Skip to main content

Bødeindtægter bør bruges på uddannelse og forskning - ikke på egen administration

♠ Reservelæge Peter Hallas. E-mail: Hallas@rocketmail.com

27. nov. 2009
2 min.

Midler fra medicinalindustrien spiller en stor rolle i finansieringen af møder, kurser og uddannelse for læger. Dog er det et ønske hos mange læger, at der bliver flere midler, som er uafhængige af industrien, til rådighed [1]. Men hvor skal pengene komme fra?

En mulighed er de »bødepenge« som opkræves af Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet (NSL). NSL overvåger samarbejdet mellem læger og medicinalindustrien, og idømmer blandt andet bøder til virksomheder og til læger, som pga. af eksempelvis vildledende markedsføring ikke overholder spillereglerne.

Sidste år indkasserede Nævnet i omegnen af 1,5 mio. kr. i bødeindtægter [2]. Det ville give god mening, at bødebeløb, der opkræves for vildledende markedsføring o.l. bruges til industrineutral uddannelse - for at rette op på skaderne, så at sige.

Men pengene gik i stedet direkte ind i Nævnets eget driftsbudget. Det svarer til, at færdselsbøderne indgik i politiets bevillinger, eller at domstolene selv måtte bruge ekstraindtægterne fra de bøder, de udsteder. De fleste er nok enige med mig i, at det ikke er hensigtsmæssigt at finansiere politiets eller domstolenes arbejde således.

Tilsvarende bør NSL være økono-misk uafhængig af bødeindtægter fra medicinalindustrien og læger, fordi det er afgørende, at der er tillid til, at bødeinddrivelsen udelukkende er fagligt motiveret.

NSL gør såmænd ikke andet i denne sag end at arbejde korrekt efter sine egne statutter. Jeg mener, at der er et påtrængende behov for at revidere statutterne, så bødeindtjening og drift adskilles og med mulighed for at pengene kanaliseres til lægers uddannelse og forskning. Det vil give bedre muligheder for uddannelsesaktiviteter, der ikke er sponsoreret af arbejdsgivere, medicinalindustrien eller andre, som læger kunne være økonomisk afhængige af.

NSL har pr. e-mail (16. juni 2009) oplyst til mig, at bødeindtægterne ikke er en forudsætning for driften. Man må derfor gå ud fra, at bødepengene nemt ville kunne tages ud af NSL's budget og bruges til uddannelse og forskning.

Lægeforeningen bør derfor gå foran med en revision af Nævnets statutter.