PG skriver, at »Børn behandlet med stimulanser udvikler ofte hjerneatrofi«. Det må siges at være en alvorlig bivirkning, som jeg trods mangeårig erfaring med ADHD ikke har været opmærksom på. Jeg kan forestille mig konsekvenserne for mine patienter og (børne)psykiatrien, den dag denne uhyggelige konsekvens af medicin bliver grebet af en journalist på Ekstra Bladet.
Jeg har hidtil forstået analyser af cerebral billeddiagnostik ved ADHD sådan, at (ubehandlede) personer med ADHD har tendens til mindre/tyndere kortikale og centrale hjernestrukturer end kontrolpersoner. Hjerne-»atrofi« kan opfattes som et ledsagefænomen ved selve udviklingsforstyrrelsen. I metaanalyser har man konkluderet, at stimulantia, hvis de påvirker hjernestrukturen, tenderer til at normalisere denne [2, 3].
En verdensberømt og grundig forsker som PG har naturligvis evidens, når han påpeger en bivirkning som hjernesvind. PG har da også en reference: Det viser sig at være et indlæg i Children & Society. Det ligner et læserbrev skrevet af dr. Peter Breggin, som ikke på forhånd var mig bekendt. I Wikipedia omtales han som »psychiatrist and critic of biological psychiatry and psychiatric medication«. Det fremgår også, at dr. Breggin er frafaldent medlem af Scientology. Det svarer ikke til mit billede af PG som en skarp forsker; er det hans kilde til den farlige bivirkning?
Breggin synes ikke selv at have foretaget hjerneforskning, men mener, som citeret af PG, at personer, der er blevet behandlet med stimulantia udvikler »widespread brain atrophy«. Breggins vigtigste(?) reference til originallitteratur er en undersøgelse af Proal et al. fra 2011 [4]. Det er en efterundersøgelse af drenge, som havde ADHD og blev MR-skannet som voksne. Der blev fundet reduktion i grå substans hos patienterne sammenlignet med kontrolpersonerne, men der står eksplicit, at undersøgelsen ikke kunne sige noget om effekten af medicinsk behandling, som var givet kortvarigt i barndommen. Breggin og PG tolker åbenbart denne forskning anderledes end neuroradiologerne?
Med PG’s idealer om balanceret, kritisk læsning af litteraturen har han naturligvis mere vægtig dokumentation for sin tunge konklusion om stimulantia. Jeg er en af dem, der har behandlet med de stoffer i årevis og har grund til at blive beskæmmet, når der viser sig at være evidens for en så fatal bivirkning.
Gad vidst om PG’s uddybning fører til, at vi nærmer os en fælles forståelse, som jo må være målet med debatten?