Skip to main content

Cancer of the breast. Fifth edition. Donegan WL, Spratt JS, eds.

Overlæge Peer Christiansen E-mail: peer.christiansen@dadlnet.dk

4. nov. 2005
2 min.

Dette opslagsværk, der dækker såvel benigne som maligne mammalidelser, er første gang udgivet i 1967. De 35 år, der er forløbet siden, er ikke gået helt sporløst hen over værket, som i sit omfattende illustrationsmateriale med mere end 300 billeder nogle steder fremtræder lidt gammeldags pga. valget af udelukkende sort-hvide fotografier. Dette første indtryk er imidlertid ikke dækkende for denne bog som helhed. Den foreliggende udgivelse er opdateret med den nyeste viden, og der er tilføjet ti nye kapitler i forhold til den tidligere udgave. Disse omfatter bl.a. sentinel node-biopsi, genetik, molekylær biologi og in situ cancer. Forfatterpanelet omfatter 88 navne. Fire er fra Europa, men bogen er helt amerikansk domineret. Trods det er de nyeste europæiske resultater medtaget, og der er f.eks. en udførlig opsummering af den diskussion af værdien af mammografiscreening, der i de seneste år har verseret specielt i Nordeuropa og Skandinavien (forfatterne er stærke fortalere for screeningsprogrammer). Læseren føres ind på brystets sygdomme via en gennemgang af historiske perspektiver og en grundig repetition af brystets anatomi og fysiologi. I afsnittene om de benigne lidelser gøres der en del ud af at beskrive, at hovedparten opstår som forstyrrelser i den normale brystudvikling og involution. Hovedvægten ligger selvfølgelig på brystkræft, som dækkes med udførlige afsnit om epidemiologi, diagnostik, patologi og behandling i enhver form. Søger man efter detailviden, er der et væld af muligheder. F.eks. er der for den kirurgisk interesserede udførlige operationstekniske beskrivelser, men man kan også sætte sig ind i teknikken ved anlæg- gelse af en subkutan port til kemoterapi. Rariteterne er også dækket. Således er der f.eks. et kapitel, der udelukkende omhandler metastaser til øjne og øjenomgivelser.Værket favner vidt, men der er også områder, der ikke er dækket. Det kan således virke lidt overraskende, at man ikke kan læse om micorarrays og gene mapping. Jeg ville også gerne have haft en omtale af de nye onkoplastiske teknikker ved brystbevarende operationer.

Bogen giver en glimrende indføring i stort set alle kroge af brystets sygdomme. Den er trods det store omfang let læst, og den kan varmt anbefales til alle læger, der beskæftiger sig med disse lidelser.

St. Louis: W.B. Saunders, 2002.

1050 sider. Pris: 130 GBP.

ISBN 0-7216-8951-5