelser. Bogen opløser således vores dualisme - krop og sjæl hænger uløseligt sammen.