Skip to main content

Børneeksem. En håndbog for børn og voksne med atopisk eksem. Esmann S, Holm EA, Westergaard C, Jemec GBE.

Afdelingslæge Eva Benfeldt E-mail: benfeldt@post5.tele.dk

31. okt. 2005
2 min.

Bogen henvender sig til patienter og forældre til børn med børneeksem. Den er systematisk opbygget i 12 korte kapitler, som i den indledende halvdel giver faktuelle oplysninger om sygdommen, årsag, udviklingen hos den enkelte, forebyggelse og de forskellige behandlingsmuligheder. Dernæst følger kapitler specielt omhandlende forholdene for hhv. børn, unge og voksne personer med atopisk eksem samt kapitler om sociale støttemuligheder og lægevidenskabelig forskning inden for atopisk eksem.

Bogens store styrke er det klart formulerede og let forståelige sprog samt en meget vellykket »tone« - her er hverken løftede pegefingre, frelsthed eller empatisk omklamring af læseren/patientgruppens problemer. Dette kan hænge sammen med, at førsteforfatteren er uddannet cand.mag. i pædagogik og psykologi. Klassiske spørgsmål, f.eks. om hvorvidt atopisk eksem er et udtryk for allergi, håndteres neutralt og velovervejet, ligesom en orientering om naturmedicinske behandlingsmetoder samt årsagerne til lægers generelle afventende holdning til disse forklares neutralt, forståeligt og solidarisk over for både lægens og patientens frihedsgrader.

Der er gode og overskuelige skemaer vedr. generelle råd, forskellene mellem diverse relevante fugtighedscremer og lokalsteroiders potens og anvendelse. Der er en god gennemgang af psykens betydning for sygdommens forløb, ligesom relevant erhvervsvejledning for unge atopikere gives. Bogens billedmateriale er generelt fint og velfungerende, dog er de kliniske fotos af hhv. nældefeber og af positive epikutantest, som fremstår underligt bulløse og ikke ansporer til at medvirke til testning, ikke så velvalgte.

Bogen er tiltænkt lægfolk, hvorfor man har valgt kun at sætte enkelte referencer på i teksten. Der henvises til relevante foreninger, eksemskoler og internetadresser bagerst i bogen.

Behovet for denne håndbog er absolut til stede, da patienter med atopisk eksem og deres pårørende typisk har mange og individuelle spørgsmål ved den enkelte konsultation. Her kan patienten orientere sig i svarene på de hyppigste spørgsmål, gennemgået systematisk og forståeligt, og ved krydsopslag fremkommer konsistens i rådene bogen igennem.

Bogen kan varmt anbefales til målgruppen og vil sikkert også finde anvendelse hos sundhedspersonale i både praksis og på hospitalsafdelinger.

København: Munksgaard Danmark, 2004.

144 sider. Pris: 148 kr.

ISBN 87-628-0528-7