Skip to main content


Børne- og ungdomspsykiatrien hviler på to videnskabelige traditioner: en naturvidenskabelig og en humanistisk. Til forskel fra andre lægevidenskabelige specialer er sidstnævnte meget fremherskende i både teori og praksis. Traditionelt har der ikke i børne- og ungdomspsykiatrien været de store kampe mellem »biologerne« og »psykoterapeuterne« som i søsterspecialet psykiatri. De seneste 10-15 år har der imidlertid været fokuseret meget på den naturvidenskabelige tradition af mange forskellige grunde, men primært vel for at fastholde børne- og ungdomspsykiatrien i sundhedsvæsenet. I den sammenhæng er bogen af Søren Hertz en kærkommen påmindelse om de humanistiske traditioner i vores fag.

Hertz tager udgangspunkt i den systemiske familieterapi og dens seneste udformning med den narrative optik. Med den kikkert for øjet begiver han sig ud i en sand tour de force , hvor han gennemgår de store sygdomsgrupper og insisterer på at supplere lærebøgernes sygdomsopfattelse og behandlingsforslag med en narrativ, familieterapeutisk vinkel. Det er flot og modigt i en tid, hvor mantraerne er evidens og effektivitet.

Undertitlen »Nye perspektiver og uanede muligheder« angiver bogens svaghed. Der er et stænk af megalomani over beskrivelsen af den narrative terapiform. »Biologerne« inden for vores fag nedgøres sammen med den sygehusbaserede børne- og ungdomspsykiatri generelt. Det er en klar fejlopfattelse og en irriterende skønhedsplet på en ellers sober og velargumenteret bog. Som Hertz også redegør for, er der en igangværende udvikling, hvor de to videnskabelige traditioner gensidigt befrugter hinanden. Der udgives mange artikler og bøger med psykoterapeutiske vinkler, og der afholdes kurser og undervises mere end nogensinde før i de »bløde« kompetencer. Desuden er den daglige praksis også i sygehusregi præget af både biologiske, psykologiske og socialfaglige metoder. Hertz har således travlt med at forsvare noget, som overhovedet ikke er under angreb. Ud over at bogen derfor gør en gammel kliniker lidt trist på fagets vegne, har det desværre også medført, at den er tynget af gentagelser, selvreferencer og filosofiske betragtninger, der skal bære mere, end de kan. Mere selvkritik og mindre selvhøjtidelighed ville både have været vederkvægende og ville bedre have understreget, at bogen er af akademisk interesse. Det er trods alt et lægevidenskabeligt speciale, der er tale om. Men anbefales med behørige advarsler til de mere følsomme børne- og ungdomspsykiatere, det skal den altså.