Boganmeldelse: Mennesket i hjernen - en grundbog i neuropædagogik

Først vil jeg lykønske redaktionen med ansættelse af en effektiv arbejdskraft i anmelderkorpset, hvor man med lektor Helge Dohn har fået en person, der er så effektiv, at han kan anmelde en bog ved bare at læse nogle få kapitler; i mit tilfælde har han mestret at anmelde min bog »Mennesket i hjernen« i Ugeskrift for Læger (2004;166:4739-40) ved stort set kun at læse kapitel syv.

Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis man gætter sig til resten, og her er lektor Helge Dohn yderligere udstyret med en uforlignelig fantasi, der desværre har ramt så meget forbi, at jeg bliver nødt til at korrigere.

Så kære lektor Helge Dohn: Jeg har læst din anmeldelse af min bog om neuropædagogik med stor forundring. Selvføl-gelig er det uheldigt, at der er fejl i referencerne - og at der mangler et emneindeks - men med hensyn til de andre indvendinger er jeg ret sikker på, at det ikke er min bog, du anmelder.

Du indleder med, at »neuropædagogik består af et samspil mellem pædagogik og neuropsykologi«, og dermed går anmeldelsen af sporet med det samme. Bogen har et mere nuanceret syn på neuropædagogik, og den handler om planlægning af den undervisning, der skal fremme en rehabilitering, men det hører vi intet om. Heller ikke hvad der er bogens målgruppe.

Jeg siger, at biologi er den ene halvdel af sandheden. Derfor kan du heller ikke slutte, at jeg distancerer mig fra et naturvidenskabeligt syn. Jeg skriver tværtimod, at dette syn kan bruges i visse sammenhænge men ikke i andre. Jeg afviser heller ikke reduktionisme, som du hævder det, men gør opmærksom på, at den kan bruges og misbruges, og ikke mindst hvor jeg taler mod mål-middel-didaktikken til fordel for relationsdidaktik; men det får du heller ikke med.

Du skriver, at den pædagogiske indsats over for hjerneskadede ses som elevcentreret, men hvis bogen overhovedet er centreret, er den undervisningscentreret. Men det individualistiske syn som bl.a. kommer til udtryk i den eksistentielle pædagogik, er i visse sammenhænge særdeles berettiget, men det udelukker jo ikke, at jeg også fremhæver andre læringssyn afhængigt af, hvad der skal rehabiliteres, men det står i de kapitler, du ikke har læst.

Når bogen behandler emner som hukommelse, opmærksomhed, sprog etc., har du ret i, at der er udeladelser, men som jeg allerede i indledningen har gjort opmærksom på, er valget begrundet her med den præcisering, at det har et praktisk pædagogisk sigte.

Du skriver, at bogen undertiden antager karakter af en »uformidlet inddeling« og henviser til »fem forskellige typer apraksi«, men havde du læst videre i bogen, ville du opdage, at de bliver formidlet i senere kapitler.

Du slutter med den påstand, at bogen ikke formår at bygge bro mellem neurologi og pædagogik. Men det er slet ikke bogens formål; så skulle den måske have været skrevet på den akademiske måde, du efterlyser. Bogen henvender sig først og fremmest til det praktisk arbejdende frontpersonale, som arbejder med rehabilitering i fase tre. Og her kan jeg fortælle, at den allerede har formået at bygge bro og højne samarbejdet. Derfor slutter den med en gennemgang af det tværfaglige samarbejde. Det kapitel mangler måske i dit anmeldereksemplar, for du skriver, at bogen indeholder 160 sider, men der er 286.

Redaktionen:

Indlægget har været forelagt Helge Dohn, der ikke har bemærkninger.

Det nævnte forkerte sidetal er det tal, der blev opgivet fra forlagets side og blev derfor ikke kontrolleret hverken af redaktionen eller Helge Dohn.