Skip to main content

Bredside fra advokaten til lægerne og fra lægen til patienten

♠ Reservelæge Pernille Darling Rasmussen. E-mail: pernilledarling@hotmail.com

2. jun. 2009
3 min.

En bredside fra advokat Helle Carlsen mod læger (Ugeskr Læger 2009;171:1709) som reaktion på noget, der vel også kan kaldes en bredside fra læge Anders Tuxen (Ugeskr Læger 2009;171:828-9) denne gang rettet mod en del af patientklientellet, gav mig lyst til at skrive.

Jeg er yngre læge og en meget erfaren patient med også mindre gode oplevelser. Det kan nok ikke være anderledes.

Under min egen rejse som patient har det allermest frustrerende været holdningen, når jeg har præsenteret symptomer, som ikke umiddelbart kunne forklares.

Mange personer, nogle af dem ikke særligt kyndige, har ikke afholdt sig fra at konkludere, at jeg led af morbus pivskideri.

Jeg ville som patient selv kunne holde til at høre, at min læge ikke kan finde en forklaring på mine symptomer, og jeg vover at tro, at de fleste patienter har det på samme måde. Det ville måske endda virke troværdigt. Men at blive mødt med holdningen om, at man ikke fejler noget, fordi lægen ikke kan genkende det, kan føre til nærmest afgrundsdyb desperation. Det gjorde det for mig i hvert fald. For hvem er der at søge hjælp hos efter lægen, hvis han eller hun fornærmet smækker døren i?

Her står hele det alternative system med omsorgsfuldt åbne arme og pengekasser og venter. Jeg har ikke mere fidus til pendulering, pyramidekraft etc. end Anders Tuxen. Men jeg kan godt forstå, at en patient kan føle det som eneste mulighed at gå den vej efter afvisning af den etablerede lægeverden.

Efter 20 år ind og ud af behandlingssystemet, mange ture på skadestuen og tæt på psykosomatik-diagnoser flere gange har jeg fået diagnosen Arnold-Chiaris malformation type I. En læge, der ofte har været involveret i årenes løb, spurgte, om jeg var vred over, at det har taget 20 år at stille den rette diagnose.

Det er jeg ikke. Jeg forstår godt, at en sjælden tilstand kan volde problemer.

Men jeg har været vred mange gange over, at det tilsyneladende er så svært for os læger at indrømme, at selv om vi læser tykke bøger, ved vi ikke alt om mennesket og sygdommes natur. Fordi man ikke har set det før, og fordi det ikke er beskrevet endnu, betyder det ikke, at det ikke findes. At det ikke fandtes for 30 år siden, betyder ikke, at det ikke findes om 30 år. Og nogle gange tager vi slet og ret fejl - overser noget. Så måske kunne en mindre rigid holden fast i, at patienten skal præsentere kendte symptomer, give mindre gunstige betingelser for diverse behandlingsmetoder, som jeg, uden at vide det, tror virker bedst på behandlerens pengepung. Jeg siger ikke, at alle, som går til lægen, nødvendigvis fejler noget, medmindre man skal gå ind i en diskussion om »ondt i livet« og mulig sekundær gevinst ved patientrollen og den slags. Det er efter min mening et helt andet og selvstændigt kapitel, som jeg vil holde mig fra. Jeg mener bare, at det ville gavne det til tider lidt skrantende læge-patient-forhold, hvis lægen efterlod et lille vindue til tvivl i stedet for hurtigt at erklære rask eller (god)kendt sygdom. Et vindue også til sig selv, der også kan kaldes »plads til revurdering uden ansigtstab«, fordi en revurdering, efter at man skråsikkert har fortalt patienten, at der ikke er noget galt, nødvendigvis må maskeres med diverse redskaber såsom det kendte fænomen »lægelig arrogance« og ansvarsfralæggelse. Her er det nyttigt at tale i flertal.

Patientens lille vindue vil nærmest kunne helbrede, hvis der »rent faktisk ikke er noget galt«, alene fordi der er blevet lyttet - måske endda med en slags anerkendelse af det oplevede. Og er der noget på færde, som vi bare ikke kan identificere med den i dag tilgængelige viden, tror jeg, at patienten efter ovennævnte fremgangsmåde kan finde sig i 20 år ind og ud af behandlingssystemet, mange ture på skadestuen og psykosomatik-diagnoser tæt på adskillige gange, før den rette diagnose bliver stillet. Skulle det blive nødvendigt.