Skip to main content

At börje forska - inom medicin och vårdvetenskap

Ludvigsson JF. Lund: Studentlitteratur, 2002. 352 sider. Pris: 399 SEK. ISBN 91-44-01644-1 Lone Graff Stensballe

2. nov. 2005
2 min.

Bogen At börja forska er en introduktionsbog til især ph.d.-studerende i sundhedsvidenskabelig forskning. Bogen er skrevet af en pædagogisk svensk pædiater og doktorand.

Bogen kommer bl.a. omkring udfærdigelse af protokoller og diverse ansøgninger, litteratursøgning, at vurdere og skrive artikler, curriculum vitae, forberedelse af foredrag og møder, hard- og software og lidt statistik. Kapitlet om svenske doktorandstuderendes forhold kan ikke overføres direkte til danske ph.d.-studerende, men resten af indholdet er internationalt anvendeligt.

Bogen bærer præg af, at forfatteren selv for nylig har været novice udi den medicinske forskning og derfor husker konkrete problemer og deres løsning. Den indeholder en rigdom af opdaterede engelsksprogede referencer, internetadresser og detaljerede instruktioner, og bogens nærmest kogebogsagtige vejledning er særdeles nyttig.

Et par kommentarer: På side 174, kapitel ti, afsnit fem, anfører forfatteren, at man ifølge Bonferroni og Riegelman ved multiple sammenligninger bør korrigere sit alpha-niveau ved at dividere med antallet af sammenligninger. Man kunne for klarhedens skyld tilføje, at man ligeledes kan vælge at multiplicere p-værdierne, man har fundet ved sine analyser, med antallet af sammenligninger (Altman 1999. Practical statistics in medical research).

På side 255-262, kapitel 16, omtales statistikprogrammer, og på side 317-339, kapitel 23, præsenteres almindeligt anvendte statistiske test. Begge emner gennemgås overfladisk, hvilket forfatteren ikke undlader at gøre opmærksom på. Man kunne her anbefale, at en statistiker inddrages i planlægningsfasen af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter. En statistiker kan vejlede vedrørende programpakke, samplesize og test og således kan både forsker, statistiker og ikke mindst data have gavn af et samarbejde.

At börja forska er en helstøbt, praktisk, letlæst og appetitvækkende introduktion til medicinsk forskning. Den kan bruges som støtte og springbræt, men den kan naturligvis aldrig erstatte en erfaren og entusiastisk vejleder.