Cand.med.MOR

At være læge for sit eget barn er et emne, der ofte debatteres. Sikkert fordi det er svært for mange. Det har det i hvert fald været for mig. Lige nu er jeg på barsel med vores andet barn – en pige – og jeg har derfor al tid i verden til at følge hendes udvikling med al den glæde og bekymring, det medfører. I denne barsel er det heldigvis primært glæde.

Med vores første barn var alting derimod nyt og derfor en del mere bekymringstungt for mit vedkommende. Jeg havde i årene op til min første barsel haft en introduktionsstilling i hhv. pædiatri og børne-ungdoms-psykiatri. Netop derfor havde jeg en (naiv) forventning om, at jeg ville have fuldstændigt styr på, hvordan et barns normale udvikling forløber, og hvornår et barn er sygt, og således kunne handle derefter.

Jeg blev klogere.

Da vores søn var tre uger gammel, kom min mand hjem fra arbejde og fandt mig i totalt vildrede. Jeg havde brugt det meste af eftermiddagen i selskab med doktor Google, fordi jeg ikke syntes, jeg kunne få øjenkontakt med vores lille dreng.

Var han mon autist?

I dag tænker jeg, at han nok endnu ikke havde lært at fokusere, men den logiske forklaring kom ikke til mig den eftermiddag.

Læge-Nanna forsvandt – mor-Nanna tog over

En lignende panisk mor-episode havde vi, da vores søn var 14 måneder gammel. Min mand var hjemme med vores søn, der havde gastroenteritis på tredjedagen. Han var klattet og havde høj feber. Det var første gang, at han var rigtig sløj, og jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig på arbejdet den dag.

Om eftermiddagen ringede min mand for at sige, at han syntes, at vores dreng var meget stille. Jeg husker, at jeg stod inde på mit kontor med to kollegaer, der sidenhen har elsket denne historie. Jeg spurgte min mand, om han kunne få kontakt med vores søn. Min mand, der ikke er læge, var i tvivl, og lige der forsvandt læge-Nanna, og mor-Nanna tog over.

Jeg sagde: ”ring 112”.

Mine to kollegaer kiggede forfærdede på mig og så mig styrte ud ad døren.

Opfølgningen på denne sygdomshistorie kan I måske regne ud: 112 sagde til min mand, at de kunne høre vores søn græde i baggrunden, så de mente, at det lød som en opgave for vores praktiserende læge. Hos vores praktiserende læge delte de heller ikke min store bekymring. Vi blev bedt om at se situationen an hjemme og komme igen ved behov. Fuldstændig samme råd, som jeg ville have givet, hvis bare det ikke havde været mit eget barn.

I kan måske forestille jer, hvordan det var at komme på arbejde næste dag og give en opfølgning på min kaotiske exit dagen forinden.

Drømt om blomkålsører

Vi har ikke haft flere ”akutte” episoder efterfølgende. Faktisk er det som om, jeg nu er gået lidt i den modsatte grøft. Nu er jeg mest bange for at være den overpylrede mor. Det har f.eks. resulteret i, at jeg i månedsvis har negligeret en nedgroet negl på vores stakkels drengs fod, selvom han flere gange har grædt hysterisk, når han har slået den. Min mand tog ham til lægen, fordi mormor insisterede, hvilket resulterede i en penicillinkur mod infektion i en højrød, tydelig betændt, storetå.

Forleden kom vores dreng hjem fra børnehave med et hæmatom på højre øre.

”Er det ikke noget med, at man skal være opmærksom på manglende blodtilførsel og risiko for blomkålsøre”, tænkte jeg, men syntes, det ville være pinligt at belemre min egen læge med dette fredag eftermiddag. Hele weekenden har jeg drømt om blomkålsører, og faktisk er det netop den situation, der gav mig lyst til at skrive dette indlæg.

For hvor er det bare svært at være en dygtig læge og en omsorgsfuld – ikke pylret, ikke negligerende – mor samtidig.

Jeg er sikker på, at jeg er blevet en meget bedre læge, efter at jeg er blevet mor. Min forståelse for de bekymrede forældre er i hvert fald blevet større. Og jeg håber, at jeg med tiden også vil blive en bedre læge for mine egne børn.