Cand.med. eller uden sociale kompetencer?

Fotos Ugeskrift for Læger og Hung Tien Vu

For nylig stødte jeg på en undersøgelse [1], hvor man konkluderede, at hvis man skal opnå færdigheder på et internationalt niveau, hvad enten det drejer sig om videnskabelige, musikalske eller sportslige discipliner, er der et og kun et gennemgående fællestræk hos de undersøgte, nemlig 10.000 timers træning.

En interessant teori, der, hvis den er holdbar, rejser spørgsmålet om, hvorvidt den eksisterende uddannelse i medicin virkelig er den bedste måde at uddanne fremtidens læger på?

Hvis man for eksperimentets skyld vover pelsen og ser på, hvilke fællesnævnere der findes på tværs af de kliniske specialer for derigennem at prøve at identificere nogle af kernekompetencerne, kan man trække nogle specifikke områder frem; den objektive undersøgelse, et sygdomsteoretisk fundament, som man kan spejle sine objektive fund i og viden om de videre diagnostiske udredningsuligheder må i hvert fald være blandt fællesnævnerne for generelle, ønskeværdige egenskaber hos en læge. I forhold til behandlingen er det så specialeafhængigt, om man skal kende sine medikamenter, strålekanoner, operationsteknikker m.v. for at kunne behandle patienterne.

Som tilfældet er i dag, sker forberedelsen af kommende læger ved en masse teoretisk undervisning, der kombineres med ophold på forskellige afdelinger, så de studerende får en blanding af teori og praksis med sig i bagagen. Hvis teorien om de 10.000 timers træning holder stik, og målet er læger uddannet på et højt niveau, er der et oplagt problem med den eksisterende lægelige uddannelse; nemlig at man ikke får opøvet den i særklasse vigtigste egenskab for læger: de sociale kompetencer, som gør, at man kan kommunikere optimalt med sine kolleger, andre personalegrupper og ikke mindst patienterne.

I stedet mener jeg, at man meget tidligere i studiet burde introducere kliniske ophold og superviseret patientkontakt a la mesterlæreprincippet, så man så hurtigt som muligt får taget hul på de 10.000 træningstimer. Dette tror jeg vil frembringe læger, der fra starten af, er langt bedre til at samarbejde, tale med patienter og ikke mindst håndtere den enorme usikkerhed, der tit præger den første tid som nyuddannet læge.

Da jeg for nogle år siden underviste på medicinstudiet, var et af mine råd til de nye medicinstuderende da også, at de absolut skulle sørge for at bruge en væsentlig del af deres studietid langt væk fra bøgerne, da det var der, deres sociale kompetencer for alvor blev skærpet. Eller sagt på en anden måde: Hvis du bruger seks år på kun at læse i bøger, bliver du god til - at læse i bøger!